På forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland findes praktisk taget alle de naturformer samt plante- og dyrearter, som kendetegner Højarktis. Her gennemfører Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Københavns Universitet som de primære aktører et omfattende program for overvågning og forskning i effekterne af klimaændringer.

Af Hans Meltofte

Da de menneskeskabte klimaændringer kom på den verdenspolitiske dagsorden sidst i 1980erne stod det klart, at der var et meget stort hul i Grønlands og dermed Danmarks overvågning af udviklingen i natur og økosystemer, nemlig hele den højarktiske del af Grønland. Det er hele Nord- og Nordøstgrønland, hvor der kun ligger en lille håndfuld vejr- og militærstationer.

Oprettelsen af en forskningsstation i Nordøstgrønland blev derfor en højt prioriteret opgave for det dengang nyoprettede Dansk Polarcenter, og valget faldt på Zackenberg nær Slædepatruljen Sirius’ base i Daneborg. Her fandtes praktisk taget alle de naturformer samt plante- og dyrearter, som kendetegner Højarktis, og her var der mulighed for at etablere en lille landingsbane ved en forskningsstation centralt placeret i dalen.

Opførelsen af stationen blev påbegyndt i 1995, og siden har et omfattende program for overvågning og forskning i effekterne af klimaændringer været udført primært af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Københavns Universitet. Overvågningen foregår i fire programmer:

1. et klimaprogram, som registrerer alle de normale klimaparametre samt ind- og udgående stråling,

2. et naturgeografisk program, som dækker processerne i landskabet lige fra sedimenttransport i elvene til udvekslingen af kuldioxid mellem tundraen og atmosfæren,

3. et biologisk program, der dækker alt fra planternes blomstring til moskusoksernes kalveproduktion, og

4. et marint program, som dækker hele de marine økosystem.

Arktis defineres oftest som landet nord for trægrænsen, dvs. tundraen, som har en middeltemperatur på under +10-12ºC for den varmeste måned. Arktis deles så igen op i en lavarktisk del, hvor der er frodigt med buske på op til en halv meters højde, og en højarktisk del, hvor middeltemperaturen er under +5-6 ºC for den varmeste måned, og hvor vegetationen ikke bliver mere end 5-10 cm høj.

Det er her i den højarktiske del, at de største effekter af de menneskeskabte klimaforandringer kan forventes. Højarktis har nemlig en stærkt begrænset udbredelse, klemt inde som det er mellem den udstrakte lavarktiske zone mod syd og Polarishavet mod nord, så Højarktis ikke bare kan ”flytte nordpå” efterhånden som klimaforandringerne slår igennem. Klimamodellernes beregninger viser således, at langt det meste af Højarktisk risikerer at forsvinde, og sammenlagt kan det forventes at omkring halvdelen af Arktis vil gro til med træer og buske og således ikke længere være tundra. Hermed får de arktiske arter af planter og dyr reduceret deres levesteder ganske betydeligt, og en række arter risikerer helt at forsvinde.

Logistikchef Morten Rasch, Københavns Universitet, tlf. 7248 8110,   mras@dmu.dk / Zackenberg@geogr.ku.dk (videnskabelig leder af forskningsstationen)

Seniorrådgiver Hans Meltofte, DMU, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk (biologi)

Forsker Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932,  mpt@dmu.dk (naturgeografi)

Forsker Dorthe Petersen, Grønlands Forundersøgelser, tlf. +299 34 88 00, dop@asiaq.gl (klima)

Forsker Niels Martin Schmidt, DMU, tlf. 4630 1924, nms@dmu.dk (biologi)

Professor Søren Rysgaard, Grønlands Naturinstitut, tlf. +299 36 12 46,  rysgaard@natur.gl (hav og fjord).

