
Medarbejdernes transport til og fra arbejdet indgår nu i DMUs arbejde med grøn virksomhed. I første omgang har to trafikforskere kortlagt medarbejdernes transportvaner - og hvad der skal til for at ændre vanerne.
En ny undersøgelse viser at DMUs ansatte i gennemsnit kører 52 km om dagen for at komme til og fra arbejde - 2/3 af denne transport sker i bil. Undersøgelsen giver samtidig en række bud på hvad DMU som arbejdsplads kan gøre for at fremme en miljøvenlig transport til og fra arbejde.
Med undersøgelsen har DMU for det første ønsket at feje for egen dør, men dernæst var det et selvstændigt formål at høste erfaringer med udarbejdelse af transportplaner som i de kommende år ventes indført på flere danske arbejdspladser.
![]() |
| Det gode eksempel: Driftsleder Iver Hansen og laborant Tina Thane bor henholdsvis i Tårnby og på Islands Brygge i København. De har dagligt fulgtes ad til og fra arbejde i DMU-Roskilde siden 1993. Iver Hansen's datter kører med til Brøndby. |
Den 15. april i år fik 463 ansatte i DMU et spørgeskema i hånden. De blev spurgt hvordan de var kommet til og fra arbejde. Hele 381 skemaer kom retur. Svarene blev suppleret med et mindre antal interviews med DMUs medarbejdere. Trafikforskeren Henrik Gudmundsson fra DMU og specialestuderende Andreas Røhl har netop udsendt deres rapport om undersøgelsen.
Rapporten viser at transporten afhænger meget af hvor arbejdspladsen er placeret. I DMU er den daglige transport til og fra arbejde størst i Roskilde med 63 km og mindst i København (23 km).
I alt udgør DMUs hjemarbejdstransport 4,4 millioner km årligt. Det giver et CO2-udslip på knap 500 tons årligt for at komme til og fra arbejde - eller nogenlunde det samme som udslippet fra DMUs varmeforbrug.
Trafikforskerne har også spurgt om medarbejdernes holdning til en række virkemidler der ville kunne gøre turen til og fra arbejde mere grøn. På den baggrund giver forfatterne en række forslag til initiativer.
Det er nu op til DMUs ledelse at lave en transportplan. Direktør Henrik Sandbech fortæller at DMUs ledelse i første omgang vil lægge op til debat internt i DMU. Dernæst vil man tage kontakt til naboinstitutioner og myndigheder. Henrik Sandbech lægger vægt på at DMU nu udnytter medarbejdernes engagement til at gøre transporten til og fra arbejde grønnere.