Aarhus University
DU ER HER: Vand » Havmiljø » Algeopblomstring i danske farvande » Arkiv » 2. - 9. august

2. - 9. august

9. august. Nodularia i Køge Bugt og Øresundsområdet.

Som følge af den kraftige vind i går, er der mange steder sket en opblanding af vandet, så der ikke længere forekommer tydelige ansamlinger af alger i overfladevandet. Den eneste nye algemelding er fra Ishøj Strand, hvor der i morges ikke var synlige forekomster af alger.De daglige algemeldinger vil i denne omgang blive indstillet, medmindre situationen udvikler sig negativt.

6. august. Nodularia i Køge Bugt og Øresundsområdet. Algegifte i muslinger. Prorocentrum i østjyske fjorde.

Algesituationen i de indre danske farvande er fortsat præget af blågrønalger specielt i de sydøstlige områder og massive opblomstringer af furealgen Prorocentrum minimum i de østjyske fjorde. Dog er algeforekomsterne i Horsens Fjord væsentlig mindre end i sidste uge. Idag var der kun misfarvning af vandet helt inde i havnen.

Fødevaredirektoratet har i en pressemeddelelse fra torsdag d. 5 august rapporteret, at der i Ho Bugt ved Esbjerg er fundet ophobning af algegifte i muslinger. Giftstofferne er af typen diarréfremkaldende skaldyrsgifte. Hvis man spiser forgiftede muslinger kan det give diarré, opkastninger og mavekramper. Disse giftstoffer produceres af flere arter furealger af slægten Dinophysis, og i øjeblikket forekommer Dinophysis acuminata i koncentrationer op til 900 celler per liter i området. Fødevaredirektoratet meddeler, at der derfor ikke bør indsamles muslinger i Ho Bugt, og det erhvervsmæssige fiskeri er standset.

Blågrønalger findes stadig i store mængder i Køge Bugt og omkring hele Bornholm. På Bornholm er der ikke problemer med ansamlinger på strandene, og i Køge Bugt omkring Køge og i området fra Ishøj Strand til Brøndby findes de store koncentrationer af alger langt ude fra strandene. Københavns Amt vil ikke opretholde advarsler mod badning i området fra Ishøj Strand til Brøndby i weekenden. Ved badning bør man dog være opmærksom på, at vejrforholdene vil have stor betydning for, hvorvidt algerne driver mod strandene, og der vil stadig være mulighed for lokale ansamlinger. Således var der i morges (fredag d. 6. august), store mængder blågrønalger helt inde ved stranden omkring Mosede Havn.

Udsigten for udviklingen i algeforekomsterne i løbet af weekenden vil afhænge af vejret. Vejrudsigten fra DMI fredag d. 6. august kl 14:00 lover fortsat østenvind lørdag og søndag, og der vil derfor fortsat være høje koncentrationer af blågrønalger i Fakse Bugt, Køge Bugt og langs Øresundskysten med mulighed for ansamlinger ved strandene. Tilsvarende vil de høje koncentrationer af alger i de østjyske fjorde forventes at fortsætte. Såfremt vinden som forudsagt frisker op søndag, vil algekoncentrationerne i overfladevandet dog kunne mindskes som følge af en opblanding af vandet.

5. august. Nodularia i Køge Bugt og Øresundsområdet. Prorocentrum i østjyske fjorde.

Algeforekomster 4. august (forekomster af Noctiluca er fra før 4. august.)

Der er foretaget en overflyvning af en række af de danske hav- og kystområder onsdag d. 4 august 1999. Et kort resume af de væsentligste informationer er præsenteret her.

