DMUNyt 2009 nr. 8, 4. juni
I 2007 faldt Danmarks samlede udledning af drivhusgasser med 6,6 % i forhold til 2006. Korrigeret for de årlige udsving i temperatur, eksporten af el og CO2-optag i skove og jorde var tale om en stigning fra 2006 på 0,9 %. Samlet var nettoudledningen 5,9 % lavere end i 1990. Set i forhold til basisåret 1990 har trafikken stået for den største stigning, mens de stationære kilder og landbruget har stået for en markant reduktion af deres udledninger af drivhusgasser. Det fremgår af den årlige opgørelse fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet.