Nyhedsartikel

Af Steen Voigt
Træernes pollensæson starter i dag flere uger tidligere end for 20 år siden, og mængden af pollen fra fx el og birk er øget markant. Planternes vækstsæson er blevet længere, og det markerer en historisk ændring af naturens tilstand. En ændring, der drives frem af de globale klimaforandringer. Også på andre måder ændrer den danske natur og miljøet sig. Den femte danske miljøtilstandsrapport, Natur og Miljø 2009, som Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, netop har offentliggjort, samler og beskriver udviklingen for Danmarks natur, miljøet og danskernes sundhed.
Danmark er ikke blandt de lande, der forventes at blive hårdest ramt af klimaændringerne. Alligevel bliver det danske samfund nødt til at forholde sig til, at klimaet nu ændrer sig – og også påvirker vores natur.
Udover at klimaændringerne rykker på træernes pollensæson, peger Natur og Miljø 2009 på, at de også vil gavne mere sydlige træarter som lind og avnbøg gennem varmere vejr, mens det modsatte gør sig gældende for mere nordlige træarter som nåletræer fx rødgran.
Den længere vækstsæson vil især komme konkurrencedygtige arter som f.eks. brændenælde til gode. I det hele taget ventes klimaændringerne at føre til en markant påvirkning af plantevæksten og dermed også af dyrelivet. En undersøgelse af 104 danske plantearter peger på, at to-tredjedele vil påvirkes negativt - 4 procent ventes endda helt at forsvinde. Kun 12 procent af arterne vil påvirkes positivt, mens 18 procent ventes ikke at bliver påvirket.
Også fuglelivet ændrer sig i disse år. Mange trækfugle ankommer tidligere om foråret og rejser senere om efteråret – eller eventuelt bliver de her vinteren over som fx grågæs. Forskere regner med, at en række fuglearters tilhørssteder vil flytte omkring 500 km mod nordøst. Det kan betyde, at karakteristiske fugle i det danske landskab som strandskade, klyde, stor præstekrave og sølvmåge vil blive sjældnere, mens sydligere arter som dværghejre, nathejre, slangeørn, hærfugl og sydlig nattergal ventes at rykke ind i stedet.
Vandtemperaturen i danske søer er steget ca. 2 grader siden 1989. Det er omkring dobbelt så meget som lufttemperaturen. Det skyldes en række klimatiske forhold som et øget antal soltimer og mere nedbør. Det varmere vand favoriserer mindre fisk. De små fisk æder dyreplankton, som vil falde i mængde. Da dyreplankton lever af alger, vil resultatet være, at der sker en forøget opblomstring af alger i søerne. Vandet bliver mere uklart, og der vil være en øget risiko for iltsvind.
Temperaturen i havet omkring Danmark er også steget 2 grader. Stigende vandtemperaturer indebærer at vandet kan indeholde mindre ilt. Af andre klimatiske årsager er lagdelingen i vandsøjlen i havet blevet forstærket. Dette øger også risikoen for iltsvind i sensommeren. Ændringerne i vandsøjlens lagdeling er sandsynligvis også årsagen til at den såkaldte forårsopblomstring af alger nu sætter ind allerede i midten af februar, hvor den tidligere lå i slutningen af marts. Klimaændringerne har således siden begyndelsen af 1990’erne bidraget til at forværre iltforholdene både i søerne og i de danske farvande. (Afsnit rettet 11.1.2010).
Danskerne er blandt de folk i verden, der udleder mest CO2 pr. indbygger. Udledningen af drivhusgasser i Danmark er faldet med 3,5 % siden 1990. Danmark er forpligtet til at reducere udledningen med 21 % som et gennemsnit af perioden 2008-2012. Regeringen har derfor besluttet at gøre brug af de fleksible mekanismer i Kyoto-aftalen til at sikre, at målet nås.
Miljøtilstandsrapporten Natur og Miljø 2009 beskriver tematisk også den øvrige udvikling på natur- og miljøområdet igennem de seneste år. Rapporten udgives hvert fjerde år, og udgaven i år omhandler også:
Udbygning af byer og veje og miljøpåvirkninger fra landbruget har medvirket til at forringe naturen og biodiversiteten i Danmark. Bestanden af agerlandsfugle er gået tilbage med 36 % siden 1990. Arealet med lysåben natur som heder, overdrev og enge er faldet med 26 % fra 1965 til 2000. Men der er også positive tendenser. Miljøet i vores søer og åer er så småt i bedring, og skovarealet øges gennem skovrejsning. Læs mere i artikel om biodiversitet.
Hvert år dør mere end 3.000 danskere tidligere end ellers pga. luftforurening fra trafikken. Brugen af kemiske stoffer er omfattende, og skadelig kemi er årsag til en række sundhedseffekter som allergi, hormonforstyrrelser og stigning i bryst- og prostatakræft. Ophold i naturen har derimod vist sig at gavne sundheden. Læs mere i artikel om sundhed.
Bæredygtig udvikling drejer sig om at sikre fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov. Internationalt er der udviklet en række indikatorer for at vise om samfundets udvikling er bæredygtig miljømæssigt, socialt og økonomisk. I disse sammenligninger klarer Danmark sig godt på de sociale og økonomiske parametre, mens vi er længere fra en bæredygtig udvikling på flere miljømæssige parametre.
Natur og Miljø 2009 skal ses som et centralt grundlag for regeringens miljøplanlægning, og som et dokument, natur- og miljøpolitikken kan bygge på. Rapporten består af to dele:
- Del A: En integreret analyse af naturens og miljøets tilstand i Danmark - set i globalt perspektiv
- Del B: Et opslagsværk med indikatorbaseret information om naturens og miljøets tilstand.
Hele rapporten er udgivet såvel på tryk som på nettet. Mens del A primært er skrevet med henblik på det trykte medium, er del B primært skabt for nettet.
Rapporten har været i offentlig høring i to omgange:
Alle høringssvar kan ses på DMU’s hjemmeside sammen med en redegørelse for hvordan redaktionsgruppen efter bedste evne har forsøgt at imødekomme svarene.
Projektleder Bo Normander, tlf. 4630 1817, bn@dmu.dk; Forskningschef Henning Høgh Jensen, tlf. 4630 1230, hhj@dmu.dk

Natur og Miljø 2009 – Del A: Danmarks miljø under globale udfordringer. Normander, B., Jensen, T.S., Henrichs, T., Sanderson, H. & Pedersen, A.B. (red.) 2009. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 94 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 750. kr. 150,- (inkl. 25 % moms). Hele rapporten i pdf format (4,87 MB)
Natur og Miljø 2009 – Del B: Fakta. Normander, B., Henriksen, C.I., Jensen, T.S., Sanderson, H., Henrichs, T., Larsen, L.E. & Pedersen, A.B. (red.) 2009. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 170 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 751. kr. 200,- (inkl. 25 % moms). Hele rapporten i pdf format (7,36 MB)
Rapporterne kan bestilles via Aarhus Universitetsforlag. Ved køb af klassesæt á min. 10 stk. ydes 25 % rabat.
http://naturogmiljoe.dmu.dk/ (Miljøtilstandsrapporten på nettet)
Kommentér rapporten på DMU's Facebook-side
Årgang 13 nr. 21, 2. december 2009