Aarhus University
DU ER HER: Vand » Havmiljø » Algeopblomstring i danske farvande » Arkiv » 15. - 22. maj

15. - 22. maj

22. maj. Chattonella opblomstring.

Chattonella-algen er på retur. Udbredelsen Chattonella langs den jyske vestkyst er nu begrænset til et område 15-20 sømil uden for kysten ved Husby Klit. Her findes stadig forhøjede klorofylkoncentrationer i et vandlag 5-10 meter under overfladen, og en del Chattonella-algeceller. Langs den øvrige del af Vesterhavskysten og i Skagerrak er cellekoncentrationen nu lav.

Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Fiskeriundersøgelser vurderer, at sandsynligheden for at algen blomstrer op igen i år er meget lille.

Nye tilførsler af næringssalte i forbindelse med stille og solrigt vejr kan give anledning til nye opblomstringer af andre arter i såvel Nordsøen som i de indre farvande.

20. maj. Chattonella opblomstring.

De seneste undersøgelser af Chattonella langs den nordlige del af den jyske vestkyst tyder på, at algerne er mindre udbredt end tidligere. Dog findes der bælter med alger 15-20 sømil ude for kysten ved Husby Klit.

Danmarks Fiskeriundersøgelsers skib DANA har siden tirsdag middag undersøgt forekomsten af Chattonella i Nordsøen ud for den jyske vestkyst nord for Husby Klit. Den stærke vind i området medfører, at der sker en kraftig omrøring af vandet, hvilket betyder at algerne nu er fordelt over store vanddybder. Algekoncentrationen er derfor faldet, og der er ikke observeret brunt overfladevand. I et område 15-20 sømil ud for kysten findes stadig forhøjede klorofylkoncentrationer i et vandlag 5-10 meter under overfladen.

I løbet af det næste døgn undersøges for algeforekomster i den sydlige del af den jyske vestkyst.

17. maj. Chattonella opblomstring.

De seneste undersøgelser af Chattonella i den østlige del af Nordsøen og i Skagerrak viser, at algen stadig findes i forholdsvise store forekomster ca 10 sømil ude langs den jyske vestkyst op til Hanstholm. I selve Skagerrak observeres der nu kun få Chattonella-celler.

Vejrudsigten for de kommende dage forudsiger vestlig vind. Dermed er der risiko for at Chattonella-opblomstringen igen føres ind i de kystnære områder, og at algerne føres nordpå med den Jyske Kyststrøm.

For at følge den videre udvikling gennemfører Danmarks Fiskeriundersøgelsers skib DANA et togt fra den 19.- 22. maj. Togtet udføres i samarbejde mellem Danmarks Fiskeriundersøgelser og Danmarks Miljøundersøgelser. Det norske undersøgelsesskib Håkon Mosby vil samtidig observere forholdene i Skagerrak og det nordlige Kattegat.

15. maj Chattonella opblomstring.

En art af slægten Chattonella har siden slutningen af april dannet opblomstring i Skagerrak og langs den vestjyske kyst. Opblomstringen har medført fiskedød i norske fiskefarme og hos fritlevende fisk langs den danske vestkyst. Især hornfisk har været udsat, da de holder til ved overfladen, hvor de højeste koncentrationer af alger findes. I modsætning til andre fisk flygter hornfiskene tilsyneladende ikke fra de algefyldte vandmasser. Fiskedøden har været koncentreret i området fra Hirtshals i nord (i starten af ugen) til Thorsminde i syd (midt på ugen).

I følge de seneste meldinger fra norske og danske kilder er der store forekomster af Chattonella langs hele den jyske vestkyst, og i den vestligste del af Limfjorden (Nissum Bredning). I Nordsøen findes de højeste koncentrationer 5-10 sømil fra kysten. Det norske skib Dannevig (Flødevigen) oplyser, at algekoncentrationen torsdag aften (14.5.98) ud for Thorsminde var op til 18 millioner celler pr liter. Algemængden faldt vestover og algerne var stort set forsvundet omkring 45-50 sømil fra Jyllands kyst. Godt 5 sømil ud for Skallingen blev der fredag formiddag fundet koncentrationer på op til 23 millioner celler pr liter.

I den nordligste del af algens udbredelsesområde er planktonsamfundet domineret af Chattonella, dvs. at der er få andre alger og meget lidt zooplankton. I den sydlige del af Nordsøen består planktonsamfundet af mange forskellige arter; dette gælder også i de tilfælde hvor koncentrationen af Chattonella er høj.

Vand fra Skagerrak spredes i et dybereliggende vandlag ned i Kattegat. Undersøgelser i Kattegat-området viser, at Chattonella også er tilstede her, men at celle koncentrationerne er meget lave.

Chattonella slægten producerer giftstoffer, der ødelægger gællevævet hos fisk. Der ud over indikerer japanske laboratorieundersøgelser, at i det mindste nogle Chattonella-arter kan danne nervegifte (brevetoxin), men der er aldrig konstateret nervetoksiske effekter i naturen i forbindelse med opblomstringer af Chattonella. Toksicitetstest (musetest) i Norge har vist, at der ikke er nervetoksiner i fisk og muslinger, der har været udsat for Chattonella-algerne. Danmarks Miljøundersøgelser har fået udført musetest med algekoncentrater, og der blev heller ikke ved disse test påvist nervetoksiske effekter.

Årsagen til de store algeopblomstringer er sandsynligvis en stor tilførsel af næringsrigt vand fra de tyske floder til Tyske Bugt, som følge af et meget nedbørsrigt forår. I slutningen af april blev der målt meget høje næringssaltkoncentrationer i Tyske Bugt. Det næringsrige vand er ført med den Jyske Kyststrøm op langs Jyllands vestkyst. Som følge af vejrforholdene i slutningen af april nåede kyststrømmen i slutningen af april helt op til Skagen, hvorfra den løb videre over til den svenske kyst og langs Norges sydkyst. Mens vandet løber mod nord forbruges næringsstofferne af algerne i vandet, men i slutningen af april var der ved Skagen stadig usædvanligt høje kvælstof(N)koncentrationer (som nitrat). Fosfor(P)koncentrationen var derimod faldet markant. Forhold med lave fosforkoncentrationer og dermed høje kvælstof:fosfor forhold kan fremme toksinproduktionen hos mange fisketoksiske flagellater. De seneste målinger af næringssaltkoncentrationer i det algerige vand viser at der stadig er kvælstof til at underbygge videre vækst af algerne (norske målinger fra starten af ugen).

Med det nuværende vejr forventes algerne at spredes i Nordsøen samt at bevæge sig langsomt sydover langs kysten. Sålænge der er næringsstoffer i vandet, og vejrforholdene er rolige og solrige kan Chattonella fortsætte sin vækst. Det ses dog ofte at virusangreb eller ændrede konkurrenceforhold stopper en algeopblomstring eller medfører ændringer i artssammensætningen.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012