Læs også:

Effekter af klimaændringer i Grønland

Historier om klimaændringer:

Storisen og nedbørsmængden på land i Østgrønland svinger modsat

Havisen i Polarishavet er allerede skrumpet 15 % over de sidste 25 år, og inden for de næste 70-100 år kan den forsvinde helt om sommeren, viser nogle af klimamodellernes beregninger. Det kan få voldsomme konsekvenser for nedbørsmængderne i Østgrønland og andre dele af Arktis, der i dag ligger ud til isdækkede havområder. I store perioder svinger isdækket udfor Østgrønland modsat med nedbøren i Zackenberg således at når der er mindre storis er der mere nedbør på fastlandet. I andre perioder er det de overordnede klimatiske forhold (North Atlantic Oscillation) der primært hænger sammen med nedbøren på land. Teorien er at isen i perioder virker som en slags ”forlængelse” af landet, så vejret inde på kysten ikke udsættes for nær så stærk en påvirkning fx fra fordampningen fra havet. Derved forekommer der ikke nær så meget sne, regn og tåge, som der ellers ville. Denne effekt forsvinder, når isen forsvinder, så der i perioder kan forventes langt mere nedbør og dermed snedække om vinteren, inklusive perioder med tø og regn selv om vinteren. Dette vil i givet fald få voldsomme konsekvenser for livet på tundraen (se nedenfor).

Kontakt

Forsker Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932, mpt@dmu.dk.

Vil tundraen øge eller mindske den globale opvarmning?

Klimamodellernes beregninger viser, at temperaturen i Arktis kan forventes at stige dobbelt så meget som for Jorden som helhed. Sker det, kan der frigives milliarder af tons kuldioxid og metan fra tundraens tørv, når permafrosten slipper sit tag i de ofte metertykke tørvelag, der strækker sig over tusinder og atter tusinder af kvadratkilometer i Sibirien og Canada. Det vil øge Jordens drivhuseffekt yderligere, det der hedder en ’positiv’ feed-back-mekanisme, og dermed bringe os ind i en ond spiral, hvis ikke tilgroningen af tundraen med træer og buske og dermed optaget af kuldioxid udligner frigivelsen fra tundraen. Hvordan den højarktiske tundra reagerer, har været undersøgt i Zackenberg i nu 11 år.

Kontakt

Forsker Mikkel Tamstorf, DMU, tlf. 4630  1932, mpt@dmu.dk.

Overisninger om vinteren kan udrydde moskusokserne over store dele af Højarktis

Et af ”skrækscenarierne” med de forventede klimaændringer er, at det vil blive mere almindeligt med tøvejrsperioder i vinterhalvåret. Det vil kunne udrydde bestanden af moskusokser i store områder, sådan som det tidligere er sket ved flere lejligheder i det 20. århundrede. I Højarktis, som er det eneste område i Grønland, hvor moskusokserne forekommer naturligt (okserne i Vestgrønland er resultatet af udsætninger foretaget af mennesker), er økosystemerne afhængige af, at når det begynder at fryse i september, så fryser det uafbrudt til engang i maj. Kommer der dage med tø i denne periode, dannes der et ”ispanser” på sneen og på landskabet, så dyrene ikke kan komme ned til vegetationen, hvorfor de sulter ihjel.

Professor Mads C. Forchhammer, DMU, tlf. 4630 1958,  mcf@dmu.dk.

Vadefuglene er den dominerende fuglegruppe på den arktiske tundra. Det er de fugle, som vi ser i tusindtallige flokke langs vore kyster i træktiderne forår og efterår, og som optræder i hundredtusindvis i Vadehavet. Mange af disse fugle yngler på tundraen, hvor de er stærkt afhængige af tidspunktet for snesmeltningen om foråret. Sker snesmeltningen sent, kan de ikke komme i gang med at lægge æg og deres ynglesucces bliver forringet. Klimamildningen vil i første omgang betyde tidligere snesmeltning i store dele af Arktis, hvilket er en fordel for de mange millioner vadefugle, der yngler på tundraen. Men på længere sigt vil fuglene blive fortrængt efterhånden som tundraen gror til med buske og træer.

Sseniorrådgiver Hans Meltofte, DMU, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk.