Aarhus University
DU ER HER: Vand » Havmiljø » Algeopblomstring i danske farvande » Arkiv » 30. juli

30. juli

30. juli. Noctiluca opblomstring.

Der har siden slutningen af juni måned været spredte meldinger om forekomster af dinoflagellaten Noctiluca scintillans langs den jyske vestkyst fra den nordlige del af Tyske Bugt op til den nordlige del af Jammerbugten samt i Løgstør Bredning i Limfjorden. Store forekomster af Noctiluca farver vandet orange-rødt. Følgende meldinger om misfarvet vand som følge af algeforekomster er modtaget fra SOK: 25. juni observeredes en ca. 18x20 km rødfarvning af vandet ud for vestkysten i området mellem Nissum Fjord og Nissum Bredning, omkring positionen 56 32 N 008 10 Ø. 20 juli rapporteredes algeforekomster omkring fire positioner: 55 23 N 007 46 Ø (orange, udbredelse ca. 4 x ½ sømil), 56 15 N 007 49 Ø (rød, udbredelse ca. ½ sømil), 56 21 N 007 52 Ø (rød, udbredelse ca. ½ sømil) og 56 25 N 007 53 Ø (rød, udbredelse ca. ½ sømil). 29 juli meldtes om observationer fra både fly og skibe. Samtlige observationer gik på orange-brune ansamlinger af alger i overfladen dækkende hele området fra Jammerbugten i nord (omkring positionen 57 30 N 009 35 Ø) til Thorsminde i syd (omkring 56 23 N 007 50 Ø). Prøver taget af Viborg Amt (29. juli) bekræfter, at der tale om store forekomster af dinoflagellaten Noctiluca. Viborg og Nordjyllands amter har de sidste to uger fundet lignende forekomster af Noctiluca i Løgstør Bredning, hvor algekoncentrationen i øjeblikket på grund af vestenvind er højest i den østlige del af bredningen.

Noctiluca blev også fundet ved vesterhavskysten i den nordlige del af Tyske Bugt ved undersøgelser den 23. juni og den 6. juli og ved den sydlige del af Fanø (55 19 35 N 008 22 50 Ø) samt ved Skallingen (55 31 00 N 008 12 85 Ø) henholdsvis den 25. og den 30. juni. Ved disse prøvetagninger var koncentrationerne fra 100 til 1800 celler pr. liter.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012