Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2006 » Nr. 5 » Færre bær i hegnene når marken er sprøjtet

Færre bær i hegnene når marken er sprøjtet

Artikel

Af Jens C. Pedersen

Nye undersøgelser fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) viser at vinddrift fra markerne af det udbredte ukrudtsmiddel metsulfuron kan forhindre buske i fx læhegn og skovbryn i at sætte bær. Dermed er der mindre vinterføde til bærspisende fugle som solsort og sjagger.

Mange moderne sprøjtemidler er så effektive at der kun anvendes nogle få gram per hektar. For ukrudtsmidlet metsulfuron er 4 gram per hektar således nok til at slå små tokimbladede planter ihjel i bunden af en kornmark. Men det er ikke kun ukrudtet i kornmarken som tager skade af sprøjtningen. Nye forsøg fra DMU viser nemlig at vinddrift af disse minimale mængder af metsulfuron er nok til at hæmme produktionen af bær på tjørn, hyld og seljerøn som står tæt på markerne. Lignende effekter er tidligere fundet for fuglekirsebær i udenlandske undersøgelser.


















Forskerne tager prøver af spredningen af metsulfuron efter sprøjtning.



Små doser påvirker

I første omgang tilførte forskerne fra DMU i løbet af foråret metsulfuron direkte til tjørn på forskellige vækststadier, Doserne svarede til den mængde sprøjtemiddel, forskerne forventede kunne nå hegnene ved almindelig marksprøjtning. Resultaterne viste at især produktionen af bær var følsom, og at tjørnen var mest følsom når den blev sprøjtet, før blomsterne sprang ud.

Herefter sprøjtede forskerne en mark på almindelig ”landmandsvis” og målte hvor meget sprøjtemiddel der nåede ud til et læhegn. Disse forsøg demonstrerede klart at der under normale sprøjteforhold kan tilføres skadelige mængder af metsulfuron til hegnsplanter.

Forskerne har også undersøgt, om andre bærbærende hegnstræer er lige så følsomme som tjørn. Forsøgene viste at produktionen af bær hos både seljerøn og hyld faldt ved de samme doser af metsulfuron som kan forekomme i hegn ved almindelig marksprøjtning.

Seniorforsker Marianne Bruus Pedersen:

- Vores undersøgelser viser at vinddrift af sprøjtemidler under almindelige dyrkningsforhold kan have negative effekter på produktionen af bær på træerne i læhegn og skovbryn. Da dette nu er vist for fire arter af træer, må man formode at det også vil gælde mere generelt.





Effekter af metsulfuron på tjørn. Fra venstre mod højre er anvendt 5, 10, 20 og 40 % af anbefalet markdosis.


Modeller skal give anbefalinger

Projektet fortsætter nu med undersøgelser af, om sprøjtemidlet skader produktionen af bær og blade i hyld og seljerøn i det andet år efter sprøjtningen på samme måde, som det gør hos tjørn. Forskerne skal også regne på hvor meget den nedsatte bærproduktion samlet set betyder for fuglene.

Endvidere vil forskerne bruge intensive målinger af hvordan metsulfuron spredes under sprøjtningerne til at lave en matematisk model for spredningen. Modellen kan gøre det muligt at forudsige hvordan afsætningen af sprøjtemiddel i læhegn vil være under varierende meteorologiske forhold alt efter afstanden mellem markkant og hegn og ved forskellige doser af sprøjtemiddel. Det vil dermed blive lettere at rådgive politikere og landmænd om effekten af tiltag til at mindske mængden af sprøjtemiddel, som lander uden for marken (fx afstandskrav, lavere doseringer eller benyttelse af forskellige typer sprøjteudstyr).

Projektet indgår i Miljøstyrelsens Pesticidforskningsprogram og er finansieret med tilskud fra dette program.

Graf som viser effekter af metsulfuron




















Effekten af stigende doser af metsulfuron på produktionen af bær af tjørn, hyld og seljerøn.


 Seniorforsker Marianne Bruus Pedersen, tlf. 8920 1582, mbp@dmu.dk

Potential impact of low levels of chlorsulfuron and other herbicides on growth and yield of nontarget plants (on-line adgang kræver abn.). Fletcher, J.S., Pfleeger, T.G. Ratsch, C. and Hayes, R. (1996). Environ Toxicol Chem 15, pp. 1189–1196.

Effekten af sprøjtemiddelafdrift på buske og træer i læhegn - Bær som indikator for biodiversitetsforandringer. Kjær, C., Strandberg, M. og Erlandsen, M. (2004). Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen nr. 92/2004.

Metsulfuron spray drift reduces fruit yield of hawthorn (Crataegus monogyna L.) (on-line adgang kræver abn.). Kjær, C., Strandberg, M. and Erlandsen, M. (2006). Science of the Total Environment 356, pp 228-234.

Effects on hawthorn the year after simulated spray drift (on-line adgang kræver abn.). Kjær, C., Strandberg, M. and Erlandsen, M. (2006). Chemosphere 63(5), pp 853-859.

Assessing the extent and effects of herbicide drift into Danish hedgerows. Bruus, M., Andersen, H.V., Strandberg, M. & Kjær, C. Poster præsenteret ved SETAC-konferencen i Den Haag, 7.-11. maj 2006.


DMUNyt  Årg. 10, nr. 5 - 1. juni 2006.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012