Et nyt strategisk initiativ vil fordoble antallet af professorer i Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet. Det er DMU’s håb at de 7 nye professorer hver især vil være drivkræfter i faglig udvikling.
Af Jens C. Pedersen
Et nyt strategisk initiativ vil fordoble antallet af professorer i Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet. Det er DMU’s håb at de 7 nye professorer hver især vil være drivkræfter i faglig udvikling.
DMU fik sin første forskningsprofessor i 1999 som frem til i dag har fået 6 kolleger. Nu vil DMU fordoble antallet af professorer med et nyt strategisk initiativ. Det sker i forlængelse af DMU’s gode erfaringer med de hidtidige professorer. Direktør Henrik Sandbech forklarer:
”I forlængelse af DMU’s nye faglige strategi, som adresserer de langsigtede faglige videnbehov i DMU, har forskningsafdelingerne identificeret et behov for at etablere professorater på udvalgte strategiske forskningsområder. Det er vores erfaring at professorerne er meget aktive som spydspidser i den faglige udvikling. De tiltrækker både forskere, Ph.D.-studerende og større projekter i både nationalt og internationalt regi, og er på den måde med til at skabe dynamik og vækst i afdelingerne.”
Desuden imødekommer oprettelsen af de nye professorater to vigtige formål i regi af Aarhus Universitet, nemlig at styrke grundlaget for DMU´s rådgivning af miljømyndighederne samt at udbygge forsknings- og uddannelsessamarbejdet med universitetets fakulteter.
Professoraterne opslås inden for følgende emner:
Økologisk modellering af marine økosystemer
Professoren skal bidrage til at udforske de processer der er vigtige for eutrofiering i marine systemer, specielt produktion og nedbrydning af organisk materiale og tilgængeligheden af næringsstoffer, samt til at udvikle modeller der kan forbedre forståelsen af marine systemer, som er påvirket af eutrofiering.
Forvaltning af marine områder
Professoren skal bidrage til udviklingen af forvaltningsmodeller for marine habitater og økosystemer, samt udviklingen af statistiske metoder til undersøgelse af status, trends og udvikling af marine økosystemer.
Terrestrisk økologi
Professoren skal bidrage til udviklingen af teorier, metoder og modeller til at kvantificere interaktioner mellem planter og det omgivende miljø med henblik på at modellere den forventede udvikling af naturlige økosystemerpå kort og langt sigt.
Oplandsmodeller
Professoren skal styrke udviklingen af forskningsbaserede oplandsmodeller, herunder kvantificering af bidrag af opløste og sedimentbundne næringsstoffer og miljøfremmede stoffer fra forskellige kilder til overfladevand, betydningen af de forskellige diffuse transportveje, samt stoffernes transport og skæbne i jord og vand. Disse modeller og metoder har stor betydning for udvikling af DMU’s samlede modelkompleks og for udvikling af indsatsplaner til implementering af vandrammedirektivet.
Genopretning af ferskvands økosystemer
Professoren skal styrke udviklingen af metoder til naturgenopretning, samt udviklingen af forvaltningsværktøjer til implementering af vandrammedirektivet og habitatdirektivet.
Udvikling og spredning af infektionssygdomme
Professoren skal bidrage til at etablere et stærkt forskningsprogram indenfor økologi og evolution af patogene mikroorganismer i det ydre miljø. Forskningen skal føre til en bedre forståelse af hvordan opportunistiske patogene mikroorganismer spredes i miljøet og hvordan de introduceres til mennesker.
Atmosfærekemi, klima og globale processer.
Professoren skal bidrage til at identificere de atmosfærekemiske processer, der ligger til grund for klimaændringers påvirkning af luftkvaliteten, og de heraf afledte effekter på mennesker og natur.

Direktør Henrik Sandbech, tlf. 4630 1390, hs@dmu.dk
Årg. 11 nr. 19, 2. november 2007