Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2007 » Nr. 8 » Udvikling af ny metode til at vurdere jordforurening

Udvikling af ny metode til at vurdere jordforurening

Jannik Olsens speciale handler om at udvikle en ny og mere robust metode til at opgøre mængden af hårdt bundne tjærestoffer i jord. Det kan laves i et lille brunt glas.

Af Jens C. Pedersen

Jannik Olsens speciale handler om at udvikle en ny og mere robust metode til at opgøre mængden af hårdt bundne tjærestoffer i jord. Det kan laves i et lille brunt glas.

Jannik er glad for at han har fået mulighed for at lave et speciale som kan bruges til noget. Specialet har bragt ham tættere på den ”virkelige verden” end et speciale skrevet internt på RUC ville. Nu håber han blot at der er nogen der vil arbejde videre med den metode han har været med til at udvikle.

”Det handler om det her glas”, forklarer Jannik, og holder et lille brunt glas frem hvor der på bunden er støbt et lag af silikone og aktivt kul.


Jannik har i sit projekt forsøgt at udvikle en metode til at kvantificere de hårdt bundne PAH’er (= polyaromatiske kulbrinter, ”tjærestoffer”) i forurenet jord. Med denne metode opnår man en standardmetode til at sammenligne PAH forurenet jord uafjængigt af jordtype, PAH sammensætning og organismer i jorden. Derved undgår Janniks metode de usikkerhedsmomenter der ligger i fx biotilgængelighedsbegrebet. Metoden vil kunne bruges af alle inden for jordbranchen hvad enten det er forskning, oprensning eller forvaltning. Den vil fx gøre det nemmere at diskutere jordforurening på tværs af landegrænser, som fx med den østrigske gruppe DMU har startet et samarbejde med under Janniks speciale.

Jannik har sammenlignet sin metode med mikrobiel nedbrydning af PAH. Resultaterne viser at man ved at anbringe en opslemning af den PAH-forurenede jord i det lille glas i tre måneder, allerede efter en måned får et godt billede af den hårdt bundne del af en forurening med PAH. Det er et godt værktøj for profesionelle i jordremedieringbranchen, samt en god start på en diskussion om den måde myndigheder fastsætter grænseværdier for PAH’er i jord.

Min lærer anbefalede mig DMU

Og hvorfor har han så lavet specialet i DMU? Joh, fordi den lærer han gik til på RUC anbefalede ham at tale med seniorforsker Philipp Mayer i DMU. Og det valg har han ikke fortrudt:

”Jeg har været heldig med min vejleder her på DMU. Ud over god vejledning har der ikke rigtig været nogen begrænsninger på hvad jeg måtte og kunne gøre. Jeg har været ude at rejse en del og Philipp har velvilligt gjort mange ting mulige for mig – han må være god til at skaffe projektmidler”.

Jannik har også bemærket at det umiddelbart ser ud som om det er blevet nemmere at komme til at lave ph.d. på DMU efter fusionen med Aarhus Universitet. Det synes han er positivt.

 Stud. scient. Jannik Olsen, tlf. 4630 1339, jalo@dmu.dk

DMUNyt Årg. 11 nr. 8, 8. juni 2007

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012