Det er lykkedes Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet at tiltrække professor i mikrobiologi Dr. Tamar Barkay fra Rutgers - State University of New Jersey, USA, som gæsteprofessor i et år. I DMU skal hun initerere et internationalt forskningsprogram om mikroorganismers betydning for kviksølvs kredsløb i Arktis.
Af Jens C. Pedersen
Det er lykkedes Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet at tiltrække professor i mikrobiologi Dr. Tamar Barkay fra Rutgers - State University of New Jersey, USA, som gæsteprofessor i et år. I DMU skal hun initerere et internationalt forskningsprogram om mikroorganismers betydning for kviksølvs kredsløb i Arktis.
Tamar Barkay hører til blandt verdens førende forskere inden for områderne mikrobiel økologi og biogeokemiske kredsløb af tungmetaller (primært kviksølv). Hun har været en af pionererne i udviklingen og anvendelsen af bakterielle biosensorer til måling af kviksølvs biotilgængelighed overfor levende organismer, og i udviklingen af en række molekylære værktøjer til at studere mikrobielle processer og biogeokemien af kviksølv i miljøet. Hun har været leder af en lang række store forskningsprogrammer,og har en meget omfattende publikationsliste. Endvidere har hun gennem en årrække været medlem af Editorial Board på et af de førende amerikanske mikrobiologiske tidsskrifter og fungerer som reviewer for den amerikanske National Science Foundation (NSF). Hun er således en meget stor kapacitet –inden for sit forskningsfelt.
Det primære formål med professor Barkays ophold ved DMU er at initiere et nyt internationalt forskningsprogram vedrørende mikroorganismers betydning for indbygningen af kviksølv i fødekæderne i Arktis. Som en konsekvens af denne ophobning er der fundet høje koncentrationer af kviksølv i blodet hos en lang række befolkningsgrupper i Arktis. Skønt ophobning af kviksølv i fødekæderne er et velkendt fænomen, er det uklart, hvordan de levende organismer kommer i kontakt med kviksølvet, og hvordan det optages i de nederste led af fødekæderne. Det er denne problemstilling, som vil blive belyst gennem det nye forskningsprogram.
Et andet formål med at tiltrække Dr. Barkay som gæsteprofessor er, at hun gennem sin store erfaring og ekspertise skal fungere som mentor og inspirationskilde for afdelingens yngre forskere og ph.d.-studerende. Det er endvidere planlagt, at hun skal holde en række seminarer og foredrag ved andre danske og europæiske universiteter for at gøre fremtidens unge forskere interesserede i arktisk miljøforskning. Endelig forventes hendes ophold at ville katalysere etableringen af nye samarbejder med inden- og udenlandske forskningsinstitutioner.
Opholdet i DMU er finansieret af EU’s PEOPLE program, mens Nationalbanken har stillet en bolig til rådighed for professor Barkay.
Professor Tamar Barkay, tlf. 4630 1843, taba@dmu.dk eller Forskningschef Niels Kroer, tlf. 4630 1388 nk@dmu.dk
Tamar Barkay (kort præsentation, Rutgers)
Artikler om kviksølv i Arktis i DMUNyt:
Årgang 14 nr. 1, 2. februar 2010