Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2006 » Nr. 9 » Skibet er ladet med ... forskere

Skibet er ladet med ... forskere

Artikel

Af Jens C. Pedersen

Om otte dage stævner den tredje Galathea-ekspedition ud på sit godt otte måneder lange togt jorden rundt. Med på turen er omkring 40 DMU-medarbejdere, som skal forske i økologi i havet, i søer og i luften over oceanerne. 


DMU leder ikke færre end seks projekter og medvirker i yderligere fem af de i alt ca. 40 naturvidenskabelige forskningsprojekter som har fået plads ombord på Galathea 3 ekspeditionen. Faktisk er det planen, at post. doc. Karen Marie Hilligsøe og ph.d.-studerende Britt Tang Sørensen fra DMU er med på hele turen rundt som nogle af de eneste personer overhovedet. End ikke kaptajn og besætning klarer den præstation.

Det er fonden bag ekspeditionen, Dansk Ekspeditionsfond, der har stået for udvælgelsen af projekter på basis af tilbagemeldinger fra forskningsrådene. Fonden betegner selv de godkendte projekter som ”1. klasses forskning”.

DMU´s aktiviteter om bord spænder vidt: Fra studier af strukturerne i fødekæderne i de tropiske oceaner til oceanernes betydning for det globale kulstofkredsløb; fra forskning af opløst organisk stof og miljøfremmede stoffer til betydningen af marin støj for de store pukkelhvaler. Og DMU har ikke kun havforskning med. DMU-forskere skal også studere det kviksølv og CO2 i luften og undersøge den biologiske struktur i søer langs ruten.

Ud over deltagelsen i de mange projekter har DMU hjulpet Dansk Ekspeditionsfond med råd og vejledning om skibets indretning og de løbende målinger under ekspeditionen.

Dagbog og data på nettet

Galathea 3 er den største danske forskningsekspedition i mere end 50 år. Ekspeditionens formål er at fremme og synliggøre dansk naturvidenskabelig forskning. Ekspeditionen giver danske forskere en enestående mulighed for at gennemføre forskning over det meste af kloden under unikke forhold med eget forskningsskib. Et andet vigtigt mål er at gøre naturvidenskab til en mere attraktiv karrierevej for de unge. Derfor er formidlingen af forskningen en vigtig del af ekspeditionen. Deltagerne vil aktivt deltage i formidlingen af deres forskningsresultater via ekspeditionens hjemmeside og via de ca. 15 journalister som er med om bord fra Jyllandsposten, Politiken, TV2-Vejret og Ingeniøren.


Forberedelse til afgang. Foto: DMU/Winnie Martinsen Deltagere i projektet om opløst organisk stof i færd med at sætte deres udstyr ind i den container de skal have som laboratorium under de næste godt otte måneder som ekspeditionen varer. Fra venstre mod højre er det Colin Stedmon (DMU), bagerst Mathias Middelboe og Morten Søndergaard (Kbh. Univ.), forrest Ole Schou Hansen (DMU) og Anni Glud (Kbh. Univ.)


På DMU’s hjemmeside vil man også kunne følge ekspeditionen. Allerede nu kan du se, hvilke projekter vi er med i, hvem de 40 DMU-deltagere er og finde inspiration til at læse mere om de spændende emner, de skal forske i. Undervejs på ekspeditionen vil vi udbygge hjemmesiden med en fælles dagbog samt fotos og data fra de projekter som får resultater undervejs.

En cadeau til DMU

Direktør Henrik Sandbech glæder sig over, at DMU har fået så markant en placering ombord på ekspeditionsskibet ”Vædderen”:

- Det er en cadeau til DMU, at vi har så mange projekter og medarbejdere med på ekspeditionen. Projekterne viderefører vores forskning i de hjemlige miljøproblemer med et globalt perspektiv. På den måde er de med til at styrke vores forudsætninger for at give kvalificeret rådgivning til regering og Folketing. Samtidig er jeg glad for, at vi på den måde kan medvirke til at øge interessen for naturvidenskab hos den danske ungdom.

 Direktør Henrik Sandbech, tlf. 4630 1200, hs@dmu.dk

DMU deltager i disse projekter

Vædderen. Foto: DMU/Winnie Martinsen

Det bliver Forsvarets inspektionsskib Vædderen, der skal sejle Jorden rundt med Galathea 3. Læs mere om Vædderen.

DMUNyt  Årg. 10, nr. 9 - 31. juli 2006.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012