Artikel
Af Steen Voigt
Miljøministeriet har godkendt det reviderede nationale overvågningsprogram NOVANA samt et nyt overvågningsprogram DEVANO. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet har stået for udarbejdelsen af de to programmer.
Dermed rettes den nationale miljø- og naturovervågningsindsats mod først og fremmest at leve op til EU-forpligtelserne med hovedvægt på vandrammedirektivet og Natura 2000-direktiverne og overvågningsbehov i forbindelse med landbrugets regulering.
Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet har med udgangspunkt i Miljøministeriets prioriterede behov for overvågningen og inden for en samlet ramme på 275 millioner kroner stået for udarbejdelsen af de to programmer. Programmerne NOVANO og DEVANO er fastlagt i sammen med overvågningens øvrige aktører, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Skov- og Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen og Miljøministeriets syv miljøcentre.
Miljøcentrene skal forestå hovedparten af overvågningen. Desuden vil miljøcentrene udføre undersøgelsesovervågning og anden videnindsamling som grundlag for natur- og miljøplanlægningen. DMU’s og Miljøministeriets fagdatacentre vil bearbejde og rapportere de indsamlede data en gang om året bl.a. til EU og til brug for det danske forvaltningssystem.
Miljøministeriet har prioriteret behovene for miljø- og naturovervågningen således:
1. EU-lovgivning
2. vandmiljøplaner og anden landbrugsregulering
3. internationale konventioner og aftaler
4. videnindsamling.
Med implementeringen af vandrammedirektivet og Natura 2000-direktiverne i dansk lovgivning i miljømålsloven skal overvågningen fremover også udgøre det dokumentationsmæssige grundlag for de første seks-årige nationale vandplaner og Natura 2000-planer i 2009. Planerne udarbejdes af miljøcentrene, hvorefter kommunerne skal udarbejde bindende handleplaner for konkrete, lokale indsatser til opfyldelse af miljømålene.

EU’s vandrammedirektiv stiller krav om tre typer overvågning: kontrolovervågning, operationel overvågning og undersøgelsesovervågning.
Kort fortalt er kontrolovervågning en overordnet generel overvågning, mens operationel overvågning sker i områder, der er i risiko for ikke at opfylde miljømålene efter miljømålsloven. Undersøgelsesovervågning anvendes bl.a., når årsagerne til, at målene ikke nås, er ukendte. Undersøgelsesovervågning skal således forsøge at klarlægge årsagssammenhænge i f.eks. vandområder.
NOVANA rummer følgende delprogrammer:
• Baggrundsovervågning af luftkvalitet og atmosfærisk nedfald
• Det landsdækkende luftkvalitetsmåleprogram
• Punktkilder
• Landovervågning
• Vandløb
• Søer
• Marine områder
• Grundvand
• Naturtyper
• Arter
NOVANA er et integreret program for natur, vandmiljø og luft hvor både tilstand, udvikling og påvirkninger overvåges. Det indebærer, at de enkelte delprogrammer ud over at opfylde egne formål desuden bidrager med viden til brug i andre delprogrammer. Ydermere er det unikt at overvågning af den tørre natur og vandmiljøet er integreret under samme program, der tilmed inddrager overvågning af påvirkningerne i delprogrammerne for luft og punktkilder. NOVANA dækker den generelle kontrolovervågning og en del af den operationelle overvågning.
DEVANO 2007 dækker sammen med NOVANA vandrammedirektivets krav til operationel overvågning af de vandområder, der er i risiko for ikke at kunne leve op til miljømålene i 2015. Desuden skal DEVANO medvirke til at identificere årsagerne til en eventuel manglende målopfyldelse.
Formålet for naturområder er at kortlægge forekomsten af udvalgte naturtyper. Programmet er tilrettelagt, så det inden for en periode på et år målrettet kan tilvejebringe den viden om tilstand, der er behov for i et givet område. Et antal lokaliteter er udpeget til overvågning i år. Indholdet er dette:
• Søer
• Vandløb
• Kystvande
• Grundvand
• Naturtyper
Danmark har nu samlet set en overvågningsindsats, som er gået fra i 1989 at være specifikt rettet mod effekterne af vandmiljøplanen til at omfatte miljø- og naturkvalitet i bred forstand, f.eks. miljøfremmede stoffer, terrestrisk natur og luftkvalitet.
Akademisk medarbejder Lilian van der Bijl, tlf. 8920 1748, lbi@dmu.dk
NOVANA. Det nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen. Programbeskrivelse 2007-09 - del 2. Faglig rapport fra DMU nr. 615. van der Bijil, L., Boutrup, S. & Jensen, P.N. 2007. 120 s. Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (2.279 kB).
DEVANO. Decentral Vand- og Naturovervågning. Programbeskrivelse 2007. Faglig rapport fra DMU nr. 619. van der Bijil, L., Boutrup, S. & Jensen, P.N. 2007. 36 s. Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (466 kB).
Årg. 11 nr. 7, 31. maj 2007