Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2007 » Nr. 9 » Ekstremt tidligt forår i Nordøstgrønland

Ekstremt tidligt forår i Nordøstgrønland

Den globale opvarmning har for flere arter rykket foråret i det højarktiske område i Nordøstgrønland frem med over én måned. Det viser ti års målinger og observationer ved Zackenberg Forskningsstation tæt på Daneborg.

Af Steen Voigt

Arenaria interpresDen globale opvarmning har for flere arter rykket foråret i det højarktiske område i Nordøstgrønland frem med over én måned. Det viser ti års målinger og observationer ved Zackenberg Forskningsstation tæt på Daneborg.


I dag begynder nogle arktiske planter, dyr og insekter deres sommercyklus over 30 dage tidligere end de gjorde for ti år siden. Rekorden har fluerne, der visse steder dukker op 35 dage tidligere. Der er ikke før observeret så dramatiske ændringer som følge af varmere forår.


Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet har netop offentliggjort disse markante resultater i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift Current Biology.

Saxifraga oppositifolia


Størst påvirkning i Arktis

De globale klimaændringer ventes at slå stærkest igennem i højarktis. Man har hidtil ikke været klar over i hvor høj grad organismerne dér vil kunne tilpasse sig den forudsagte ekstreme opvarmning.


Nu har forskerne fra DMU gennem deres studier af et helt økosystem vist, at der over blot det seneste årti på en enkelt lokalitet i Nordøstgrønland er sket en markant fremrykning af foråret for en række arter. Tidspunktet for planters blomstring, insekters tilsynekomst og fugles æglægning falder i dag langt tidligere.


”Vi har allerede nu opnået en enestående viden ikke alene om hvordan enkelte organismer som planter og fugle reagerer, men også om hvordan et helt økosystem reagerer på klimaændringer i det højarktiske område, fortæller biolog og ph.d. Toke T. Høye, DMU og Københavns Universitet.

Zackenberg


Til sammenligning har andre studier vist at blomstringen for europæiske planter sker to-tre dage tidligere pr. årti, mens der globalt set er observeret en fremrykning på ca. fem dage pr. årti.


Vækstsæsonen i området ved Zackenberg Forskningsstation er i de seneste ti år forlænget med hele tre dage pr. år.


Hvad forskerne har observeret ved Zackenberg har altså været langt større ændringer i planter og dyrs fremkomst om foråret end hidtil rapporteret for andre dele af verden.


Store forskelle


Ved at analysere observationsdata indsamlet ved Zackenberg fandt forskerne, at blomstringstidspunktet for seks plantearter, fremkomsten af 12 leddyrgrupper og æglægningen for tre vadefuglearter i gennemsnit startede 14,5 dage tidligere end for ti år siden.


Men der var stor forskel inden for både plante- og dyregrupperne, hvilket tilsyneladende i høj grad er betinget af mikroklimaet i Zackenberg-dalen.

For eksempel blomstrede den arktiske pil i ét undersøgelsesfelt kun en dag tidligere, mens den i andre felter blomstrede helt op til 21 dage tidligere. Rekorden havde som nævnt fluerne, der visse steder fremkom 35 dage tidligere end for ti år siden. De større dyr, som vadefuglene, viste en mindre ændring (tre-ti dage).


Disse forskelle inden for og mellem vidt forskellige arter i et enkelt økosystem illustrerer, hvor komplekse reaktionerne er på klimaændringer.

Så forskelligartede reaktioner kan potentielt have store både positive og negative konsekvenser for økosystemets virke, påpeger professor Mads C. Forchhammer fra DMU:


”For eksempel afhænger vadefuglenes æglægning af forekomsten af insekter. Som studiet viser, reagerer insekterne tilsyneladende meget hurtigere og voldsommere end vadefuglene, hvilket vadefuglene i fremtiden vil kunne drage nytte af ved at have rigeligt med føde tidligt på sæsonen, der er vigtig i forbindelse med deres æglægning.”


Det omfattende forskningsprojekt er finansieret af Miljøstyrelsen.

 Ph.d. Toke T. Høye, tlf. 6130 9490, toh@dmu.dk

Professor Mads C. Forchhammer, tlf. 4630 1958, mcf@dmu.dk

Rapid advancement of spring in the high Arctic . Artikel i Current Biology vol. 17 nr. 12. Høye, T.T., Post, E., Schmidt , N.M. , Meltofte, H. & Forchhammer, M.C.Current Biology  

Download højopløsningsbilleder fra Zackenberg (26.644kb)

Billederne må frit gengives med angivelse af fotograf og institution.

Foto: Toke Thomas Hoye, DMU

Læs mere om DMU's klimaforskning 

Klimaforskning i Afd. for Arktisk Miljø  

Læs om Zackenberg Forskningsstation:ZERO

Fakta

Højarktis er den del af Arktis, hvor den gennemsnitlige juli-temperatur ikke kommer over fem grader. I modsætning til lavarktis, hvor juli-temperaturen ligger mellem fem og ti grader. Grænsen mellem højarktis og lavarktis ligger i Vestgrønland i Upernavik kommune og i Østgrønland ved Scoresbysund.

Den gennemsnitlige juni-temperatur ved Zackenberg er steget 1,1 grader over de seneste ti år. Juni-temperaturen er vigtig for afsmeltningen af vinterens sne og dermed for planter og dyr.

DMUNyt  Årg. 11 nr. 9, 19. juni 2007

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012