Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2006 » Nr. 2 » Jægerne har sparet titusinder af dyr for hagl

Jægerne har sparet titusinder af dyr for hagl

Artikel

Jægerne er blevet langt bedre til nedlægge deres bytte med haglgevær. Det betyder at langt færre dyr må leve med hagl i kroppen end tidligere. Det viser en ny opgørelse fra DMU over anskudt vildt. Forskerne skønner at mindst 80.000 dyr og fugle hvert år undgår at blive anskudt.

I årene 1990-1996 undersøgte DMU for første gang omfanget af anskydninger af vildt. I praksis målte man hvor mange dyr som levede videre med hagl i kroppen. Det viste sig at jægerne anskød lige så mange kortnæbbede gæs og ederfugle som de nedlagde. Det var et alarmerende højt niveau af anskydninger. Ikke fordi det truede bestandene, men fordi jagtloven foreskriver at jagt ikke må påføre vildtet unødig lidelse.

Handlingsplan for færre anskydninger

Derfor udarbejdede Miljøministeriet og Vildtforvaltningsrådet i fællesskab en handlingsplan for at forebygge anskydning af vildt. Planen trådte i kraft ved starten af jagtsæsonen 1997/98. I henhold til planen skulle anskydninger først og fremmest forebygges ved at lære jægerne at gå tættere på deres bytte før de skyder – uanset hvilket dyr de jager.

Siden handlingsplanen trådte i kraft har både Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund gennemført en række målrettede kampagner for at gøre jægerne opmærksomme på problemet med anskydninger. I de første år var der mest fokus på gåsejagten, men i de seneste to år har rævejagten fyldt mindst lige så meget i kampagnerne.

Ræv. Foto: Niels SøndergaardKampagnerne har virket

For at følge effekten af handlingsplanen har DMU siden 1998 årligt undersøgt udvalgte vildtarter for hagl. Undersøgelserne viser at problemet med anskydninger er størst blandt gæs, ænder og ræve. Det er afgørende at jægeren rammer ordentligt og skyder på tilpas kort afstand til at dræbe vildtet.


Siden de første undersøgelser er andelen af anskudt vildt mere end halveret for kortnæbbet gås og ræv som er de bedst undersøgte arter. Anskydningerne af ederfugl er også faldet, men her har forskerne ikke haft mulighed for at følge udviklingen løbende. De kan derfor ikke fuldstændigt udelukke at der er andre årsager til faldet.

Det markante fald i anskydninger er vel at mærke opnået, uden at jægernes udbytte er blevet mindre -  tværtimod har jægerne næsten fordoblet det samlede årlige udbytte af gæs siden midten af 1990’erne.

Forskerne konkluderer at det markante fald i andelen af anskydninger skyldes den indsats, som er iværksat som del af handlingsplanen. Jægerne er ganske enkelt blevet mere påpasselige med skudafstandene, og de afgiver i dag langt færre skud på for stor afstand. 


Titusinder af dyr sparet


Grågås. Foto: Charlotte Hviid Nielsen Det er svært at opgøre præcist hvor mange dyr der er blevet sparet for et skud hagl som følge af jægernes bedre adfærd. Forskerne skønner at indsatsen som minimum har forebygget anskydning af 11.000 ræve og kortnæbbede gæs om året. Hvis resultaterne fra kortnæbbet gås kan overføres til de fire andre gåsearter, der må jages, og tallene for ederfugle også skyldes indsatsen overfor jægerne, kan handlingsplanen have forebygget op mod 80.000 anskydninger om året alene for disse syv arter.



Derudover er antallet af alvorlige anskydninger hvor vildtet dør inden forskerne har mulighed for at registrere det,, også faldet, ligesom der også er sket forbedringer af jagten på andre vildtarter.

Vildtforvaltningsrådet har derfor i december 2005 anbefalet at undersøgelserne fortsættes i de kommende år for at sikre at udviklingen fortsat går i den rigtige retning.

Seniorrådgiver Henning Noer fra DMU vurderer at jægerne stadig kan blive bedre på en række områder. I de kommende år planlægger DMU at inddrage flere vildtarter i undersøgelserne. Derudover vil der blive lagt vægt på at øge jægernes viden om hvad træfsikkerhed og valg af ammunition betyder for risikoen for at anskyde.

/jcp




 Seniorrådgiver Henning Noer, tlf. 8920 1541, hn@dmu.dk

Anskydning af vildt: Konklusioner på undersøgelser 1997-2005. Faglig rapport fra DMU nr. 569. SammenfatningHele rapporten  i pdf-format (1.057 kB).


Handlingsplan til forebyggelse af anskydning af vildt (Skov- og Naturstyrelsen)


DMUNyt Årg. 10, nr. 2 - 24. februar 2006.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012