16. maj. Pollen i Øresund
Fiskere i Øresund har set en kraftig gulfarvning af vandet flere steder. Mange træarter slipper deres pollen på denne tid af året. En del af dette polen flyver med vinden ud over havet og er efter al sandsynlighed årsag til gulfarvningen.
Se også Länstyrelsen i Stockholms Läns hjemmeside.
14. maj. Blågrønalger i Østersøen
Det Finske Miljøinstituts prognose viser at der er en høj risiko for opblomstringer af blågrønalger i sommer i den sydvestlige del af Østersøen.
Prognosen bygger på målinger af koncentrationer af næringsstoffer i vandet og den høje risiko er under forudsætning af en varm sommer, der er afgørende for blågrønalgernes vækst.
Hvis sommeren bliver varm og med perioder med let østenvind er der stor sandsynlighed for at blågrønalgerne fra den sydvestlige del af Østersøen driver ind i den sydøstlige del af de indre danske farvande.
Man finder generelt blågrønalgerne i de højeste koncentrationer i juli og august i danske farvande ofte sammenfaldende med ferieperioder og varmt vejr, hvor mange søger til strandene for at bade.
Danmarks Miljøundersøgelser vil løbende følge udviklingen og rapportere om forekomsterne af blågrønalger samt store forekomster af andre alger.