Fuglearter, man tidligere troede aldrig ville være at finde i Danmark igen, er vendt tilbage. Havørn, glente, kongeørn og skarv yngler atter i landet og øges i antal. Fordi de har fået freden og pladsen til at gøre det. De er succéshistorier i den danske naturpleje, og havørn og skarv er nu tilmed kanoniserede i den første danske naturkanon.

Skarver. Foto: Common/Wikimedia.org

Fuglearter, man  tidligere troede aldrig ville være at finde i Danmark igen, er vendt tilbage. Havørn, glente, kongeørn og skarv yngler atter i landet og øges i antal. Fordi de har fået freden og pladsen til at gøre det. De er succéshistorier i den danske naturpleje,  og havørn og skarv er nu tilmed kanoniserede i den første danske naturkanon.

For forskningschef Jesper Madsen, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, har arbejdet i miljøministerens naturkanonudvalg med at udvælge fuglearter til naturkanonen skullet rumme mere end blot formidling af den vigtigste natur i Danmark. Påpegningen af, at vi med god naturpleje kan gøre meget godt for f.eks. vores fuglearter, er et vigtigt budskab i formidlingen.

”Vi tænkte tidligere, at disse arter som f.eks. havørn og skarv, som vi før gjorde vort for at udrydde, aldrig ville komme tilbage til Danmark igen. Men natursynet har ændret sig, og den ændring har betydet, at vi har skaffet plads og fred til disse fugle. Vi kan jo tydeligt se, at hvis de får fred i deres yngleperioder, så kommer de, yngler og tilpasser sig også, så de kan opleves på ganske nært hold. Det moderne samfund kan altså godt rumme arter af denne karakter. Det er tranerne også et godt eksempel på. De spreder sig overalt og selv på ret små områder,” siger Jesper Madsen. Han peger tillige på indførelsen af de jagtfrie kerneområder som et eksempel på, at vi med et enkelt tiltag har skabt levesteder for hundredtusindvis af vandfugle, som befolkningen nu let kan iagttage. 

Naturkanonen, der netop er offentliggjort, lister 24 steder i Danmark som særlig vigtig dansk natur samt kanoniserer udover fugle også pattedyr, insekter, planter, naturtyper, sten og landskabsformer m.m., som er repræsentative for Danmark, eller som betyder noget særligt for os som danskere. Naturkanonudvalget har bestået af 12 faglige eksperter og fem borgere, der selv har meldt sig for at være med i arbejdet med naturkanonen. Udgangspunktet har været de over 1.500 forslag til naturkanon, som danskerne er kommet med gennem debatmøder og indsendte forslag.

Nattergal. Foto: Common/Wikimedia.org

De 12 kanoniserede fuglearter er:

Skarv, ederfugl, knopsvane, kortnæbbet gås, havterne, vibe, havørn, sortspætte, spætmejse, stær, nattergal og sanglærke. Den enkelte art beskrives herunder.

Kriterierne for udvælgelsen har Jesper Madsen foreslået, og de omfatter naturtyper som hav og skov, om Danmark har et internationalt ansvar for at beskytte arten, om arten repræsenterer gode natur- og kulturhistoriske fortællinger og befolkningens oplevelsesmuligheder med arten.

Problemer for naturen

”I udvælgelsen af de 12 fuglearter har det været væsentligt for mig, at vi også skulle fokusere på de problemer, naturen har, og dermed gøre opmærksom på, at det er nødvendigt at vi beskytter vores vilde natur,” siger Jesper Madsen, der derfor også bevidst har holdt by-fuglelivet ude af naturkanonen:

”Nogle har ønsket at få f.eks. mursejler med som en markant fugl i Danmark, men nej. Den lever jo i byerne, og byerne er i den sammenhæng ret beset kunstige klippelandskaber. Og når det gælder oplevelsesmuligheder, så behøver de ikke alene at være visuelle. Tag f.eks. nattergalen, som man sjældent oplever at se, men hannens kraftfulde sang kan man høre på lang afstand i sommernatten. Det er en fantastisk naturoplevelse at høre nattergalene synge til hinanden.”

Ligesom de øvrige medlemmer i naturkanonudvalget håber Jesper Madsen, at naturkanonen i sig selv vil skærpe danskernes interesse for naturen.

