
Kviksølv forekommer i så stort omfang i det danske vandmiljø, at det udgør en risiko for dyrelivet i en række søer og kystnære områder. Her overskrider indholdet af kviksølv i både muslinger og fisk EU’s miljøkvalitetskrav. Det viser en undersøgelse udført af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet.
Markant højere niveauer af kviksølv forekommer ifølge undersøgelsen også i fiskespisende dyr som skarv, odder og spættet sæl. Det skyldes et betydeligt optag af kviksølv fra deres fødeemner. I ingen tilfælde overskred niveauerne i de undersøgte prøver grænseværdien for kviksølv i muslinger og fisk, som kan anvendes som føde for mennesker. Derimod vurderes det, at niveauet af kviksølv kan udgøre en risiko for de fiskespisende dyr.
Undersøgelsen viser også, at de klorerede forbindelser hexachlorbutadien (HCBD) og hexachlorcyclopentadien (HCCPD) ikke forekom i niveauer, der vurderes at udgøre en risiko i vandmiljøet.
Undersøgelsen er gennemført for at tilvejebringe et grundlag for at vurdere i hvilket omfang de klorerede forbindelser og kviksølv fremover bør indgå som en del af overvågningen af miljøfarlige stoffer i det nationale overvågningsprogram for vandmiljøet og naturen (NOVANA). Kviksølv er et af tre stoffer på vandrammedirektivets liste over prioriterede stoffer med kvalitetskrav i biota.
Undersøgelsen er finansieret under NOVANA.
Seniorforsker Jakob Strand, tlf. 4630 1865, jak@dmu.dk
Kviksølvforbindelser, HCBD og HCCPD i det danske vandmiljø. NOVANA screeningsundersøgelse. Strand, J., Vorkamp, K., Larsen, M.M., Reichenberg, F., Lassen, P., Elmeros, M. & Dietz, R. 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 36 s. - Faglig rapport fra DMU nr. 794
Summary | Sammenfatning | Hele rapporten i PDF-format (2,5 MB)
Nyt overvågningsprogram i høring (By- og Landsskabsstyrelsen)
Høringsperioden sluttede 31. oktober 2010.
Aktuel DMU-forskning i kviksølv:
Kviksølvfund i hval- og isbjørnehjerner
Årgang 14 nr. 14, 5. november 2010