Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2010 » Nr. 16 » Jægernes udbytte af duer fordoblet

Jægernes udbytte af duer næsten fordoblet i sidste jagtsæson

Ringduer. Foto: Morten D.D. Hansen.

Af Jens C. Pedersen

Jægernes udbytte af ringduer steg med 90 % i den seneste jagtsæson. Stigningen var formentlig et udslag af den hårde vinter, men jagten truer på ingen måde bestanden af duer. Det fremgår af den årlige opgørelse af vildtudbyttet fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet.

I jagtsæsonen 2009/10 var jægernes udbytte af ringduer tilbage på niveauet fra sæsonen 2006/07, som var den sidste sæson hvor det var tilladt at jage duer i september måned. Både jægere og biologer havde ellers ventet at fredningen i september ville føre til et fald i udbyttet. Sådan var det også i de to første sæsoner efter fredningen, men sidste år steg udbyttet atter markant og nåede med 332.000 nedlagte duer tilbage på tidligere tiders niveau. Seniorbiolog Tommy Asferg er dog forsigtig med at spå om hvorvidt der er tale om en permanent stigning.

”DMU har spurgt godt 200 duejægere om der var særlige forhold der gjorde det muligt at nedlægge så mange duer i sidste sæson. Vi kan se af svarene, at det store udbytte i høj grad  er et udslag af den hårde vinter, hvor det blev mere forudsigeligt hvilke ruter duerne valgte når de skulle søge føde. Men måske har jægerne også lært noget om hvordan de skal komme på skudhold af duerne om vinteren. Det vil måske vise sig når vi igen får en mildere vinter.”

Det er øvrigt jægerne i Østdanmark der nedlægger langt de fleste duer, fortæller Asferg. DMU vurderer at bestanden af ringduer på ingen måde er truet af det store udbytte i sidste sæson.

Udviklingen i jægernes udbytte af ringduer
Udviklingen i jægernes årlige udbytte af ringduer i Danmark.

Også fremgang for andre arter

Opgørelsen af sidste sæson vildtudbytte viser også at:

  • Det samlede udbytte blev godt 2,5 millioner stykker vildt – en stigning på 11 %
  • Der var markante stigninger i udbyttet af krondyr, agerhøns, gæs og råger
  • Der var markante fald i udbyttet af ederfugle og blishøns.

 i Seniorbiolog Tommy Asferg, tlf. 8920 1539, ta@dmu.dk

DMUNyt Årgang 14 nr. 16, 2. december 2010

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012