Aarhus University
DU ER HER: Samfund » Husholdninger

Husholdninger

Husholdningerne står for mere end halvdelen af det samlede forbrug af varer og tjenesteydelser. I løbet af de seneste 10 år er det gennemsnitlige privatforbrug steget ca. 20%. Andelen af familier som har opvaskemaskine, mikrobølgeovn, tørretumbler, video og computer mv. er steget voldsomt siden starten af 1990'erne. Dette forbrug resulterer i uønskede påvirkninger af miljøet dels gennem direkte miljøpåvirkninger så som produktion af affald, udledning af spildevand etc. og indirekte gennem produktionen. På trods af at der er opnået væsentlige forbedringer overfor bl.a. energi og vandforbrug (fx bedre isolering af boliger og mindre vandforbrug i toiletter) samt bedre spildevandsrensning og affaldshåndtering overhaler selve størrelsen af forbruget ofte de opnåede miljøforbedringer.

På verdenskonferencen om bæredygtig udvikling i Johannesburg, 2002 , blev der sat fokus på udvikling af bæredygtige forbrugsmønstre, og i forlængelse af konferencen har EU udpeget området som et af hovedområderne for en kommende indsats.

DMUs aktiviteter indenfor husholdningernes miljøpåvirkninger er at tilvejebringe analyser af udviklingen i husholdningernes miljøpåvirkninger og analysere drivkræfterne bag udviklingen. Endvidere at analysere virkningen af tiltag samt gennem kobling af miljøpåvirkninger og effekter at bidrage til kortlægning af effektive virkemidler. En hovedaktivitet er bl.a. udvikling af indikatorer til belysning af husholdningernes miljøpåvirkninger.

En beskrivelse af den generelle udvikling af husholdningernes miljøpåvirkninger rapporteres i DMU's Miljøtilstandsrapport der udkommer hvert fjerde år.

Senest har Afdeling for Systemanalyse deltaget i et større forskningsprojekt støttet af det samfundsvidenskabelige forskningsråd til udvikling af metoder til opgørelse af og analyse af  miljøeffekter af danskernes forbrug. Endvidere er der til det Europæiske Miljøagenturs kommende miljøtilstandsrapport udarbejdet baggrundsrapporter om husholdningernes forbrug af fødevarer, vand, turisme og varige forbrugsgoder med tilhørende miljøpåvirkning.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012