
DMU slår dørene op, så alle interesserede kan komme og se hvordan vi arbejder. Der holdes åbent hus den 27. september både i Roskilde og på Kalø. Dagen vil byde på rundvisninger i DMUs laboratorier i Roskilde og demonstration af det udstyr vi bruger til at undersøge havet, luften og kemien i hverdagen. På Kalø kan man følge vildtforskernes arbejde.
Nu har du chancen for at se hvordan miljøforskerne arbejder. DMU holder nemlig åbent hus for alle interesserede søndag den 27. september kl. 10-17.
I Roskilde kan du vælge mellem forskellige guidede ture rundt i DMUs laboratorier. Her vil der være mulighed for at se hvordan forskerne undersøger olieforureninger, hvordan målinger af luftforurening hentes hjem fra hele landet og resultaterne lægges på tekst-TV og på Internettet - eller hvordan DMU sparer på energien og sikrer arbejdsmiljøet for de ansatte.
Du kan også gå rundt på egen hånd til temaer om trafik, landbrug og Arktis, teste din viden om miljø, høre et kort foredrag eller slappe af i vores økologiske café. Brug bestillingslisten til højre herfra til at bestille et udførligt program.
På Kalø vil der være rundvisning i bygningerne og plancher om anskydninger, trafikdrab, fuglereservater og -tællinger. Du vil også kunne få demonstreret afstandsbedømmelse og se fangst af fugle med kanonnet eller få en køretur i Kaløskovene.
![]() |
![]() |
Åbent hus gennemføres i samarbejde med Dansk Naturvidenskabsfestival. I Roskilde samarbejder DMU også med "Roskilde 1000 år", Folkeuniversitet og Dagbladet Roskilde Tidende.
| Informationsmedarbejder Jens C. Pedersen (Roskilde) | Seniorrådgiver Karsten Laursen (Kalø) |