Aarhus University
DU ER HER: Samfund » Miljøsociologi » Mobilitet

Mobilitet

Den accelererende mobilitet

Forskningsprojekt ved Mette Jensen (XXX).

Den hastigt stigende mobilitet, herunder den voksende transport, skaber ikke blot fordele men tillige en række problemer, såsom miljøproblemer, problemer omkring sikkerhed, fremkommelighed og arealanvendelse. Transportens miljøproblemer udgør det overordnede udgangspunkt for dette forskningsprojekt om mobilitet i moderne samfund. Ved mobilitet forstås både den fysiske transport af mennesker og gods og den virtuelle, kommunikative eller forestillede mobilitet som sker gennem internettet, mobiltelefoner, e-mails, TV etc. Læs mere

Uddybende projektbeskrivelse på engelsk

Sociologiske perspektiver på introduktionen af biobrændsler

Delprojekt ledet af Mette Jensen (XXX) i forbindelse med Renewable Energy in the Transport Sector Using Biofuels as Energy Carriers: Scenarier for introduktionen af biobrændsler i transportsektoren, scenariernes konsekvenser for arealanvendelse, sundhed og miljø samt sociale og etiske problematikker i forlængelse heraf.

Biobrændsler – primært bioethanol og biodiesel produceret af biomasse – har den senere tid opnået stigende opmærksomhed i Europa og resten af verden som et vedvarende alternativ til fossile brændstoffer i den stadigt voksende transportsektor. I Danmark har regeringen i foråret 2007 tilsluttet sig EU’s bindende mål for vedvarende energi, herunder at 10 % af brændstofforbruget til transport skal være dækket af biobrændsler inden 2020. Men samtidig er introduktionen af biobrændsler i stigende grad blevet genstand for den offentlige debat. Her præsenteres biobrændslerne skiftevis som løsning på problemer med energiforsyning, klimaforandringer og regional udvikling – eller som kilde til miljømæssige og sociale problemer i sig selv. Dette delprojekt undersøger befolkningens opfattelser af og holdninger til biobrændsler set i lyset af emnets kompleksitet og den stigende offentlige debat om biobrændslerne. Læs mere

Tendenser i tiden

Forskningsprojekt 1998-2001 ved Mette Jensen.(XXX)

Person- og varetransport bidrager med en væsentlig miljøbelastning, bl.a. en stor og stigende CO2 -udledning. Overordnede trafikstrukturer og individuelle transportbehov er betinget af mange og sammensatte sociale og samfundsmæssige faktorer, og en indsats overfor trafikkens miljøbelastning må tage afsæt i en bedre forståelse af disse.

I 1998-2001 udførte seniorforsker Mette Jensen et studie af mobilitetens betydning i moderne hverdagsliv. Det resulterede i bogen 'Tendenser i tiden - en sociologisk analyse af mobilitet, miljø og moderne mennesker' udgivet på Samfundslitteratur i efteråret 2001. En af bogens pointer er at tid og tidspres spiller en vigtig rolle for mobiliteten. Der er sket en acceleration af tiden og hastigheden på alle fronter - i såvel arbejdslivet som familien, fritiden og transporten. En anden af bogens pointer er at moderne mennesker på mange måder længes efter et enklere liv hvor langsomheden er større og der er mere tid til eftertanke - samtidig med at de er stræbsomme og ønsker et meningsfyldt arbejde og et aktivt familie- og fritidsliv fordi dette på sin side giver et vigtigt bidrag til deres identitet som netop moderne mennesker. Det er i dette spændingsfelt mellem hastighed og langsomhed, og moderne menneskers ønske om begge dele, at en mulighed for forandring af mobiliteten ligger gemt. Bogen belyser og analyserer disse og andre problemstillinger vedr. mobilitetens betydning i et moderne hverdagsliv.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012