Beskrivelser af de 12 fuglearter med generel indledning

Danmark har et alsidigt fugleliv. Det er på den ene side karakteriseret af fugle knyttet til de ”våde” områder: sump-, kyst- og havfugle, som lever i søer, rørsumpe, langs de vidtstrakte kyster, på øer, holme og lavvandede områder. På den anden side er der de landlevende arter, som forekommer i kulturlandskabet, fra byen over det åbne land til skovene. Danmark ligger på en trækkorridor for mange fuglearter, som yngler nord for os og overvintrer sydfor, og for mange arter er Danmark et vigtigt spisekammer, som fuglene slår sig ned i under trækket eller om vinteren. 

Skarv Phalacrocorax carbo sinensis: Skarven er en dansk ansvarsart, idet en meget stor del af Mellemskarv-bestanden yngler i danske kolonier. Den yngler i høje træer i kystskove eller skove ved søer, men kan også anlægge rede på jorden på ubeboede holme. Den vides at have ynglet i landet i årtusinder og er således at betragte som en dansk ”urfugl”. Den er meget synlig i kystlandskabet, hvor fugle ses hvile på bundgarnspæle eller sandbanker, fiske på det lave vand eller passere forbi.  Det er en kontroversiel art, som er ildeset af fiskeri- og skovbrugsinteresser, idet den kan gøre indhug i lokale fiskebestande og ødelægge træer, hvor den yngler. Skarven er en succeshistorie for dansk naturbeskyttelse; den var nær udryddet, men har spredt sig efter at den blev beskyttet i yngletiden. Den er et yndet motiv blandt fugletegnere.

Nuanceret plan for skarven (eksternt link)

Knopsvane Cygnus olor: Knopsvanen er dansk nationalfugl og dansk ansvarsart med en stor del af den nordvesteuropæiske bestand ynglende og overvintrende i Danmark. Den er meget synlig på kysten og i næringsrige søer. Den er indikator på god miljøtilstand, idet den er afhængig af tilstedeværelse af undervandsvegetation, som er dens føde. Bestanden svinger meget, afhængigt af vinterens hårhed, men med de generelt mildere vintre har bestanden fået en bedre overlevelse. Den er ofte malet og beskrevet i kunst og litteratur, f.eks. H.C. Andersens ’Den grimme ælling’.

Kortnæbbet gås Anser brachyrhynchus: Den kortnæbbede gås yngler på Svalbard, en øgruppe højt mod nord i Polhavet. Om efteråret trækker hele bestanden via Norge til Danmark, hvor gæssene søger føde på marker langs den jyske vestkyst. Om vinteren trækker hovedparten af bestanden til Holland og Belgien, men returnerer allerede til Vestjylland i slutningen af december. De forbliver her frem til slutningen af april, hvor de feder sig op, hvorefter trækket går videre via Norge til ynglepladserne. De kortnæbbede gæs kan opleves i tusindtallige flokke på en række lokaliteter, hvor de også blander sig med andre arter af gæs. Bestanden er, ligesom de fleste europæiske gåsearter, mere end fordoblet de seneste årtier som følge af reduceret jagt, bedre fødevilkår i vinterkvarteret og nu også klimaændringer. Den er dansk ansvarsart.

Ederfugl Somateria mollissima: Ederfuglen er en karakteristisk andefugl, som ses overalt langs de danske kyster. Den yngler talrigt i kolonier på ubeboede holme, men også på f.eks. Christiansø, hvor den har vænnet sig til nærkontakt med mennesket. Hundredetusinder af ederfugle overvintrer i danske farvande om vinteren, ofte koncentreret i kæmpe flokke over banker, hvor de dykker efter muslinger på bunden. Den er dansk ansvarsart, med en stor del af Østersøens bestand i farvandene, især i kolde vintre. Om sommeren samles store flokke af ederfugle også i bestemte havområder, hvor de fælder svingfjer. Ederfugle-hunner kan gå sammen om at opfostre flere kuld af ællinger, og ofte ser man børnehaver med ti-tallige unger samlet omkring hunnerne. Ederfuglen er et yndet jagtobjekt for danske strand- og havjægere. Østersøens bestand er desværre i tilbagegang, blandt andet p.g.a. en række sygdomsudbrud i kolonierne.

Havørn Haliaeetus albicilla: Havørnen er en majestætisk fugl, den største europæiske rovfugl – en flyvende dør. Den er en succeshistorie i dansk naturbeskyttelse, idet den gennem de seneste årtier er genindvandret efter at have været udryddelse på grund af menneskelig forfølgelse og forurening. Den kan med en lille indsats opleves som ynglefugl på en række lokaliteter i Danmark; og endvidere ses den året rundt på bestemte steder, især ved større søer og langs kysten, specielt i Østdanmark.

