Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2007 » Nr. 24 » Agerhønsene skal skrives i mandtal

Agerhønsene skal skrives i mandtal

For første gang inden for de seneste årtier foreligger der nu en dansk opgørelse af hvor mange agerhøns der er i et område. I første omgang har vildtbiologerne fra DMU opgjort at der i en fire-årig periode har været fra 3-9 par agerhøns pr. kvadratkilometer på Kaløs dyrkede jorde. Samtidig har biologerne udviklet en praktisk anvendelig metode til systematiske tællinger, som kan bruges over hele landet.

Af Jens C. Pedersen

For første gang inden for de seneste årtier foreligger der nu en dansk opgørelse af hvor mange agerhøns der er i et område. I første omgang har vildtbiologerne fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet (DMU) opgjort at der i en fire-årig periode har været  fra 3-9 par agerhønspr. kvadratkilometer på Kaløs dyrkede jorde. Samtidig har biologerne udviklet en praktisk anvendelig metode til systematiske tællinger, som kan bruges over hele landet. Opgørelser af agerhønsebestandene kan bidrage til at skabe et bedre grundlag for at rådgive om hvordan man sikrer en god forvaltning af agerhønens levesteder.

Agerhønen er knyttet til det dyrkede land, og er en af de fugle der er gået mest tilbage gennem de sidste 50 år. Det afspejles således i at det årlige jagtudbytte er faldet fra 300-400.000 agerhøns i 1940’erne til kun 24.000 i den senest opgjorte jagtsæson 2006/07. Årsagen er primært intensiveringen i landbruget, der har ført til dårlig overlevelse af agerhønsenes kyllinger og tab af egnede yngleområder. Hertil kommer at rovdyr tager deres del af især de rugende fugle.

For at kunne rådgive om, hvordan man kan beskytte og hjælpe agerhønen, har vildtbiologerne derfor brug for pålidelige metoder til at opgøre de lokale bestande. Derfor har DMU gennemført en metodeudvikling under forskningspakken ”Vildt og landskab”, www.vildtoglandskab.dk.

Detaljeret kendskab til bestanden på Kalø Gods

Fra maj 2004 til september 2007 blev der talt agerhøns på i alt 320 hektar marker på Kalø Gods. Sammen med oplysninger fra Køng på Sjælland er det de første systematisk indsamlede oplysninger om størrelse og omsætning i vilde bestande af agerhøns i Danmark siden slutningen af 1980’erne.

Forårsbestanden i forsøgsområdet var allerede fra starten af forsøgsperioden relativt stor sammenlignet med nyere danske og engelske undersøgelser. Tætheden i foråret var også høj sammenlignet med tidligere observationer i området. Antallet af par om foråret og flokke i efteråret var stigende i perioden 2004-2006, men faldt lidt i 2007.

Agerhøns i sne. Foto: DMU/Poul HartmannBestanden blev i løbet af vinterperioderne reduceret med mellem 33 og 53 %. Den største reduktion skete i vinteren 2005-2006, hvor et længerevarende isslag formodes at have været væsentligt medvirkende til den markante reduktion.

Den årlige ynglesucces udtrykt som antallet af unge i forhold til antallet af voksne fugle om efteråret varierede i perioden mellem 67 og 80 %. Den laveste ynglesucces var i 2007 og skyldtes sandsynligvis den rekordstore mængde nedbør der faldt i juni og juli, som er kyllingernes opvækstperiode.

Optælling med hunde

Optælling med hunde var mest ”effektiv” ved forårsoptællingerne, hvor der som minimum blev optalt 70 % af den samlede bestand. Anderledes så det ud om efteråret, hvor effektiviteten svingede mellem 24 og 70 %. Hvis observationer baseret på optællinger med hunde sammenholdes med andre typer observationer under ét, ser det ud til at optællingerne om foråret er mest effektive med hunde, hvorimod effektiviteten af de to optællingstyper er mere ens om efteråret.

Forfatterne konkluder, at optælling af agerhøns med stående hønsehunde udført under betingelser som i denne undersøgelse er en god og i praksis anvendelig metode til anslå størrelser af bestande i lokalområder, og at der her igennem er skabt et tiltrængt forvaltningsværktøj. Opgørelser foretaget ved denne metode styrkes – specielt om foråret – yderligere ved også at inddrage observationer foretaget i forbindelse med markarbejde m.m.  

  Peter Odderskær, tlf. 8920 1529, po@dmu.dk

Jørn Pagh Berthelsen, tlf. 89 20 15 36, jpb@dmu.dk

Optælling af agerhøns på Kalø Gods 2004-2007. Odderskær, P., Bertelsen, J., P. Faglig rapport fra DMU nr. 648, 38 s. Sammenfatning  |Hele rapporten  i pdf-format (1.682 kB)

DMUNyt Årgang 11 nr. 23, 11. december 2007

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012