
Af Jens C. Pedersen
Aarhus Universitet (AU) har besluttet en række omfattende ændringer af organisationen. For DMU betyder ændringerne at de nuværende forskningsafdelinger fordeles på to institutter. Herudover oprettes et Nationalt Center for Miljø og Energi (DMU), som vil varetage samarbejdet med myndigheder og erhverv.
AU’s ambition er at stå stærkt blandt Europas moderne universiteter. I 2006-07 fusionerede universitetet med fem andre forsknings- og uddannelsesinstitutioner, herunder DMU. Målet med de nye ændringer er at realisere det faglige potentiale på tværs af de hidtidige grænser i organisationen fuldt ud i både forskning, undervisning, myndighedsbetjening og erhvervssamarbejde.
DMU udgør sammen med de tidligere fakulteter for Naturvidenskab og Jordbrugsvidenskab fra årsskiftet Faculty of Science and Technology. Fakultetet ledes af dekan Brian Bech Nielsen.
Videre er det nu besluttet at samle AU’s hidtidige 55 institutter og forskningsafdelinger på 26 nye institutter. Som led i dette samles DMU’s nuværende otte forskningsafdelinger på to nye institutter:
Den nye institutstruktur forventes at træde i kraft den 1. juli.
Samtidig har universitetet besluttet at samle administrationen i én samlet organisation som refererer til universitetsdirektøren.
Universitetet ønsker at samle forskere og undervisere på de to campusser i Aarhus og Emdrup.
Derfor er det planen at DMU’s medarbejdere i Silkeborg og Kalø om en fire-fem år flytter til Campus Aarhus hvor der skal opføres en ny bygning i tilknytning til det nuværende Biologisk Institut. Silkeborg og Kalø reduceres til forsøgsstationer idet det dog undersøges om der kan placeres undervisnings- og kursusaktiviteter i bygningerne. Med samme tidshorisont er det planen at DMU’s bygninger i Roskilde rømmes og aktiviteterne overføres til Campus Emdrup.
For at sikre en entydig indgang til myndigheder og erhverv oprettes et Nationalt Center for Miljø og Energi (DMU), der fungerer som den udadvendte skranke og salgsenhed for myndighedsbetjening. Centret vil være AU’s nøglespiller i relation til Miljøministeriet, Klima- og Energiministeriet, Grønlands Selvstyre mv.
En væsentlig opgave for centret vil være at koordinere og kvalitetssikre de forskningsbaserede myndighedsopgaver og den øvrige videnudveksling inden for miljø og energi.
Det nationale kompetencecenter ledes af en centerdirektør med reference til dekanen.
Direktør og prodekan for videnudveksling Kurt Nielsen vurderer at ændringerne giver gode muligheder for fremtidens DMU:
”Vi bliver nu endnu bedre rustede til at løse myndighedsopgaverne fordi vi fremover kan trække på den samlede videnbase på AU. Oprettelsen af det nationale kompetencecenter betyder at vi skaber en klar indgang til universitets kompetencer på inden for miljø og klima for myndigheder og erhverv. Vi vil også have mulighed for at videreudvikle DMU’s brand i regi af centret.”
Konstitueret direktør og prodekan for videnudveksling Kurt Nielsen, tlf. 8920 1780, kni@dmu.dk
Årgang 15 nr. 5, 16. marts 2011