Af Jens C. Pedersen

Hvorfor er sælerne ved Antarktis kun blevet alvorligt slået tilbage én gang, mens vores hjemlige sælbestande gentagne gange er blevet halveret af sælpest? Det spørgsmål vil seniorforsker Jonas Teilmann undersøge under en ekspedition til Antarktis. Undervejs vil han blogge om sine oplevelser og resultater.

Det er en klassisk historie at europæerne har bragt sygdomme til fx Grønland og Amerika som man ellers ikke havde kendt i de områder. Det samme har man set med sælerne ved Antarktis. I starten af 1950’erne hvor størstedelen af krabbeæder (crabeater)[1] sælerne døde, formentlig som følge af en infektion med canine distemper virus (=hundesyge) (CDV) der menes at være bragt til kontinentet med slædehunde.

Siden har viruset cirkuleret i de antarktiske bestande, ikke bare i krabbeædersæler, men også i leopardsæler. Sælerne har antistoffer mod viruset, men i modsætning til vores hjemlige spættede sæler har viruset kun haft alvorlige konsekvenser for bestanden af krabbeædersæler den ene gang.

Derfor drager seniorforsker Jonas Teilmann, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, de næste 6 uger til den antarktiske sommer for at udforske betydningen af sygdomme og udviklingen af resistens i de antarktiske sælbestande. Han skal i samarbejde med to svenske kolleger fra Naturhistorisk Rigsmuseum i Stockholm og Gøteborg Universitet undersøge de fire antarktiske sælarter: krabbeæder-, leopard-, Ross og Weddell sæler. De er nemme at fange forklarer Teilmann:

”På Antarktis kommer fjenderne fra vandet i form af spækhuggere og leopardsæler. Så når sælerne er utrygge kravler de op på isen. Derfor kan vi komme helt tæt på dem, fordi de ikke kender til fx isbjørne eller jægere sådan som de grønlandske eller danske sæler.”

Når sælerne er fanget vil Teilmann og hans kolleger tage prøver som de vil analysere for antistoffer, indbyrdes beslægtethed (DNA-analyser), sælpestens genetiske udvikling, stabile isotoper, fedtsyre sammensætning og indhold af miljøgifte. Sælernes indhold af stabile isotoper, fedtsyrer og fx kviksølv kan være med til at fortælle i hvilket omfang de lever af henholdsvis fisk eller krill. Det er typisk fiskespiserne, som fx Weddell sælerne, der ligger højere oppe i fødekæden, som har det højeste indhold af miljøgifte.

Forskerne vil som et lille sideprojekt sætte satellitsendere på fire Ross sæler. Ross sælerne lever spredt langt inde på isen og er derfor den sæl man ved mindst om i verden. Senderne skal give svar på hvor de foretrækker at opholde sig, og hvor meget tid de bruger i vandet.

Derudover vil Jonas Teilmann tage biopsier af hvaler med et trykluftgevær, som led i et andet projekt på skibet, der skal kortlægge miljøgifte i hele det Antarktiske økosystem. Trykluftgeværet gør at man kan skyde en lille pil efter hvalerne på op til 50 m afstand og derved tage en lille prøve på 3x3mm stykke hud og spæk som er tilstrækkeligt til at analysere DNA og måle indholdet af miljøgifte.

Ekspeditionen sker med det svenske ekspeditionsskib ”Oden”, der er bygget som isbryder og kan sejle relativt ubesværet gennem 3 meter tyk is. Projektet er finansieret af det svenske polarforskningssekretariat og det amerikanske National Science Foundation. Ekspeditionen starter den 4. december i Punta Arenas i det sydligste Chile og ender 6 uger senere på den amerikanske base, McMurdo i Ross Havet.

Immunforsvar og sælpest

Projektets formål er at undersøge de Antarktiske sælers immunforsvar i relation til den mæslinge-lignende virus (CDV) som ramte dem i 1954 og sammenligne den genetiske evolution i sælernes egen bekæmpelse af sygdommen med tilsvarende undersøgelser i de dansk/svenske sælbestande. Desuden vil forskerne undersøge hvad sælerne lever af og hvor belastede sælerne er med miljøgifte. 

Projektet ligger i forlængelse af Teilmanns og DMU’s arbejde med vores hjemlige sælpest som har stået på siden 1988 og er foregået i samarbejde med de samme svenske partnere.

Forskerholdet var i Antarktis på en tilsvarende ekspedition for to år siden. Ved den lejlighed fik de taget prøver af i alt 77 levende sæler samt af 20 sæler som var døde før den første epidemi i 1950’erne og som lå i frysetørret tilstand i Dry Valley, som er kendt netop for at være et sted hvor sæler og pingviner vandrer op og dør af ukendte årsager. De første resultater fra ekspeditionen i 2008/09 er netop ved at blive publiceret.

Jonas Teilmann håber at den nye ekspedition bliver ligeså stor en succes som sidste gang, måske endda med indsamling af endnu flere prøver da holdet denne gang også råder over en helikopter.

Om sælpest og hundesyge

Vores hjemlige sælpest skyldes Phocine Distember Virus, PDV. Mange husker sikkert stadig sommerhalvåret 2002 for de jævnlige overskrifter om døde sæler i aviser og TV. Næsten halvdelen af den danske bestand af spættede sæler i Kattegat og Limfjorden døde som følge af epidemien. En relativt stor del af de voksne, kønsmodne hunsæler døde, og der gik derfor nogle år før antallet af sæler for alvor begyndte at stige. Noget tilsvarende så man efter den tidligere epidemi i 1988.

CDV, som alle hunde nu bliver vaccineret imod, er meget nært belægtet med PDV, og mæslinger hos mennesker. Man ved at CDV har forårsaget store epidemier blandt sæler i den russiske Baikal Sø og det Kaspiske Hav. Her er smitten formentlig spredt med hunde, ræve, mink eller andre lignende rovdyr.

[1] Navnet stammer fra tysk, ”krab” som betyder krill, så  de burde hedde krillædersæler, da de æder krill og ikke krabber.