Høring af udkast til miljøtilstandsrapporten – Natur og Miljø 2009
Roskilde, 11. august 2009
Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet sender hermed udkast af den danske miljøtilstandsrapport (Natur og Miljø 2009) i offentlig høring. Rapporten skal ses som et centralt grundlag for regeringens miljøplanlægning, og som et dokument, natur- og miljøpolitikken kan bygge på.
Rapporten består af to dele:
- Del A: En integreret analyse af naturens og miljøets tilstand i Danmark - set i globalt perspektiv
- Del B: Et opslagsværk med indikatorbaseret information om naturens og miljøets tilstand
Rapportudkastet kan hentes som pdf her:
Del A (1.954 kB)
Del B (5.847 kB)
I september sidste år udsendte DMUs redaktionsgruppe forslag til synopsis for miljøtilstandsrapporten. DMU modtog i alt 23 høringssvar: 11 fra ministerier og styrelser, 10 fra organisationer og 2 fra private borgere. Størstedelen af de indkomne forslag er imødekommet i det foreliggende rapportudkast.
Alle opfordres til at bidrage med synspunkter og konkrete forslag til rapporten. Det skal bemærkes at valget af emner, som inddrages i miljøtilstandsrapporten, ligger fast, hvorfor forslag til nye emner eller ændret emnevalg som udgangspunkt ikke vil blive imødekommet i denne høringsrunde.
Høringen forløber til 8. september 2009 kl. 12.00, som er sidste frist for modtagelse af bidrag.
Høringssvar fremsendes til: Charlotte Spang, tlf. 4630 1231, csp@dmu.dk
Vi foretrækker høringssvar pr. email, men det kan også fremsendes pr. brev til DMU stilet til Charlotte Spang.
Som afslutning på høringen offentliggøres høringssvarene på DMUs hjemmeside sammen med en redegørelse for hvordan de fremkomne synspunkter vil blive taget i betragtning (svarerne er nu lagt på hjemmesiden - redegørelsen følger når rapporten offentliggøres, red.).
Spørgsmål til rapporten kan rettes til Trine Susanne Jensen, tlf. 4630 1831 tsj@dmu.dk
Fakta om miljøtilstandsrapporten
Med henvisning til Planloven har Miljøministeriet bedt DMU om at udarbejde og udgive miljøtilstandsrapporten 2009. Det er femte gang siden 1993, at den danske miljøtilstandsrapport udkommer. Formålet med rapporten er at give en samlet status over naturens og miljøets tilstand, og rapporten udgør dermed et væsentligt bidrag til det miljøstrategiske arbejde.
Rapporten er skrevet af en redaktionsgruppe på DMU med bidrag fra en række interne og eksterne fagfolk og eksperter. Rapporten henvender sig til politikere, interesseorganisationer og interesserede borgere.
Natur og Miljø 2009 består af to dele:
Del A – Danmarks miljø under globale udfordringer
Del A af miljøtilstandsrapporten er en integreret analyse af naturens og miljøets tilstand i Danmark. Analysen opsummerer de miljømæssige udfordringer, som Danmark står overfor, og forholder sig til de politiske målsætninger på området. Udviklingen i Danmarks miljø skal i højere og højere grad sættes i forhold til udviklingen på europæisk og global plan, og det vil blive afspejlet i analysen. Det gælder fx temaer som klimaforandringer, globalisering og grænseoverskridende forurening. Miljøpolitiske målsætninger vil blive sat i en international ramme, især i forhold til EU-direktiver og FN-konventioner. Endelig vil rapporten vise, hvordan Danmark klarer sig i forhold til andre lande. Del A vil udkomme som en trykt illustreret rapport.
Del B – Fakta om natur og miljø
Del B af miljøtilstandsrapporten består af indikatorbaseret information om naturens og miljøets tilstand i Danmark. Del B vil være webbaseret og er tænkt som et opslagsværk, hvor man via nettet kan søge den relevante information. Del B vil også udkomme som en trykt rapport. Del B er opdelt i ti overordnede temaer. Til hvert tema er der 7-8 undertemaer, der hver består af en kort tekst, der forklarer emnet, giver en vurdering af status og udvikling og beskriver de politiske målsætninger. Enkelte af undertemaerne vil have form af eksempelstudier (’case studies’) i de tilfælde hvor væsentlige miljøproblemstillinger ikke egner sig til at blive præsenteret i indikatorform. Til hvert af de 10 hovedtemaer vil der blive skrevet en kort introduktionstekst, når websitet udbygges. Websitet er under opbygning, og vil bl.a. give brugeren mulighed for søgning af relevant information, brug af interaktive grafer, download af data og pdf-filer m.v.