(Følgende beskrivelse er udfærdiget af Pipaluk Møller-Lund, Grønlands Naturinstitut)
Dværgbuskhede:
Omfatter alle hedetyper med dominans af dværgbuske. I indlandet vil man typisk finde blandingsheder på svagt skrånende terræn, mens de nærmere kysten også findes på fladt terræn og sydvendte skråninger. Dværgbuskene er sjældent over 1 meter høje, og arterne er typisk revling (Empetrum ni-grum), blågrå pil (Salix glauca), dværgbirk (Betula nana), mosepost (Ledum palustre) og grønlandspost (Ledum groenlandicum). Typen varierer meget i fugtighed og frodighed og omfatter åbne såvel som mere tætbevoksede he-der. På sydvendte skråninger kan der være indslag af urter.
Lavholdig dværgbuskhede:
Omfatter både store homogene lavflader med over 75% lavdækning og dværgbuskheder med mindre og spredt lavdække med makrolaver, som vok-ser som øer i dværgbuskheden. Disse arter er f.eks. fliget kruslav (Cetrari-ella delisei), snebægerlav (Cladonia stricta), stjerne-rensdyrlav (Cladonia stellaris), (Cladonia stygia), takket bægerlav (Cladonia crispata), sne-kruslav (Flavocetraria nivalis), islandslav (Cetraria islandica), fjeldkoral-lav (Stereocaulon alpinum), rank korallav(St. paschale) og mild rensdyrlav (Cladonia mitis). I indlandet er dværgbirk (Betula nana) den dominerende dværgbusk, mens mosebølle(Vaccinium uliginosum) og revling (Empetrum nigrum) dominerer længere ude, sidstnævnte dominerer fuldstændig hederne nærmest kysten. Buskene er sjældent over ½ meter høje, oftest krybende, og heden er typisk artsfattig og findes på svagt skrånende terræn eller terrasser, hvor dræneringen er god.
Fjeldmark:
Denne type findes typisk i højereliggende områder, med sparsomt plante-dække og sent udsmeltende snedække. I lavlandet findes den på afblæsnings-flader, d.v.s. der hvor vind m.m. forhindrer de fleste planter i at gro. Typen domineres af mosser og laver, samt spredte urter og græsser, men det samle-de plantedække er meget lavt.
Græsland:
Denne type omfatter både overflader med dominans af græsser, halvgræsser og siv, og områder i ravinedale, langs med elve og sø- og strandkanter, hvor der er spredt vegetation. Det plantedækkede græsland dækker typisk større arealer i indlandet på fladt terræn mellem spredte buske og små arealer ved kysten i sydskråninger med god fugtighed. Typens afgrænsning er meget usikker.
Kær:
Kær forekommer typisk som små arealer langs vandløb, søer og i forsænk-ninger, hvorfor denne vegetationstype er vanskelig at kortlægge. Resultatet i denne kortlægning bliver en type, der også omfatter områder i skygge og generelt fugtige områder. Typens afgrænsning er derfor meget usikker. De dominerende slægter er star (Carex sp), kæruld (Eriophorum sp.) og rørhve-ne (Calamagrostis sp.), mosdækket er oftest stort, og plantedækket er op mod 100 %.
Krat:
Op til to meter høje Salix glauca-krat forekommer fortrinsvis i indlandet på fugtig bund på beskyttede steder og fladt eller svagt skrånende terræn. Nær-mere kysten findes typen kun i stærkt hældende sydvendte skråninger, hvor ellekrat (Alnus crispa) også forekommer. Grønlandspost (Ledum groenlan-dicum), revling (Empetrum nigrum)og dværgbirk (Betula nana) indgår i bundvegetationen sammen med en del urter. I indlandet forekommer en mere tør udformning med dominans af græs i undervegetationen.
Steppe:
Denne type er mest udbredt i indlandet på sydvendte skrænter. Græsser og spredte urter dominerer, f.eks. er arter som steppe-star (Carex supina), fjeld-hvene (Agrostis mertensii) og skotsk timian (Thymus praecox) almindelige. Enkelte steder inderst i landet findes på kalkrig grund stepper domineret af børste-kobresie (Kobresia myosuroides). Steppen grænser ofte op til tørre dværgbuskheder eller krat, hvorfor der kan findes spredte buske i steppen. Det samlede plantedække er lavt og mos- og lavdække mangler helt.
Forside Indhold Formål Data Software Links Copyright
Copyright by Miljø og
Energiministeriet, 2000