Aarhus University
DU ER HER: Uddannelse » Aktuelle kandidatkurser » Vildtbiologi

Fugle og pattedyrs økologi og forvaltning

Kandidatkursus i "Fugle og Pattedyrs Økologi og Forvaltning" (10 ECTS), forårssemestre


**Link til kursushjemmeside på Aarhus Universitets e-learning platform, AULA (2011)***


DMU's afdelinger for Vildtbiologi og Biodiversitet og Arktisk Miljø, varetager en stor del af Danmarks (inkl. Grønlands) forsknings- og overvågningsindsats inden for fugles og pattedyrs økologi og bestandsstatus i terrestriske såvel som marine naturtyper. Vores forskning rækker fra studier af specifikke arters grundlæggende økologiske tilpasninger og samspil med deres miljø, til målrettede studier af hvorledes forskellige arter påvirkes af forvaltning og brug af landskabet. Vores arbejde udgør således det faglige grundlag for de danske og grønlandske myndigheders forvaltning af alle danske fugle og pattedyr og deres leveområder.

Kurset retter sig generelt mod alle som:

• Ønsker at opnå en overordnet viden om forskellige fugle- og pattedyrgruppers grundlæggende biologiske tilpasninger og økologiske strategier og de grundlæggende økologiske forhold som begrænser eller regulerer deres antal og fordeling.

Kurset retter sig specifikt mod alle som:

• Tænker på selv at skulle beskæftige sig med studier af vildtlevende fugle eller pattedyrs økologi, f.eks. i forbindelse med speciale eller Ph.D.
• Er interesseret i forvaltning af især danske fugle og pattedyr og deres levesteder, f.eks. i forbindelse med ansættelse i styrelser, miljøcentre, kommuner, NGOer eller rådgivende ingeniørfirmaer.

Kursusbeskrivelse:

Kursusbeskrivelse med målopfyldelseskriterier 

Wildlife ecology and management 

Dette kommer I til at lære:

• Arterne og deres habitat: Al biologisk forskning tager udgangspunkt i de specifikke organismers biologiske tilpasninger. Et pindsvin, en kronhjort og en knortegås repræsenterer grundlæggende forskellige morfologiske, fysiologiske, adfærdsmæssige og livshistoriemæssige strategier. Samtidig er de underlagt tilsvarende forskellige faktorer i deres daglige kamp for at optimere fitness. I løbet af kurset vil I blive gjort bekendt med en række forskellige grupper af fugle og pattedyrs biologi og økologiske betydning formidlet af Danmarks mest kompetente artseksperter.

• De økologiske mekanismer: Alle bestandes størrelse og udbredelse er begrænset af naturlige eller menneskeskabte faktorer. Spørgsmålet er hvilke faktorer og hvordan det sker i praksis. Med udgangspunkt i virkelige systemer i den danske natur, vil I blive præsenteret for eksempler på hvorledes prædatorer, parasitter, fødens fordeling og kvalitet, inter- og intraspecifik konkurrence kan påvirke bestande gennem enkeltindividers chancer for at overleve og reproducere. I vil også blive udfordret af eksempler hvor vi endnu ikke kender svarene, og hvor I skal stille spørgsmålene. 

• Bestandene og deres forvaltning. Hvor meget jagt kan en bestand tåle, og hvornår er den i fare for at uddø? Hvad vil konsekvenserne være, hvis en bestand fragmenteres af en ny motorvej, og hvorledes kan man kompensere for et sådant indgreb? For at kunne forvalte truede såvel som jagtbare bestande må vi kunne fremskrive deres udvikling ud fra viden om fødsels- og dødsrater, habitattypers bærevene mv. Med udgangspunkt i virkelige og aktuelle eksempler fra den danske natur, vil I blive introduceret til hvorledes økologisk viden kan syntetiseres til forudsigelser af bestandes udvikling.

• Hands on (1): fingrene ned i dejen. Hvordan estimerer man tætheden af harer i forskellige dele af landet eller antallet af edderfugle i de indre danske farvande? Hvordan undersøger man hvor mange harekillinger en hunhare har født – og som efterfølgende overlever? Hvordan finder man ud af hvilke habitattyper, som den truede kirkeugle helst foretrækker? Da al biologi forudsætter data, er kunsten at indsamle relevante data en nødvendighed for ethvert studium. I løbet af kurset vil I gennem praktiske øvelser lære en række af de praktiske og numeriske metoder, som er nødvendige at kunne for at kunne studere vilde dyr og deres bestande. I vil fx prøve at systematisk eftersøge og optælle nataktive pattedyr med projektør, optælle fugle (vi forudsætter ikke artskendskab), registrere og analysere radiomærkede dyrs adfærd, lede efter farvemærkede fugle til fangst-genfangst analyser m.m.

