Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2007 » Nr. 23 » Flot international pris til DMU-professor

Flot international pris til DMU-professor

Forskningsprofessor Tony Fox har fået tildelt Luc Hoffmann medaljen for fremragende forskning og forvaltning af vådområder og vandfugle.

Af Stefan Pihl og Jens C. Pedersen

Forskningsprofessor Tony Fox fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet har fået tildelt Luc Hoffmann medaljen for fremragende forskning og forvaltning af vådområder og vandfugle.

Medaljen er den største udmærkelse man som forsker i vandfugle og vådområder kan opnå. Den blev indstiftetaf den verdensomspændende organisation Wetlands International i 2004 og uddeles blot hvert tredje år. Luc Hoffmann er en af organisationens grundlæggere og han sponsorerer selv prisen. Han har blandt andet grundlagt en feltstation i Camargue (Frankrig) hvor han sammen med kolleger har været foregangsmand i langtidstudier af vandfugle og forvaltning af vådområder.

I sin begrundelse for at tildele Tony Fox denne hæder fremhæver Wetlands International blandt andet hans forbløffende arbejdskapacitet, som afspejler sig i en utroligt lang publikationsliste, og en uforbeholden hjælpsomhed over for studerende, unge forskere, faglige netværk og organisationer, en hjælpsomhed som har været en stærkt motiverende kraft for mange. Endelig nævner organisationen Fox’ store engagement i Wetlands Internationals og den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN’s specialistgrupper for gæs og havdykænder.

Luc Hoffman (t.v.) overrækker medaljen til Tony Fox (i midten)

Luc Hoffmann overrakte selv medalje og diplom ved Wetlands Internationals medlemsmøde, som var arrangeret sammen med konferencen ”Healthy wetlands – healthy people” i Shaoxing i det østlige Kina. Begivenheden blev tæt overvåget af den kinesiske presse.

Tony Fox

Professor og dr. scient. Tony Fox er født i England og startede sin videnskabelige karriere som økolog i Wales. Senere arbejdede han med forvaltningsopgaver ved det engelske ”Nature Conservancy Council” og ”Wildfowl and Wetlands Trust” inden han i 1992 blev ansat som seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser på Kalø, hvor han siden 2003 har været forskningsprofessor.

Tony Fox’ forskning fokuserer på vandfugle (især gæs) og deres bestande og levesteder. Hans doktorafhandling handler om den sårbare grønlandske blisgås. Fox har en imponerende publikationsliste med næsten 170 internationale videnskabelige artikler samt talrige rapporter, bogbidrag, foredrag og populærfaglige artikler.

Tony Fox er gift og bor i Nimtofte på Djursland. Han har to døtre.

   Forskningsprofessor Tony Fox, tlf. 8920 1505, tfo@dmu.dk

Tony Fox' cv

Wetlands International

Wetlands Internationals begrundelse for at tildele Tony Fox prisen

Luc Hoffman medaljen

IUCN

DMUNyt Årg. 11 nr. 23, 11. december 2007

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012