Det er ikke muligt at angive, hvad det er for alger alene udfra flybilleder, men koblet med de lokale myndigheders informationer har vi i det efterfølgende givet en vurdering af situationen. Giftalgen Nodularia er fortsat almindelig udbredt. Den er observeret følgende steder: Fakse Bugt, Køge Bugt (overvejende ude i bugten), lokalt ved Øresundskysten nord for København samt længere ude i vandet i Øresund og Kattegat lige nord for Øresund, sydkysten af mundingen af både Flensborg Fjord og Horsens Fjord samt store mængder ved nordkysten af mundingen af Vejle Fjord. Furealgen Prorocentrum minimum forekommer i så store mængder, at vandet farves chokoladebrunt i bunden af Flensborg Fjord og en række østjyske fjorde (Kolding, Vejle, Horsens og Mariager). Forekomsterne her er af den senere tids østenvind blevet presset længere ind i fjordene, og opblomstringerne strækker sig derfor ikke så langt ud i fjordene som i sidste uge.

En mere detaljeret beskrivelse af de enkelte områder gives i det følgende.

Sjælland: Fakse Bugt er generelt grøn af blågrønalger. D. 3 august var der også store forekomster i Fakse Bugt med de største koncentrationer ca. 100 m fra kysten. Køge Bugt var præget af uklart vand ude i bugten og lokale forekomster af Nodularia. Ved stranden sås brune bræmmer af alger, der dog ikke var Nodularia. Langs Øresundskysten nord for København var vandet klarere end sydpå, men dog mere uklart end ved Sjællands nordkyst. Der flød enkelte ansamlinger af blågrønalger 50-100 m fra kysten, og ved Svanemøllehavnen var der lokalt større mængder. I Kattegat nord for Øresund fandtes Nodularia i et bælte fra Danmark mod Sverige, mens hele den sjællandske nordkyst og Sejrøbugten var klarvandet og uden synlige algeforekomster. Roskilde og Isefjord havde mere uklart vand karakteristisk for algeforekomster, men der blev ikke observeret Nodularia.

I Storebælt ved Langeland og i Smålandsfarvandet var vandet klart. I Smålandsfarvandet driver der enkelte steder trådalger i overfladen.

Fyn: De kystnære områder omkring Fyn var klarvandede og uden synlige ansamlinger af alger. Dog blev der enkelte steder omkring Sydfyn fundet drivende trådalger.

Jylland: Flensborg Fjord samt øvrige østjyske fjorde havde massive algeopblomstringer (Prorocentrum minimum) i bunden af fjordene, hvor vandet i mange tilfælde var vandet farvet chokoladebrunt. Ud mod fjordmundingerne blev vandet gradvist klarere. På sydkysten af mundingen af Flensborg Fjord var der tydelige forekomster af Nodularia. I Vejle Fjord var der en meget tæt opblomstring af Prorocentrum minimum i bunden af fjorden og på nordkysten af fjordmundingen store forekomster af Nodularia. Horsens Fjord var brun af Prorocentrum minimum i bunden af fjorden og havde ansamlinger af Nodularia langs sydkysten af mundingen sydpå mod Juelsminde. I Århus Bugt var vandet klart, mens Kalø Vig var uklar med grønne algeforekomster (bl.a. Noctiluca). Vandet omkring Djursland og i den ydre del af Randers Fjord og Mariager Fjord (indtil Hadsund) var klart. I den indre del af Mariager Fjord er vandet meget farvet af den store opblomstring af Prorcentrum minimum. Fra vestkysten er der kun meldinger om, at der i området 5-10 sømil ud for Esbjerg er meget god sigt i vandet og ikke er set spor af større algeforekomster.

4. august. Nodularia i Køge Bugt og Øresundsområdet. Prorocentrum i østjyske fjorde. Noctiluca ved jyske vestkyst.

Algekoncentrationerne er fortsat høje i mange kystnære områder, og generelt er der ikke de store ændringer i forhold til situationen d. 3 august. I Kattegat nord for Djursland var vandet igår klart og uden nævneværdige mængder af alger. Det samme var tilfælde ved de fynske kyster, hvor der ikke advares mod badning.

