|
Terrestrisk natur Integration udbedes - Vi står over for nogle gevaldige udfordringer i det kommende 10-år som jeg mener vi er klædt dårligt på til at imødegå, sagde lektor Ib Johnsen, Københavns Universitet. Da dansk miljøforskning blev evalueret i 1989 fik den terrestriske økosystemforskning bundkarakterer. Lektor ved Københavns Universitet Ib Johnsen mener fortsat det står sløjt til med udforskningen af landjordens natur. Han mener ikke forskningen er klædt godt nok på til at kunne svare på de store udfordringer den danske naturforvaltning står overfor, og hvor naturforvalterne naturligt nok har brug for råd. Han fremhævede på konferencen bl.a. følgende udfordringer:
- Årsagssammenhænge. Vi har måske ikke været eksperimenterende nok i den terrestriske økologi. Det gælder også for os selv på Københavns Universitet. Vi savner noget forskning der kan belyse hvad der sker når vi ændrer et økosystem. - Forfalskning af flora og fauna i takt med at eksotiske planter og dyr slæbes ind i landet. Vi får en stadig stigende grad af udveksling af arter, i takt med at varer og mennesker i stadigt større omfang rejser over grænserne. Det er måske lidt gammeldags at sige det, men vi mister nogle kvaliteter hver gang en ny art fortrænger et stykke af vores oprindelige natur. - Samspil mellem den menneskelige udnyttelse lokalt og regionalt/globalt. Det ser fx ud til at vi er i en periode hvor klimaekstremerne tager til. Det må vi tage hensyn til når vi skal fortolke vores observationer. Disse udfordringer skal ifølge Ib Johnsen også ses i forhold til at det ikke i det forgangne 10-år er lykkedes at beskytte vores natur. Overdrev, kær, højmoser m.v. har alle fået det værre, til trods for alle anstrengelser. Fordi vi ikke har været gode nok til at tage højde for alle forhold og fx har "overset" at en højmose trues af grundvandsindvinding eller nedfald af gødningsstoffer fra luften. Lektor Ib Johnsen, Kbh. Universitet, ibj@bot.ku.dk |