|
Første forskningsprofessor i DMU Dynamisk udforsker af planktonets dynamik Den 1. september 1999 tiltrådte Torkel Gissel Nielsen en stilling som forskningsprofessor i DMU. Han får titlen som en anerkendelse for sit arbejde med at forstå havets komplicerede fødenet. DMUNyt tegner et portræt af den nye professor.
Torkel Gissel Nielsen er 38 år. Her er uddannet cand. scient. i biologi fra Københavns Universitet 1987 hvor han afsluttede sit speciale om brakvandsøkologi ved Ferskvandsbiologisk Laboratorium. I 1990 afsluttede han en ph.d.-grad inden for biologisk oceanografi ved Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet. Herefter arbejdede han i 1 1/2 år ved Danmarks Fiskeriundersøgelser inden han i 1991 kom til DMU, oprindelig som forsker, men fra 1994 som seniorforsker og fra 1. september 1999 som forskningsprofessor. Han har gennem de sidste 8 år tilbragt ca.1 1/2 år på havet, i hjemlige farvande og ud for Grønland, arktisk Canada og Thailand. Ansættelsen som forskningsprofessor er 5-årig med mulighed for forlængelse i yderligere 3 år. Torkel Gissel Nielsens publikationsliste omfatter 32 artikler i internationale videnskabelige tidskrifter. Hans væsentligste indsats er inden for biologisk oceanografi med studier i Kattegat, Nordsøen og på det seneste i farvandet ud fra Grønlands vestkyst, alle med fokus på fødenettet i de åbne vandmasser. Torkel Gissel Nielsen har bygget bro i DMU - mellem den klassiske planktonbiologi og hydrografien, studiet af vandmassernes bevægelser. Broen hedder biologisk oceanografi, et område som har vist sig at være uhyre produktivt, både for den kommende professor personligt, men også for hans samarbejdspartnere i og uden for DMU. Måske lige så produktivt som de vandlag hvor Torkel Gissel Nielsen og hans kolleger har opdaget at der kan ske opblomstring af alger. Alger som ind imellem kan være giftige.
Den nye professor er kendt for at være uhyre dynamisk - for ikke at sige fanden-i-voldsk. Et godt eksempel er da han på et togt i Diskobugten var frosset inde i Godhavn. I stedet for at give op fik han hyret en sprængningsekspert som ved brug af dynamit sørgede for at "kaptajn Nielsen og hans besætning" kunne komme ud af havnen.
Hvad skal DMU med en professor? Torkel Gissel Nielsen forklarer: - Jeg får en rolle som faglig spydspids for DMU’s havforskning. Jeg skal formidle et samarbejde, både internt i DMU og udadtil. Jeg har en bred kontaktflade i vores hjemlige havforskningsmiljøer på universiteterne og Danmarks Fiskeriundersøgelser og i udlandet. Det skal jeg nu udnytte til glæde for alle havforskerne i DMU. Her står vi i dag formentlig med de bedste muligheder for at beskrive og studere koblingen mellem hydrografi, plankton og bunddyr. Der er et kæmpe potentiale i gruppen fordi vi tilsammen dækker så mange specialer. Det er dog væsentligt at vi snarest får etableret en modelgruppe som kan anvende og samle data fra overvågningen og forskningen, fx til brug for økologiske fremskrivningsmodeller. Personligt synes jeg DMU er en meget attraktiv arbejdsplads; det synes omverdenen også. Det ser vi fx ved at vi får mange meget kvalificerede ansøgninger når vi slår en ledig stilling op. Biologisk oceanografi: Opblomstring af alger og encellet dyreplankton i springlaget, Kattegat 20.5.92 (snit vinkelret på Nordsjællands kyst). I perioden lige efter forårsopblomstrin- gen er næringssaltene i overfladen opbrugt, og de bedste vækstbeting- elser for algerne findes i springlaget hvor de får tilstrækkeligt med lys og næringssalte. Omtegnet efter Temarapport fra DMU nr. 28: "Dyreplankton i danske far- vande", som Torkel G. Nielsen netop har udsendt sammen med Per J. Hansen. Forskningsprofessor Torkel Gissel Nielsen,
|