Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2007 » Nr. 8 » Kombinationstress i regnorme og deres kokoner

Kombinationstress i regnorme og deres kokoner

Til sit speciale undersøger Dorthe Jensen den kombinerede påvirkning af temperatur og et miljøfremmed stof på æg fra en regnorm.

Af Steen Voigt

Dorthe Jensen arbejder med økotoksikologi og zoofysiologi i regnormearten mosorm (Dendrobaena octaedra), der lever i det øverste bladlag. Til sit speciale undersøger hun den kombinerede påvirkning af temperatur og af et enkelt miljøfremmed stof på ormeæg.

”Mosorm lever i førnelaget og kan derfor være ekstra interessant i forhold til ændringer i temperatur og relativ luftfugtighed. I stedet for at udsætte ormene og deres kokoner alene for forskellige temperaturer og fugtighedsgrader, udsætter jeg dem også for forskellige koncentrationer af nonylphenol, et overfladeaktivt stof der også er kendt for at have en østrogenlignende effekt.

Jeg ser på kombinationen af påvirkningen af nonylphenol og kulde eller varme på ormene samt på kombinationen af påvirkningen af nonylphenol og tørke på kokonerne.

Mit forsøg med forskellige relativt høje temperaturer og mange forskellige stofkoncentrationer viser, at de to faktorer har en synergieffekt. Det vil sige, at når både temperatur og koncentration øges, så har de to faktorer en effekt, der er kraftigere end additiv effekt: der dør mange flere orme end der ville ved additiv effekt alene. Nu skal jeg så prøve at forklare, hvorfor jeg ser denne interaktion mellem øget temperatur og toksisk stress.

Andre foreløbige resultater indikerer, at der også er interaktion mellem effekten af nonylphenol og tørke. Klækningssuccesen for kokoner udsat for tørke og høje nonylphenol koncentrationer er bedre end forventet, hvis der ikke var interaktion. Kombinationen af tørke og nonylphenol kan altså formodes at have en gensidigt begrænsende effekt på klækningssuccesen.”

Dorthe sætter som specialestuderende ved DMU især pris på gruppetilknytningen i afdelingen i Silkeborg:

”Jeg er blevet utroligt godt modtaget og folk er meget åbne. Jeg føler jeg hører til i en gruppe og det er nemt at snakke fagligt. Men der er også god social opbakning i det, man laver, og det er vigtigt for motivationen. Faciliteterne er gode, og jeg vil gerne blive her. Eneste minus og hindring for nogle kan være transporten hertil fra for eksempel Århus.”

Dorthe begyndte på sit speciale i april 2006 med forventet aflevering i oktober 2007.   Har søgt ph.d.-stipendie på AU i kombination med DMU.

 Stud. scient. Dorthe Jensen, tlf. 8920 1765, doj@dmu.dk

DMUNyt  Årg. 11 nr. 8, 8. juni 2007

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012