Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2009 » Nr. 16 » Landbrug & Fødevarer fejler med pesticid-påstand

Landbrug & Fødevarer fejler med pesticid-påstand

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer’s miljøchef, Søren Korsholm, har ved mindst to lejligheder i debatten om landbrugets stigende forbrug af pesticider påstået, at en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, nærmest frikender pesticider for at udgøre en risiko for dyrelivet i Danmarks vandløb.

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer’s miljøchef, Søren Korsholm, har ved mindst to lejligheder i debatten om landbrugets stigende forbrug af pesticider påstået, at en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, nærmest frikender pesticider for at udgøre en risiko for dyrelivet i Danmarks vandløb.

DMU frabeder sig at blive taget til indtægt for Søren Korsholms påstand. Tværtimod har en række undersøgelser foretaget af DMU m.fl. dokumenteret, at pesticider kan have negative konsekvenser for dyrelivet i vandløb (Møhlenberg m.fl. 2004, Nørum & Bjerregaard 2003, Nørum et al. 2006).

Den rapport, som miljøchef Søren Korsholm henviser til henholdsvis den 8. september i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer og den 14. september i DR’s P1 Debat, blev offentliggjort af DMU den 26. august (Bossi m.fl. 2009).

Rapporten har titlen ”Screening for udvalgte pesticider i vandløb og grundvand - NOVANA” og omhandler alene en såkaldt screeningsundersøgelse af (fem) udvalgte pesticider i vandløb og grundvand.  To af stofferne anvendes ikke længere i Danmark. De er med i undersøgelsen, fordi der er en forpligtelse til det i EU’s vandrammedirektiv.

Screeningen er foretaget som en del af det nationale program til overvågning af vandmiljøet og naturen (NOVANA). Screeningsundersøgelser lægger grunden for at vurdere, om nye stoffer skal inddrages i det nationale overvågningsprogram. I programmet er en række vandløb hidtil overvåget for mindst 20 forskellige pesticider eller nedbrydningsprodukter af disse.

I screeningsrapporten konkluderes bl.a.: ” at de fundne koncentrationer af pesticider i sediment indikerer, at pesticiderne ikke udgør en risiko for akvatiske organismer i de undersøgte vandløb.”

Med andre ord: Disse fem pesticider har ikke på tidspunktet for undersøgelsen (screeningen) og i de få vandløb, der blev undersøgt, udgjort en risiko for vandløbenes dyreliv. Tre af pesticiderne blev fundet i prøver fra vandløbsbunden. De forventes fremover at indgå i overvågningsprogrammet og deres mulige forekomst i vandmiljøet vil blive fastslået.

Men: Rapporten giver ikke belæg for en generel udtalelse om risikoen ved pesticider for dyrelivet i vandløb.

Og: DMU og andres forskning har gentagne gange påvist skadelige effekter på dyrelivet i vandløb ved koncentrationer af pesticider, der forekommer i danske vandløb.

Forekomsten af de mest miljøskadelige pesticider (visse insekticider) er vanskelig at måle, da pesticiderne kun findes kortvarigt i forhøjede koncentrationer. Forskningen viser imidlertid, at selv kortvarige forhøjede koncentrationer, de såkaldte pulse, af disse pesticider har en stor negativ effekt på både adfærd og overlevelse af vandløbenes smådyr. Et nyt forskningsprojekt, der indledes ved DMU i 2009, vil yderligere belyse sammenhængen mellem pulshyppighed og effekt på smådyrene.

Dertil kommer, at stofferne via deres hurtige binding til planter og andet organisk stof i vandløb bidrager til at forurene smådyrenes føde og/eller levesteder og derved påvirker dyrene negativt. Også tilførsel af insekticider, der er bundet til små jordpartikler som udvaskes fra markerne, kan have negativ virkning på smådyrene.

Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, forventer i øvrigt, at en øget behandlingshyppighed med pesticider med stor sandsynlighed vil forringe miljøtilstanden i vandløb yderligere. 

i  Cand. pharm. Susanne Boutrup, tlf. 8920 1749, sub@dmu.dk

Dokumentation:
Landbrug & Fødevarer, 8. september 2009: Behandlingshyppighed siger intet om miljøpåvirkning
http://www.lf.dk/Nyheder_og_presse/Nyhedsliste/2009/September/pesticider.aspx

P1 Debat, 14. september 2009: Sprøjter landbruget for meget?http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2009/09/03141654.htm

Referencer:
Bossi, R., Sortkjær, O., Juhler, R.K.  (2009) Screening for udvalgte pesticider i vandløb og grundvand. NOVANA sceeningsundersøgelse. Arbejdsrapport fra DMU nr. 252, 18 pp.

Møhlenberg, F., Schlüter, L., Gustavson, K., Andersen, T.T., Forbes, V., Cold, A., Friberg, N., Larsen, S.E. & Lauridsen, R.B. (2004) Effekter af bekæmpelsesmidler på flora og fauna i vandløb. Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen nr. 82, 134 pp.

Nørum, U. & Bjerregaard, P. (2003) Ferskvandsinvertebraters bevægelsesadfærd som biomarkør for pesticideksponering og -effekt. Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen nr. 75, 66 pp.

Nørum U., Bjerregaard P., Friberg N. & Larsen S.E. (2006) Effekter af pulseksponering med pyrethroider på vandløbsinvertebrater- med særlig fokus på lambda-cyhalothrin. Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen nr. 102, 100 pp.

DMUNyt Årgang 13 nr. 16, 18. september 2009

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012