For første gang i Danmark foreligger der nu et samlet system til at beskrive hvordan naturen har det i vores skove. Systemet bygger på måling af en række enkle parametre, der beskriver skovstrukturen, og sammensætningen af træarter og bundflora. Ved hjælp af disse oplysninger kan man beregne et indeks som fortæller om naturen har det godt eller skidt.
Af Jens C. Pedersen
For første gang i Danmark foreligger der nu et samlet system til at beskrive hvordan naturen har det i vores skove. Systemet bygger på måling af en række enkle parametre, der beskriver skovstrukturen, og sammensætningen af træarter og bundflora. Ved hjælp af disse oplysninger kan man beregne et indeks som fortæller om naturen har det godt eller skidt. Det er biologer fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet der sammen med Skov & Landskab på Københavns Universitet og Skov- og Naturstyrelsen har udviklet systemet.
For et par år siden lancerede DMU et system til at vurdere naturen på de lysåbne arealer. Nu kommer der et tilsvarende system, der kan bruges til skovenes natur.
Seniorrådgiver Jesper Fredshavn:
- Myndighederne har brug for et objektivt system som er nemt at anvende når de skal vurdere om indsatsen er god nok i forhold til de mål der er sat for et stykke skovnatur. Det gælder især når vi taler om større internationalt beskyttede naturområder, men også i forbindelse med nationalparker, naturgenopretning eller vurdering af virkninger på miljøet ved anlægsarbejder.
Det nye system er udarbejdet til brug for Skov- og Naturstyrelsens og de statslige miljøcentres vurdering af skovenes naturtilstand i de såkaldte Natura 2000 områder i forbindelse med den nye Lov om Miljømål. Denne vurdering skal danne basis for egentlige forvaltningsplaner for naturområderne.
På basis af en registrering af relativt simple oplysninger om skovstrukturen, dødt ved, træartssammensætningen, hydrologi, skovdrift m.m. og forekomsten af plantearter beregner systemet en indeksværdi på en skala fra 0 til 1 hvor 1 er den bedst opnåelige tilstand. Disse indeksværdier inddeles igen i fem tilstandsgrupper fra ’høj’ over ’moderat’ til ’ringe’ svarende til de tilstandsklasser, der benyttes i vandrammedirektivet.
Bearbejdningen af data er endnu ikke så langt at der har kunnet foretages en endelig kalibrering af beregningerne. Det vil ske i løbet af efteråret, hvor systemets beregninger vil blive sammenholdt med erfarne fagfolks bedømmelser af en række udvalgte lokaliteter.
Seniorrådgiver Jesper Fredshavn, tlf. 8920 1521, jrf@dmu.dk
Skovenes naturttilstand. Beregningsmetoder for Habitatdirektivets skovtyper. Fredshavn, J., Johannsen, V., Ejrnæs, R., Nielsen, K.E. & Rune, F. 2007. Faglig Rapport fra DMU nr. 634. 56 s. Sammenfatning |Hele rapporten i pdf-format (623 kB)
Nyt system til at beskrive naturens tilstand (DMUNyt 2005 nr. 17)

Hestehave Skov, Kalø.
Årg. 11 nr. 17, 5. oktober 2007