

|
|
En ny temarapport fra DMU viser at de senere års målrettede indsats for at beskytte og styrke naturen har givet gode resultater. En række dyr og planter er nu i fremgang. På andre områder går det ikke så godt. Især er der brug for en særlig indsats for at redde de planter og dyr der er knyttet til den åbne natur: Overdrev, moser, heder og enge.
Forsvar af doktorafhandling
Fredag den 11. december klokken 13.00 forsvarer ferskvandsbiolog Erik Jeppesen, DMU, sin doktordisputats. Disputatsen bærer titlen Lavvandede søers økologi - biologiske samspil i de frie vandmasser" og er godkendt til forsvar af Københavns Universitet.
Forsvaret foregår på Ferskvandscenteret, Vejlsøvej 51 i Silkeborg. Officielle opponenter er professorerne Jürgen Benndorf, Dresden, og Dag Hessen, Oslo. Forsvaret ledes af lektor Leif Lau Jeppesen, Københavns Universitet.
"Dansk Miljøforskning 1999"
|
|
Programmet for DMUs jubilæumskonference 19-20. august 1999 skrider nu fremad. Et detaljeret program ("Second an-nouncement") vil blive udsendt omkring 1. februar. De tilmeldte foredrag tyder på at konferencen vil få en god dækning af miljøforskningen i dagens Danmark - og i fremtidens. Program og tilmelding: Linda W. Brogaard, tlf. 4630 1321.
Støv på Nationalmuseet
DMU skal nu til at undersøge støvet i Nationalmuseets samlinger. Forskerne skal finde ud af hvor støvet på klenodierne i Afrika- og middelaldersamlingerne kommer fra: Hvor meget kommer fra gadens trafik - og hvor meget skyldes indendørs kilder, fx museets gæster. Formålet er at finde ud af om der er stoffer i støvet der ødelægger museets klenodier, fx forsurende stoffer. Undersøgelserne skal være færdige inden årets udgang.
Når regnorme får gift
Regnorme er blevet et populært "kæledyr" i laboratorierne fordi de er lettilgængelige samtidig med at de er væsentlige jordbundsdyr. Seneste skud på stammen er brug af regnorme til at undersøge virkningen af miljøgifte. DMU har medvirket til at redigere en ny bog, "Advances in Earthworm Eco-toxicology", som beskriver de seneste fremskridt i denne forskning.
Skov og vandløb
|
|
Danmarks skovareal skal fordobles inden for de næste 70-100 år. En ny temarapport fra DMU viser imidlertid at vandløbene ikke nødvendigvis får det bedre, når man planter ny skov. Rapporten fortæller også hvordan man kan tage hensyn til miljøet i vandløbene når der plantes ny skov. Det kan fx ske ved at plante oprindelige danske træsorter langs vandløbene.
Skal Tange Sø bevares eller tømmes?
|
|
Tange Sø blev dannet ved Gudenåen da man i 1918-20 opførte Danmarks eneste vandkraftværk, Tangeværket. Det har givet anledning til mange diskussioner: Nogle vil bevare søen, mens andre vil tømme den og genskabe Gudenåen. DMU har lavet en vurdering af syv forskellige forslag til ændringer i Tange Sø og Gudenåen. I rapporten vurderer DMU den samlede miljøeffekt på Tange Sø, Gudenåen og Randers Fjord. Gudenåens nuværende tilstand er også sammenlignet med historiske data indsamlet inden Tangeværket blev bygget og Tange Sø dannet i 1918-20.
DMUs rapport indgår nu i myndighedernes overvejelser af hvad der skal ske, når Tangeværkets nuværende koncession udløber.
Udvaskningen af kvælstof falder
Den 1. december 1998 udkom DMUs årlige rapporter om vandmiljøet. Blandt resultaterne kan nævnes at udvaskningen af kvælstof fra markerne i landovervågningsoplandene er yderligere reduceret, men at dette endnu kun er slået igennem i mindre omfang i vandløbene. Rapporterne fortæller om miljøets tilstand og udvikling i vandløb, søer og det marine miljø.
Urban Air Pollution
|
|
Urban Air Pollution er titlen på en ny international bog om byers luftforurening som er ved at blive trykt. Bogen sætter særlig fokus på europæiske forhold. Den henvender sig især til universitetsstuderende og eksperter i luftforurening. Bogen er redigeret af Jes Fenger, Ole Hertel og Finn Palmgren, alle DMU.