Danmark er forpligtet gennem EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv til at beskytte splitternen. Derfor har staten bekæmpet de sølvmåger og svartbage som har truet ternen på en af dens vigtigste lokaliteter i Danmark – øen Hirsholm ud for Frederikshavn. Og bekæmpelsen ser ud til at bære frugt: Splitternernes ynglesucces og antal har været for opadgående siden bekæmpelsen satte ind i 2007.

Splitterne. Foto: K.T. Pedersen, Zoologisk Museum
Af Jens C. Pedersen
Danmark er forpligtet gennem EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv til at beskytte splitternen. Derfor har staten bekæmpet de sølvmåger og svartbage som har truet ternen på en af dens vigtigste lokaliteter i Danmark – øen Hirsholm ud for Frederikshavn. Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet (DMU) og Zoologisk Museum følger effekterne af bekæmpelsen og udviklingen i bestandene af terner og måger på Hirsholmene mens forsøget står på. Og bekæmpelsen ser ud til at bære frugt: Splitternernes ynglesucces og antal har været for opadgående siden bekæmpelsen satte ind i 2007.
I naturen er kampen om overlevelse ofte ganske dramatisk. Splitternen har en helt speciel strategi for at beskytte sine æg og unger: Den placerer dem inde midt i en koloni af hættemåger, fordi hættemågerne er bedre end ternerne til at beskytte æg og unger mod indtrængende fjender. Øen Hirsholm har i en årrække været et vigtigt ynglested for Nordeuropas bestand af splitterne. Imidlertid er antallet af hættemåger nu gået tilbage og de store måger, sølvmåge og svartbag er rykket ind fra naboøen Græsholm. Sølvmågerne kræver plads, og nogle af de store måger har også specialiseret sig i at tage æg, unger og voksne af hættemåger og splitterne.
Staten er forpligtet til at sikre splitternen gode ynglebetingelser på Hirsholm fordi arten står i udpegningsgrundlaget for det EF-fuglebeskyttelsesområde som omfatter Hirsholmene. For splitterne betyder gode yngleforhold blandt andet at den kan yngle ”beskyttet” inde i en koloni af hættemåger. Skov- og Naturstyrelsen har derfor besluttet at gå ind i kampen om Hirsholm på splitternens side. Som led i et fem-årigt forsøg har styrelsen siden 2007 forsøgt at nedbringe antallet af de sølvmåger og svartbage som har forsøgt at etablere sig på Hirsholm..
De foreløbige resultater af DMU’s og Zoologisk Museums overvågning viser at det i vidt omfang er lykkedes at trænge de store måger tilbage og dermed skabe mere fred til både hættemåger og splitterner. I den enkelte koloni kan antallet af ynglende terner variere meget fra år til år, fordi fuglene flytter hvis forholdene ikke er i orden. Muligvis afspejler stigningen i splitternernes antal på Hirsholm fra ca. 800 par i 2006 til ca. 2.000 par i 2009, at fuglene har kvitteret for den øgede beskyttelse. Den øgede ro i kolonierne har også ført til at flere unger af splitterner er kommet på vingerne.
Overvågningen af udviklingen er finansieret af Skov- og Naturstyrelsen og fortsætter frem til afslutningen af forsøgsperioden i 2011.
Seniorforsker Thomas Bregnballe, tlf. 8920 1517, tb@dmu.dk
Reguleringen af store måger på Hirsholm og effekterne på de ynglende splitterner og hættemåger, 2007-2009. Uddybende artikel i DMUNyt
Årgang 13 nr. 11, 1. juli 2009