Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2007 » Nr. 5 » Forskningens Døgn: Galathea 3 - Kom og hør hvalerne og andre lyde fra den tavse verden under havets overflade

Forskningens Døgn: Galathea 3 - Kom og hør hvalerne og andre lyde fra den tavse verden under havets overflade

Hvalerne bruger lyd til at finde rundt i dybhavet. Kom og hør lyde optaget på Galathea 3 og møde to af forskerne som var med på ekspeditionen.

Af seniorforsker Jakob Tougaard og forskningsassistent Line A. Kyhn, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet

Hvalerne bruger lyd til at finde rundt i dybhavet. Under Forskningens Døgn kan du høre lyde optaget på Galathea 3 og møde to af forskerne som var med på ekspeditionen. Du kan også høre andre lyde, både dyrelyde og menneskeskabte lyde, og vi vil fortælle om hvilke informationer disse lyde kan give om dyrenes miljø. Vi vil også vise lidt billeder fra turen og noget af det udstyr vi brugte. Så kom og få et indblik i lydene fra Den Tavse Verden!

Under havets brusen i mørkets dyb, lever hvalerne afskåret fra solens lys. De finder vej, finder hinanden, finder føde, finder overfladen igen når de skal op efter luft. Men hvordan bærer de sig ad? Og hvordan finder forskerne svarene på disse spørgsmål?

Nogle af svarene findes i de lyde hvalerne udsender. Lyde som for mange arters vedkommende knapt kendes. For tandhvalerne vedkommende bruges disse lyde blandt andet til at lokalisere føde og artsfæller ved brug af ekkoer: Hvalen sender en lyd ud og lytter efter ekkoet. Herved kan den fx beregne hvor byttedyret befinder sig, hvilket er altafgørende i det mørke dyb. Men disse lyde kan også udnyttes af hvalforskere, fordi lydene kan optages og dermed give et indblik i det lydmiljø der omgiver hvalerne. Lydene kan fortælle om hvor langt væk hvalerne kan høre hinanden og om hvilke objekter de kan registrere.

Delfiner

Hectors delfin, som vi fik fine optagelser af ved New Zealand, Akaroa.

Fodspor

Information om dyrenes lyde (deres akustik) har mange praktiske anvendelser.

I Danmark fanges mange marsvin uheldigvis i fiskegarn som bifangst. Ved at kende marsvinenes lyde kan man designe fiskegarnene på en måde så de bliver akustisk mere ”synlige” for marsvinene.

Man kan også bruge hvalerne og delfinernes lyde i overvågning, fordi lyden af en hval eller en delfin svarer til at finde et fodspor af dyret. Har man lyden, kan man ofte med sikkerhed sige, at dyret var i området på det givne tidspunkt. Dette udnyttes fx når man vil tælle hvalerne i et område. Det altafgørende er dog, at hvalernes lyde kendes rigtig godt.

Galathea 3

På Galathea 3 deltog vi med projektet ”Lyd i Oceanerne”, hvor et af formålene netop var, at sikre kvalitetsoptagelser af lyde fra forskellige hvalarter. Fra Vædderens højt placerede istønde holdt vi udkig efter hvaler, og når vi fandt en gruppe satte vi efter dem i en gummibåd med vores akustiske optageudstyr. Det førte til meget spændende nye optagelser! Og en del uforløste jagter.

Vædderen

HDMS Vædderen set fra gummibåd efter endt delfinjagt ud for Chiles kyst.

 Seniorforsker Jakob Tougaard, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, tlf. 4630 1956, jat@dmu.dk 

Lyd i oceanerne (Galathea 3 projekt)

Læs mere om hvaler på DMU’s hjemmeside

Satellitsporing af marsvin

Forskningens DøgnOplev DMU-forskere i aktion på Stændertorvet i Roskilde:

Fredag den 27. april kl. 14.30-18.00

Lørdag den 28. april kl. 10.00-15.00

Forskningens Døgn

DMUNyt  Årg. 11 nr. 5, 24. april 2007

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012