Vibe Vanellus vanellus:  Viben er en synlig og markant engfugl, som kendes af enhver. Den er en forårsbebuder, som forekommer talrigt som ynglefugl og rastende under trækket gennem Danmark forår og efterår. Viben er desværre i kraftig tilbagegang p.g.a. afvanding og opdyrkning af våde enge, som er dens foretrukne ynglested; ved naturgenopretning og ekstensivering af landbrugsdrift kan vi aktivt medvirke til at gøre vilkårene bedre for arten. Viben er ofte beskrevet i lyrik og prosa, ligesom den ofte har været motiv i dansk landskabsmaleri.

Havterne Sterna paradisaea: Havternen ses ofte langs den danske kyst og fra båd i de lavvandede havområder. Den yngler i kolonier på holme og øer uden rovdyr og lever ved at styrtdykke efter småfisk på lavt vand. Den er en elegant flyver, og den foretager nok det mest ekstreme træk i fuglenes verden; fra de nordligste kolonier i Nordgrønland trækker den via Atlanterhavet og Afrikas kyst til Antarktis og retur langs Syd- og Nordamerikas kyster til ynglestedet. Dens danske ynglelokaliteter er truede af menneskelig forstyrrelse og rovdyr, men en del af de større kolonier er reservater med adgangsforbud i yngletiden..

Sortspætte Dryocopus martius: Sortspætten er den største og mest markante spætteart i Europa, som kan ses, hvis man yder en lille indsats for at komme ud til dens ynglesteder; dens højlydte kald og kraftfulde trommen høres på lang afstand. Den er en nyindvandret art i Danmark, som med succes har spredt sig. Den kræver ældre skov; i Danmark oftest ældre bøge.

Sanglærke Alauda arvensis: Sanglærken er en ikon-art for det åbne land; den er forårsbebuder med en meget karakteristisk svirrende sangflugt og sang, som er indbegreb på det åbne danske sommerland. Den kan opleves over hele landet, men er desværre gået tilbage i det intensivt dyrkede agerland. Vi kan gøre noget for arten ved at reducere brugen af sprøjtegifte og omlægning til mere ekstensiv landbrugsdrift. Den er lovprist i lyrik og sang.

Nattergal Luscinia luscinia: Nattergalen er en art, der forbindes med lune danske sommernætter og mosekonebryg, hvor dens kraftfulde sang kan høres. Man kan komme på ganske nær hold af den syngende nattergal. Den holder til i tæt krat i sumpe, ofte i små biotoper. Den er repræsentant for langdistancetrækkende småfugle, idet den trækker til overvintringskvarterer i det østlige Afrika. Den er således sårbar over for klimaændringer og mulig udtørring af overvintringsområdet. Den er lovprist i lyrik og prosa.

Stær. Foto: Common/Wikimedia.org

Stær Sturnus vulgaris: Stæren er en meget synlig og hørbar art, der kan opleves over hele landet, både som ynglefugl og på træk. Den er meget levende, social og tillidsfuld og yngler i løse kolonier i gamle træer eller ”stære-slum” (fuglekasser). Den er dog også repræsentant for skovfugle, som kræver ældre træer, gerne spættehuller, til redeplacering. Den er desværre i tilbagegang p.g.a. intensiveringen af landbrugsdriften, idet den primært søger føde på engarealer. Vi kan gøre noget for stærene ved at retablere enge og ved at øge græsningsarealet. Den optræder i tusindtallige flokke, ja, i nogle tilfælde i flokke på op til en halv million, som samles til overnatning i rørskove, hvor de kan danne amøbeagtige formationer kaldet ”sort sol”. Den er lovprist i tekst og sang.

Spætmejse Sitta europaea:  Spætmejsen er en synlig og hørbar småfugl i ældre skove og parker i størstedelen af Danmark med undtagelse af Vestjylland. Dens foretrukne levested er ældre bøge- eller egeskov, hvor den hovedsageligt lever af frø og nødder af træerne. Den er hulrugende og  holder til inden for et ganske lille område året rundt. Den gemmer forråd af føde til vinterperioden, hvor føden kan blive knap. Bestanden svinger betydeligt fra år til år, afhængigt af produktionen af bog, men bestanden er alligevel vigende, måske p.g.a. at der bliver mindre af den ældre skov. Hvis man i skovbruget efterlader partier af ældre træer, vil spætmejsen og andre hulrugere få bedre ynglevilkår.

  Forskningschef Jesper Madsen, tlf. 4630 1940, 

jm@dmu.dk

Danmarks Naturkanon (eksternt link)

Årgang 13 nr. 18, 14. oktober 2009