Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2009 » Nr. 18 » Seniorforsker Ole Hertel udnævnt til adjungeret professor

Seniorforsker Ole Hertel udnævnt til adjungeret professor

Sektionsleder og seniorforsker Ole Hertel, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, er udnævnt til adjungeret professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet.

Ole Hertel. Foto: DMUAf Jens C. Pedersen

Sektionsleder og seniorforsker Ole Hertel, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, er udnævnt til adjungeret professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet.

Ole Hertel er uddannet dr. scient. (svarende til ph.d.) fra Universitetet i Bergen og civilingeniør fra Aalborg Universitet. Han har endvidere en bachelorgrad i ledelse (EBA) fra Ingeniørhøjskolen i København. Ole Hertels afhandling ”Integrated Monitoring and Assessment of Air Pollution” er netop antaget til forsvar for den naturvidenskabelige doktorgrad ved Københavns Universitet.

Gennem 22 år har Ole Hertel været tilknyttet det som i dag er Afdeling for Atmosfærisk Miljø ved DMU og er fungerende leder for afdelingens sektion for Human Eksponering. Ole Hertel har en omfattende undervisningserfaring fra kursuslektioner og vejledning af studerende ved de danske universiteter; bl.a. var han gennem 10 år ansat som ekstern lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet.

Ole Hertel har et stort nationalt og internationalt netværk. Han sidder som medlem af Scientific Committee for European Environment Agency, hvor han rådgiver omkring klima og luftforurening. Han er ligeledes medlem af Division for Chemistry of the Environment under International Union for Pure and Applied Chemistry. Han har været bedømmer af ansøgninger til en lang række nationale forskningsråd i Europa, og gentagne gange været bedømmer for EU’s 7. rammeprogram. Endvidere sidder han i Editorial Board for tre internationale tidsskrifter. Nationalt har han gennem en årrække arbejdet tæt sammen med miljø- og arbejdsmedicinere på de danske universiteter og universitetshospitaler omkring vurdering af luftforureningens betydning for sundheden.

Ole Hertel er en meget søgt foredragsholder såvel nationalt som internationalt. Han har en omfattende videnskabelig produktion og har medvirket som såvel redaktør som bidragsyder til en række lærebøger.

Ole Hertel ser frem til at tiltræde som adjungeret professor på RUC, hvor han regner med at kunne bidrage til den interdisciplinære forskning bl.a. inden for miljørisikovurdering, bystudier og landskabsøkologi. Det er Ole Hertels mål at arbejde for at udvikle eksisterende samt bidrage til nye kursusudbud på RUC og medvirke til at etablere forsknings- og udredningsprojekter på tværs af AU og RUC.

Ole Hertel holder tiltrædelsesforelæsning torsdag den 12. november kl. 13.00 – 14.00 på ENSPAC i bygning 2 på Roskilde Universitet. Alle er velkomne, men af hensyn til pladsen bedes man give besked til Ole Hertel hvis man forventer at deltage.

i Adjungeret professor Ole Hertel, tlf. 4630 1148, oh@dmu.dk 
Ole Hertel forsvarer sin doktorafhandling 3. december   

DMUNyt Årgang 13 nr. 18, 14. oktober 2009 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012