Aarhus University
DU ER HER: Om DMU » Formål og opgaver » Strategi » Strategi 2004-2010

Strategi 2004-2010

Link til pdf-dokument:  Strategi 2004-2010

Strategi 2004-2010 er afløst af Strategi 2008-12 - Strategisk vækst

Sammenfatning

Danmarks Miljøundersøgelser vil være en hovedaktør i dansk og europæisk miljøforskning og rådgivning af myndigheder og erhverv inden for natur- og miljøområdet. DMU vil opbygge viden og værktøjer til at løse nationale og internationale miljøproblemer og bidrage til at udvikle grundlaget for dansk og international miljøregulering. DMU vil bidrage til den strategiske videnopbygning på højeste internationale niveau. DMU vil være en attraktiv arbejdsplads med kompetente og engagerede medarbejdere, som udvikles i takt med opgaverne. DMU vil formidle viden om natur og miljø til befolkning og beslutningstagere samt bidrage til uddannelse af forskere og kandidater. DMU vil fastholde synergien mellem institutionens tre hovedopgaver: forskning, overvågning og rådgivning på miljø og naturområdet. Det er i overensstemmelse med anbefalingerne i den internationale evaluering af DMU, der blev gennemført i august 2003, og som netop fremhæver kombinationen af forskning, overvågning og rådgivning som en enestående national og international styrkeposistion for DMU.

DMU dækker fagligt bredt på miljøområdet og har internationalt anerkendte forskningsmæssige kompetencer. De brede kompetencer inden for atmosfærisk miljø, akvatisk miljø og natur, terrestrisk miljø og natur, miljøøkonomi og –sociologi samt risikovurdering er en forudsætning for at varetage DMU’s særlige opgave med tværgående og helhedsorienteret videnopbygning og rådgivning. Med stor efterspørgsel på og høj kvalitet i DMU’s ydelser er det strategisk vigtigt, at DMU søger at fastholde kompetencerne dels gennem de årlige bevillinger på finansloven, dels gennem indtægter fra nationale og internationale fonde og gennem ydelser mod betaling.

Med udsigt til et væsentligt fald i basisbevillingen frem mod 2007 vil DMU forøge de eksternt finansierede aktiviteter og samtidig effektivisere og tilpasse opgavevaretagelsen til de finansielle forudsætninger i basisbevillingen. Det er et bærende element i strategien, at balancen mellem forskning og overvågning/rådgivning ikke ændres afgørende. Forskningen må opretholdes i tilstrækkeligt omfang til at sikre kvalitet i overvågning og faglig rådgivning.

DMU’s kompetencer er nødvendige for at udvikle videnbaserede løsninger på samfundets miljø- og naturproblemer, og de danner et godt udgangspunkt for samarbejde med danske og udenlandske forskningsinstitutioner.

De basale kompetencer udgør grundlaget for en række, tværgående programområder i relation til næringsstoffer, kemiske stoffer og bioteknologiske produkter, klimaændringer, biologisk mangfoldighed samt miljø og sundhed.

De basale kompetencer er endvidere forudsætningen for DMU‘s varetagelse af den nationale natur og miljøovervågning. Overvågningen er styret af nationale og internationale behov og udføres i et tæt samarbejde med de øvrige aktører på området, herunder de regionale myndigheder.

DMUs faglige rådgivning, der ligeledes udspringer af kompetencerne, er primært rettet mod myndighederne, især Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, de regionale myndigheder samt Råstofdirektoratet i Grønland. Endvidere vil DMU stille sin kompetence til rådighed i forbindelse med den internationale miljøbistand og EU.

DMU vil bidrage til uddannelse af forskere på post. doc-, ph.d.- og kandidatniveau på områder, hvor universiteterne ikke selv har den fornødne kompetence. DMU vil tilpasse sit engagement til de lovgivningsmæssige og finansielle forudsætninger og sikre sammenhæng mellem undervisning og institutionens øvrige opgaver.

DMU’s formidling til myndigheder og offentligheden har til formål at forbedre grundlaget for politiske beslutninger.

DMU’s strategi bygger på interne drøftelser og dialog med de væsentligste samarbejdspartnere. Udkast til strategien har endvidere været forelagt det internationale panel, der i august måned 2003 foretog en evaluering af institutionens aktiviteter og deres samfundsmæssige relevans. Evalueringspanelets anbefalinger er indarbejdet i strategien.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012