Aarhus University
DU ER HER: Vand » Havmiljø » Algeopblomstring i danske farvande » Arkiv » 26 - 30. marts

26 - 30. marts

30. marts. Chattonella i Ålborg bugt

Nordjyllands Amt har i deres undersøgelser af fytoplankton fundet Chattonella sp. i en koncentration på 1 million celler per liter i Ålborg Bugt i en prøve taget i Ålborg Bugt den 20. marts 2001. Tre uger forinden var Chattonella tilstede i samme område i lave koncentrationer (20.000 celler per liter). I prøver fra Læsø rende fandt Nordjyllands Amt mange kiselalger, men ingen Chattonella, og der den 21. marts blev heller ikke registreret Chattonella på Nordjyllands Amts stationer ud for Hirtshals.


Ringkøbing Amt har undersøgt prøver fra Hvide Sande (21. marts) og Tyborøn Kanal (22. marts). I begge områder var fytoplankton domineret af kiselalger, men Chattonella blev fundet i lave koncentrationer på hhv. 480 og 3120 celler per liter.


Langs Norges syd-øst kyst er der stadig store forekomster af Chattonella og bekymring for fisk i havbrug. Der blev den 29. marts fundet op til 10 millioner celler af Chattonella per liter i Oksefjorden (http://algeinfo.imr.no/). 


Der vil blive bragt algemelding igen, når der kommer yderligere oplysninger om Chattonella-opblomstringen.

26. marts. Chattonella i Kattegat og Skagerrak

I løbet af marts måned er Chattonella sp. blomstret op i store dele af Kattegat/Skagerak. Chattonella er en slægt af raphidophyceer, der ved store forekomster specielt i Japan er kendt for at slå fisk i havbrug ihjel. Chattonella spp. blev for første gang i danske farvande fundet i høje koncentrationer langs den jyske vestkyst i april-maj 1998. I forbindelse med den opblomstring registreredes fiskedød (specielt hornfisk) ved vestkysten, mens Chattonella samtidigt slog store mængder af fisk i havbrug ihjel i Norge.

Århus Amt undersøger rutinemæssigt fytoplankton i Århus Bugt og Hevring Bugt nord for Djursland. I prøver indsamlet den 6. marts observeredes flagellater, der i størrelse, form og øvrigt udseende, ligner de flagellater, der i foråret 1998 og 2000 blev registreret som Chattonella spp. Flagellaterne var ovale/aflange og ca. 20-40 µm lange.

Chattonella sp. fra Hevring Bugt og Århus Bugt den 6. marts 2001. Foto: Helene Munk Sørensen, Århus Amt.

Flagellaterne forekom i Århus Bugt i koncentrationer på ca. 57.000 celler per liter, mens der i Hevring bugt fandtes ca. 24.000 celler per liter. Ved prøvetagningen var fytoplankton præget af forårsopblomstringen med dominans af kiselalger (Skeletonema costatum, Chaetoceros arter m.fl.).

Ved prøvetagninger i de samme områder den 21. marts fandt Århus Amt færre end 5000 celler af Chattonella per liter i Århus Bugt, hvor forårsopblomstringen er ophørt. I Hevring Bugt var der stadig forårsopblomstring og der blev fundet ca. 60.000 - 80.000 celler af Chattonella sp. per liter.

Chattonella forekommer i øjeblikket også langs den svenske Kattegat/Skagerak kyst i koncentrationer fra ca. 100.000 celler per liter og op til 5 millioner celler per liter fundet ved Kristineberg/Fiskebäkskil nord for Göteborg den 16. marts.

Langs Norges syd-østkyst mod Skagerak har opblomstringen af Chattonella allerede slået 680 tons fisk i havbrug ihjel (http://algeinfo.imr.no/). Der er ingen meldinger om effekter af Chattonella-opblomstringen i danske og svenske farvande.

Udviklingen i forekomsten af Chattonella vil blive fulgt og algemeldinger bragt, når der foreligger nye informationer.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012