Trods de mere friske vindforhold i weekenden, er algesituationen i Køge Bugt området stort set tilbage til samme situation som før weekenden. De potentielt giftige blågrønalger (Nodularia) blev således igår observeret i store mængder i Køge Bugt og Øresundsområdet. Der er dog i øjeblikket forholdsvis klart vand helt inde ved kysten, hvor der bades, og de største mængder af alger befinder sig 100-1000 m ude fra kysten. I Karrebæksminde Bugt og Fakse Bugt observeredes ved overflyvning tirsdag d. 3. august ca. 400 x 400 m store blågrønalgelignende ansamlinger af alger omkring 100 m fra kysten, og i hele området indenfor Storstrøms Amt var der tydelige striber af alger på vandoverfladen. De lokale myndigheder råder til opmærksomhed på fnug i vandet ved badning advarer mod risiko for algeansamlinger ved kysten i Karrebæksminde Bugt og Fakse Bugt.

Blågrønalgerne findes desuden i lave koncentrationer i Sønderborg Bugt. Udfor Esbjerg er der fra satelit observeret algeforekomster, der sandsynligvis er furealgen Noctiluca scintillans, der i den senere tid er blevet fundet i Limfjorden og ud for Hvidesande og Hirtshals. Undersøgelsesskibet DANA konstaterede tirsdag d. 3 august en rødfarvning af vandet nord for Hirtshals, hvilket formentligt er den samme alge Noctiluca scintillans som de lokale myndigheder har set. Algen er observeret på dybder mindre end 15 m oplyser de lokale myndigheder. Situationen med massive forekomster af furealgen Prorocentrum minimum i de østjyske fjorde er uændret. Således er der fortsat massive algeforekomster i Mariager Fjord og Vejle Fjord, og i Århus Bugten er der fortsat store algeforekomster af flere forskellige ikke-giftige arter. Vandet er fortsat meget uklart i forhold til sidste år med sigtdybder fra 4-5 m mod næsten det dobbbelte sidste år på samme tid.

DMU har et fly på vingerne i dag og en gennemgang af materialet vil blive præsenteret d. 5 august her på siden.

 
Ansamlinger af alger i Fakse Bugt, 3. august. Foto: Beth Søeborg, Storstrøms Amt


Ansamlinger af alger i Karrebæksminde Bugt, 3. august. Foto: Beth Søeborg, Storstrøms Amt

3. august. Nodularia i Køge Bugt og Øresundområdet.

Der er stadig store forekomster af blågrønalger i Køge Bugt og langs Øresundskysten nord for København. I Køge Bugt var mængden af alger ved kysten tilsyneladende lavere i dag end i slutningen af sidste uge, men der flyder stadig store mængder af alger i vandet 100-1000 m fra kysten.

Langs Øresundskysten nord for København er mængden af alger også lavere end i sidste uge, men lokalt forekommer der stadig ansamlinger. Der er ingen nye meldinger fra den øvrige del af landet.


Ansamlinger af blågrønalger midt i Nivå Bugt, 30. juli. Foto: Lars Anker Angantyr, Frederiksborg Amt.

2. august. Nodularia i Køge Bugt og Øresundsområdet. Prorocentrum i østjyske fjorde

I forbindelse med det varme og solrige vejr sidst i juli er der registreret store algeforekomster i adskillige områder. Kortet viser registrerede større algeforekomster - ofte med misfarvning af vandet - i perioden 28. juli til 2. august. Flere forskellige potentielt giftige alger forekommer på nuværende tidspunkt i stort antal. Blågrønalgen Nodularia findes specielt i Køge Bugt, Øresund og mellem Als og Ærø, mens furealgerne Prorocentrum minimum forekommer i stort antal i de østjyske fjorde (op til 90 millioner celler per liter i Vejle Fjord) og Noctiluca scintillans i Skagerrak, Limfjorden og Århus havn. I Århus Bugt er der høje koncentrationer af ugiftige furealger (Ceratium) og kiselalger (Rhizosolenia) (ikke medtaget på kortet).

 
Forekomster af potentielt giftige alger i danske farvande, 28. juli – 2. august.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012