Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2010 » Nr. 17 » Nyt projekt om naturgenopretning

Nyt projekt skal give bedre grundlag for naturgenopretning

I de seneste årtier er der brugt milliarder af kroner på at gennemføre store naturgenopretningsprojekter i Danmark, men der er ikke indsamlet systematisk dokumentation og viden om effekten af indsatsen. Man mangler derfor en oversigt over hvad der virker, hvor effektivt det er, og hvad det koster.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet har fået bevilget 6 millioner kr. fra ”15. Juni Fonden”. Projektet har til formål at skabe et grundlag for ”evidensbaseret naturgenopretning” ved at definere målsætninger, målrette virkemidler og foretage en videnskabelig evaluering af de forskellige virkemidlers effektivitet i forhold til at nå det overordnede mål om at standse tilbagegangen i biodiversitet. Projektet fokuserer på den terrestriske natur og udføres i tæt samarbejde med Biologisk Institut ved Aarhus Universitet. Projektet løber over to år og afsluttes ved udgangen af 2012.

Skjern Å 2004

Skjern Å, Danmarks største enkeltstående naturgenopretningsprojekt. Der er gennem de seneste årtier brugt milliarder på naturgenopretningsprojekter i Danmark, men ofte har man forsømt at opstille målsætninger for og dokumentere effekten på biodiversiteten.

i Forskningschef Flemming Skov, tlf. 8920 1525, fs@dmu.dk, seniorforsker Rasmus Ejrnæs, tlf. 8920 1515, rej@dmu.dk

DMUNyt Årgang 14 nr. 17, 13. december 2010

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012