Aarhus University
DU ER HER: Vand » Galathea 3 » DMU-projekter » Kviksølv i troposfæren

Kviksølv i troposfæren

Den globale fordeling af kviksølv i troposfæren

(Troposfæren er den nederste del af atmosfæren op til ca. 20 kilometers højde)

Kviksølv er et enestående metal, da det er det eneste af metallerne som er flydende ved rumtemperatur. Det betyder, at kviksølv også ved almindelige temperaturer fordamper og optræder på gasform. Medens alle andre metaller kun findes i atmosfæren i forbindelse med partikler, er den overvejende del af kviksølv i atmosfæren således i form af gas.

Alle kendte former for kviksølv er giftige for mennesker, og kviksølv findes også ophobet i fødekæderne helt op i Arktis, hvor man har målt høje koncentrationer i bl.a. isbjørne.

Til trods for stor offentlig opmærksomhed omkring netop kviksølv, er der stadig langt til den fulde forståelse af spredning og eksponering for dette metal.

Målet med projektet er at bestemme variationerne i atmosfærens kviksølvindhold og relatere den til luftmassernes oprindelse og tilstedeværelsen af kilder og dræn, dvs. optag eller udfældning af kviksølv.

Galathea ekspeditionen krydser ikke blot flere verdenshave, men vil også sejle i luftmasser med vidt forskellig oprindelse og sammensætning. Det er hensigten under rejsen at gennemføre kontinuerte målinger af atmosfærisk kviksølv sammen med målinger af CO (kulilte) og O3 (ozon), der er indikatorer for hhv. forbrænding og troposfære kemi. Projektet vil have særlig opmærksomhed på perioder, hvor Galathea sejler i kontinentale luftmasser. På den måde indsamles enestående informationer om fordelingen af kviksølv i atmosfæren.

Resultaterne vil blive anvendt i en model for den globale atmosfære transport, som kan styrke fortolkningen af data på en global skala og hjælpe med at forstå spredning og eksponering for kviksølv til så fjerne egne som Arktis.

 Projektleder, seniorforsker, ph.d. Henrik Skov , tlf. 4630 1162, hsk@dmu.dk

Andre projektdeltagere fra DMU:


Forskningsassistent Britt Tang Sørensen, tlf. 4630 1105, brts@dmu.dk

Kemotekniker Bjarne Jensen, tlf. 4630 1138, bj@dmu.dk

Laboratoriefuldmægtig Henrik W. Madsen, tlf. 4630 1174 , hwm@dmu.dk

Laboratoriefuldmægtig Christel Christoffersen, tlf. 4630 1652,  chc@dmu.dk       

Detaljeret projektbeskrivelse (på engelsk; pdf format, 90 kB)

Læs mere

Kviksølv koncentreres i Arktis. Artikel i DMUNyt, 2004

Kviksølv i atmosfæren (EMU, Danmarks Undervisningsportal)

Se også Britt Tang Sørensens blog  (Politiken.dk)

Rejsegilde. Foto: DMU/Jens C. Pedersen

Rejsegilde. Mandag den 31. juli blev der holdt "rejsegilde" for den container kviksølvanalyserne skal foregå i. Projektleder Henrik Skov (blå skjorte) holdt en lille tale hvor han takkede de teknikere som arbejder på at få containeren klar til ekspeditionen. Torsdag den 3. august skal containeren til Frederikshavn og bringes ombord på ekspeditionsskibet "Vædderen" hvorefter kemotekniker Bjarne Jensen, IT-medarbejder Keld Mortensen og projektleder Henrik Skov skal montere det sidste udstyr.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012