Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2008 » Nr. 17 » Den Sorte Engel belaster fortsat miljøet ved Maarmorilik

Den Sorte Engel belaster fortsat miljøet ved Maarmorilik

Næsten 20 år efter, at minedriften efter bly og zink ved Maarmorilik i Uummannaq kommune i det nordvestlige Grønland blev indstillet, belastes de omkringliggende fjorde og landområder fortsat med de to metaller. Det fremgår af den seneste rapport fra DMU over resultaterne af overvågningen af miljøtilstanden i området.

Af Steen Voigt

Grønlandsk version | English version

Næsten 20 år efter, at minedriften efter bly og zink ved Maarmorilik i Uummannaq kommune i det nordvestlige Grønland blev indstillet, belastes de omkringliggende fjorde og landområder fortsat med de to metaller. Det fremgår af den seneste rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet over resultaterne af overvågningen af miljøtilstanden i området. Overvågningen finansieres af det grønlandske råstofdirektorat.

Miljøtilstanden i fjordene ved Maarmorilik er blevet undersøgt i en årrække ved at analysere for bly og zink i prøver af havvand, sedimenter, planter og dyr. Rapporten ”Environmental monitoring af the lead-zinc mine in Maarmorilik, Nortwest Greeland, 2007” præsenterer resultaterne af undersøgelser udført i 2007 og sammenholder disse med reusltaterne fra tidligere undersøgelser.

Forureningen af havvandet er formindsket markant efter minevirksomhedens ophør i 1990. Der afgives nu kun små mængder bly fra affald, der blev udledt til havbunden af fjorden Affarlikassaa, mens der fortsat frigøres zink, dog tydeligt mindre end mens minedriften fandt sted. Blyindholdet i fjordens bundvand var i 2007 ca. tusind gange lavere og zinkindholdet ca. seks gange lavere end i 1988-1989.

De forhøjede blyværdier, der er fundet fjordene ved Maarmorilik, har bekymret bl.a. lokalbefolkningen, der spiser fisk og andre produkter fra området. Undersøgelserne i 2007 viser, at blyindholdet er under gældende grænseværdier undtagen for muslinger i fjordene Affarlikassaa og Qaamarujuk og i området vest herfor. Derfor frarådes det fortsat at spise muslinger herfra.

Sorte Engel. Foto: Black Angel Mining Ltd. ©

Mineselskabet “Black Angel Mining Ltd.” åbner efter planen minen ved Maarmorilik igen i 2009. Selskabet besigtede i 2005 forholdene i minen og foretog yderligere geologiske undersøgelser i området. Fotoet er taget fra åbningen i minegangen i fjeldet ”Den Sorte Engel” 600 meter over havet. En 1500 meter lang kabelbane forbandt dengang minen, der strækker sig fire kilometer ind i fjeldet, med halvøen Maarmorilik (nederst i billedet) hvortil malmen blev transporteret til et oparbejdningsanlæg og efterfølgende udskibning. Qaamarujuk-fjorden til højre i fotoet fører ud til det åbne hav. Vandområdet nederst i fotoet er Affarlikassaa-fjorden. Foto: Black Angel Mining Ltd. ©

Seniorforsker Poul Johansen, DMU, siger således:

”Undersøgelserne i 2007 viser, at der fortsat foregår en forurening med zink og bly i området. Set over flere år har forureningsniveauet dog som helhed været markant faldende, især efter minevirksomhedens ophør i 1990. De områder, som er bly- og zinkforurenede, er efterhånden blevet mindre og mindre, og det nu primært kun i Affarlikassaa og Qaamarujuk, der kan spores en påvirkning.”

Det er i øvrigt planen at åbne minen igen. Det britisk indregistrerede mineselskab ”Black Angel Mining Ltd.” har fået koncession af Hjemmestyret til minedrift i området og forventer at starte malmbrydning i 2009.

Mineselskabet oplyser, at man vil benytte metoder, der ikke skaber de typer af affald, som medførte forureningen i perioden 1973 til 1990. Der forventes derfor ikke en gentagelse af de miljøproblemer, man sloges med tidligere. Der stilles dog miljøkrav til det nye mineselskab, især hvad angår spredning af tungmetalholdigt støv.

  Seniorforsker Gert Asmund, tlf. 4630 1925, gas@dmu.dk

Environmental monitoring at the lead-zinc mine in Maarmorilik, Northwest Greenland, 2007. Johansen P., Asmund, G., Rigét, F. & Johansen, K. 2008. National Environmental Research Institute, University of Aarhus, 54 pp. – NERI Technical Report No. 684. Sammenfatning | Summary | EqikkaaneqHele rapporten i pdf-format (3.795 kB)

DMUNyt Årgang 12 nr. 17, 11. september 2008

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012