Aarhus University
DU ER HER: Udgivelser » DMUNyt (nyhedsbrev) » 2011 » Nr. 1 » Ti millioner fra forskningsråd til drivhusgasarbejde

Ti millioner fra forskningsråd til drivhusgasarbejde

Seniorforsker Lise Lotte Sørensen, DMU, foran en af de målestationer der skal bruges i projektet.

Af Jens C. Pedersen

Seniorforsker Lise Lotte Sørensen, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, har fået støtte fra Det Strategiske Forskningsråd til at undersøge udvekslingen af drivhusgasser mellem atmosfæren og landjord og havområder.  

Projektleder Lise Lotte Sørensen har sammen med en række danske kolleger netop fået bevilget 10 millioner kroner til projektet ECOCLIM (Ecosystems Surface Exchange of Greenhouse Gases in an Environment of Changing Anthropogenic and Climatic Forcing). 

Når klimaet ændres, påvirker det udvekslingen af drivhusgasser mellem hav/land og atmosfæren. Et ændret klima vil således ændre de naturlige økosystemer og dermed optaget af CO2 (kuldioxid). Ændrede temperaturer eller nedbørsforhold vil også typisk føre til at landmændene skifter til andre dyrkningsmetoder eller afgrøder. 

For at kunne forudsige disse såkaldte ”feedback”-effekter er det vigtigt at forstå samspillet mellem klimaet og vores økosystemer til lands og til vands. 

Videnskaben har gennem de sidste 15 år undersøgt udvekslingen af drivhusgasser mellem atmosfæren og forskellige økosystemer på land, men der er kun få undersøgelser af udvekslingen imellem fjorde og kystnære farvande og atmosfæren. Det skal det nye ECOCLIM-projekt nu råde bod på.

Bedre opgørelser

Flere af projektdeltagerne har deltaget i EU-projekterne Euroflux og CarboEurope, hvor udvekslingen af CO2 mellem atmosfæren og land-økosystemer forskellige steder i Europa er undersøgt. Lise Lotte Sørensen har også tidligere, blandt andet som led i kulstofprojektet under Galathea 3-ekspeditionen målt CO2-udveksling mellem atmosfæren og havområder. ECOCLIM er imidlertid et af de første projekter hvor man samtidigt ser på CO2-udveksling med både landjorden og havområder så man kan opgøre en samlet effekt. 

I ECOCLIM-projektet vil Lise Lotte Sørensen og hendes kolleger udvide forståelsen af udvekslingen imellem atmosfæren og økosystemerne, med særligt fokus på de marine økosystemer. Forskerne vil også opbygge et modelsystem til at undersøge klimaets og de menneskelige aktiviteters påvirkning af emissioner (udslip) af drivhusgasserne metan (CH4) og CO2 fra naturlige økosystemer. Forskerne vil således forbedre opgørelserne af de danske naturlige økosystemers bidrag til drivhusgas-emissionerne. Opgørelsen af disse bidrag er i dag baseret på skøn.   

Bevilling i skarp konkurrence

Bevillingen til ECOCLIM er givet efter en todelt ansøgningsproces til Det Strategiske Forskningsråds Programkomité for Bæredygtig Energi og Miljø, hvor der i fase 1 (prækvalifikationen) indkom 88 ansøgninger til i alt ca. 1,5 mia. kr. I den endelige ansøgningsfase indkom 32 ansøgninger, hvoraf de 15 blev imødekommet med i alt 280 millioner kr. 

Projektet er fireårigt og udføres i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet, Roskilde Universitet, DTU og forsknings- og konsulentfirmaet VitusLab, som er startet af to tidligere DMU-medarbejdere. 

i Seniorforsker Lise Lotte Sørensen, tlf. 4630 1143, lls@dmu.dk 

DMUNyt Årgang 15 nr. 1, 13. januar 2011

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012