30 søkonger, Atlanterhavets mindste alkefugl, suser nu rundt ved Kap Høegh nord for Scoresbysund i Østgrønland med en lillebitte, elektronisk sladrehank om deres ene ben. Sladrehankene vejer blot 1,5 gram, men vil om et år være proppet med data om fuglenes træk til deres vinterkvarter.

Foto: DMU/Nikolaj Ilsted Bech

Af Steen Voigt

30 søkonger, Atlanterhavets mindste alkefugl, suser nu rundt ved Kap Høegh nord for Scoresbysund i Østgrønland med en lillebitte, elektronisk sladrehank om deres ene ben. Sladrehankene vejer blot 1,5 gram, men vil om et år være proppet med data om fuglenes træk til deres vinterkvarter.

Det er biolog Nikolaj Ilsted Bech ved Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, der over tre dage midt i juli har indfanget de 30 fugle ved Kap Høegh og monteret den lille dataindsamler på deres ben. Formålet er at skaffe viden om trækforløb og vinterkvarteret for den søkonge-bestand, der om sommeren yngler i fjeldene i området.

I en bredere sammenhæng skal de indsamlede data om trækruter og vinterkvarter for de østgrønlandske søkonger indgå i kommende vurderinger af miljørisici i forbindelse med olieeftersøgning og eventuel senere olieudvinding i det arktiske hav ud for Grønlands østkyst.

Den blot 1,5 gram tunge geodata-logger sættes på søkongens ene ben. Loggeren er monteret på en almindelig fuglemærkningsring.Det er den canadiske forsker Ann Harding fra Alaska Pacific University, der her foretager monteringen. Harding og fire af hendes kolleger har de seneste fire år studeret søkonger og bl.a. deres føde, små krebsdyr, for derigennem at se effekter af klimaforandringer i Østgrønland. Harding, hendes kolleger og Nikolaj Ilsted Bech hjalp hinanden med hver deres projekter ved Kap Høegh. Foto: DMU/Nikolaj Ilsted Bech

Huller i vores viden om søkonger

Trods det faktum at søkongen er den talrigste havfugl i Nordatlanten er der fortsat store huller i vores viden om den. Det er blandt andet uvist præcist hvor fuglene fra Kap Høegh har deres vinterkvarter.

”Større fugle, man ønsker at følge, kan udstyres med en lille satellit-sender. Men søkonger er så små – en voksen fugl vejer blot 150 gram – at de ikke kan bære udstyret,” fortæller Nikolaj Ilsted Bech. ”Derfor har vi anvendt den nyeste og mindste model af en såkaldt geodata-logger, der måler lysintensiteten og sammenholder denne med tid.”

På grund af skygge fra fjeldene ved Kap Høegh måtte Nikolaj Ilsted Bech søge fuld sol på toppen af et fjeld for at kalibrere geodata-loggerne. Foto:Jerome Fort

Lyssensor og mikrocomputer

Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med bl.a. Grønlands Naturinstitut og British Antarctic Survey. Det er British Antarctic Survey der har udviklet loggeren   og de har bl.a brugt tidligere modeller af deres ”geolocator” til at kortlægge flyveruterne for albatrosser i Sydhavet.

Geodata-loggeren indeholder en lyssensor, en enkelt-chip mikrocomputer, realtids-ur og en enhed til datalagring. Det hele drives af et mikrobatteri med to-tre års levetid og er indkapslet i vandtæt epoxy. Loggeren er også konstrueret til at registrere, hvor lang tid fuglen opholder sig i vand i forhold til dens flyvetid og længden af dens ophold på land.

Metoden er baseret på astronomi. Loggeren måler og lagrer med mellemrum lysintensiteten med reference til dens indre ur. Som følge heraf registreres tidspunktet for solopgang og solnedgang hver dag. Efter dagslængden på en bestemt dato bestemmes breddegrad, mens de eksakte tidspunkter for solop- og nedgang bruges til at bestemme længdegrad. Positionen for loggeren – og søkongen – forventes at kunne blive beregnet med en usikkerhed på omkring +- 100 km.

Søkongerne skal findes igen

For at høste dataene, der let overføres til en computer, skal Nikolaj Ilsted Bech finde søkongerne med dataloggere igen til næste sommer.

”Det er selvfølgelig et skridt tilbage i forhold til udstyr, hvor man via satellit kan følge dyrene med en meget større præcision. Men med de små søkonger er geodata-loggeren den eneste mulighed, vi har for at kortlægge deres færden,” siger han.

Nikolaj Ilsted Bech er forsigtig optimist med hensyn til at høste data nok.

”Hvis vi finder 15 af fuglene igen i 2008, så er det et virkelig godt resultat. Vi håber på at finde 10 af dem igen, men finder vi blot fem, så vil vi trods alt have tilstrækkelige data, og så vil projektet stadig være en succes,” siger han.

Selve monteringen af udstyret gik glat, da fuglenes reder først var fundet ved Kap Høegh. Det tog til gengæld nogle uger at finde de egnede reder med fugle på.

”Søkongerne bor i hulrum mellem rullesten på fjeldsiderne. Rederne må ikke være længere end en halv meter inde under stenene, dvs. en armslængde, for ellers kan man ikke nå dem. Og fuglene må ikke have flugtruter bort fra reden. Men på grund af formidabelt højtryksvejr med sol døgnet rundt gik arbejdet hurtigere end ventet,” siger Nikolaj Ilsted Bech.

Forventningen er, at de mærkede søkonger returnerer til deres reder næste år. Derfor er hver enkelt rede omhyggeligt tegnet ind på kort over kolonien og deres umiddelbare omgivelser markeret med rød farve.

 Biolog Nikolaj Ilsted Bech, tlf. 4630 1944, nibe@dmu.dk

Fakta

Bestandene af søkonger fordeler sig på Thuleområdet i Nordgrønland, Scoresbysund i Østgrønland og på Svalbard samt andre mindre lokaliteter i Arktis. Alene i Grønland vurderes bestanden til mellem 20 og 30 millioner par. Om vinteren kan arten være talrig i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat med op til en kvart million fugle. Søkongen lever af dyreplankton i form af bittesmå krebsdyr, som den fanger under dykning i de øverste vandlag.

 Årg. 11 nr. 11, 10. august 2007