 


• Hands on (2): jeres eget forskningsprojekt: At være akademiker handler ikke kun om at kende svarene. Det er mindst lige så vigtigt at kunne stille spørgsmålene. Kursets sidste halvdel er hovedsageligt afsat til projekter, hvor I (i grupper) i samarbejde med en af kursets lærere skal formulere et (simpelt) videnskabeligt spørgsmål som I gerne vil have svar på, designe og udføre en feltundersøgelse, indsamle og bearbejde data, og skrive en projektrapport i form som en kort artikel til et fagtidsskrift. I bestemmer selv emne og organisme (inden for kursets rammer, F.eks.: Hvad er effekten af forskellige grader af rekreativ forstyrrelse på kasserugende blåmejsers yngelpleje og ynglesucces?). Der vil være mulighed for at kunne lave sit projekt i forbindelse med den forskningsaktivitet som foregår til enhver tid ved vore afdelinger. Til eksamen (mundtlig) vil vi tage udgangspunkt i jeres artikeludkast og det emne den omhandler.   


• Projektartikler fra kurserne i 2009 og 2010 er foreløbigt blevet publiceret  i tidsskrifterne Flora & Fauna, Ibis og  Environmental Management.

Hvor og hvornår foregår undervisningen? For at kunne tilgodese kursister fra alle egne af landet, koncentrerer vi den skemalagte undervisning til 5 intensive undervisningsblokke af 2-3 dages varighed uden for normal undervisningstid, primært weekender (lørdag kl. 9 - søndag kl. 16) med projektarbejde og opgaveaflevering over nettet i mellemliggende perioder. Undervisningsdatoer i 2011 er 29.-30. januar, 26.-27. februar, 12.-13. marts, 13.-15. april og 14.-15. maj.

Undervisningssteder: 3 blokke (blok 1, 2 og 5) afholdes på Afdeling for Vildtbiologi & Biodiversitet på Kalø (45 min med bus fra Århus med bus fra Århus [linie 120, 121, 122, 123], 3½ t med bus fra København, 800 m fra Rønde Vandrehjem) og 1 blok (3. kursusgang) vil forventeligt blive afholdt på Afdeling for Arktisk Miljø på Risø ved Roskilde (3½ t med tog + bus fra Århus, 6 km fra Roskilde Vandrehjem). 4. kursusgang arrangeres som internatkursus (2 overnatninger, onsdag-fredag) i Tøndermarsken. Undervisningen består af forelæsninger, artikeldiskussioner, øvelser, ekskursioner, samt et feltbaseret projekt inden for selvvalgt emne inden for kursets rammer.

Vi vil i et rimeligt omfang kunne være behjælpelige med at organisere indkvartering og transport til kursuslokaliteterne.

Det afsluttende projekt, som udgør en tredjedel af kursets samlede arbejdsbelastning, vil kunne udføres i forbindelse med etablerede forskningsprojekter ved afdelingerne. Projektet kører sideløbende med almindelig opstart/projektvalg ved den 3. kursusgang.

Eksamen (20 minutter mundtlig) afholdes i juni i Århus, eller efter aftale.
  
Hvordan tilmelder jeg mig kurset?

Hvis du er immatrikuleret på Aarhus Universitets kandidatuddannelse, tilmelder du dig til kurset gennem AUs ordinære tilmeldingsprocedure.

Hvis du er studerende fra et andet universitet, kan du tilmelde dig kurset ved at kontakte studienævnet for Biologi og søge om optagelse. Udover eksamenspapirer fra dit eget universitet (under normale omstændigheder vil en bestået bachelordel i biologi ved et dansk universitet være tilstrækkelig dokumentation for at du vil have den faglige baggrund for at kunne følge kurset), skal du  indhente en forhåndsgodkendelse for meritoverførsel hos dit eget studienævn, da det er en betingelse for at du kan optages.

Hvis du ønsker at tage kurset som efteruddannelse kan du tilmelde dig via Aarhus Universitets tompladsordning. 

Hvis du har spørgsmål til kurset er du velkommen til at kontakte:

Seniorforsker Peter Sunde, psu@dmu.dk, mobil 2063 0704 (kursusansvarlig)

Seniorforsker Preben Clausen, pc@dmu.dk, mobil 2334 4767

Seniorforsker Jacob Tougaardjat@dmu.dk, telefon 4630 1956

 
 

Se flere fotos fra forrige års kursus 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.05.2011