Forside	Nyt	Viden	Om DMU	Kontakt os	Søg	In English

CO₂-pumpen i Nordatlanten

Omkring halvdelen af dybhavets kuldioxid stammer fra Nordatlanten. Som led i udforskningen af de globale ændringer i miljø og klima leder DMU et stort projekt som ser på hvad det ville betyde for denne gigantiske CO₂-pumpe hvis temperaturen på Jorden stiger. DMU's egen andel af projektet fokuserer på den biologiske omsætning af CO₂ i alger, bakterier og dyreplankton.

Væksthastigheden af den lille vandloppe Oithona similis (målt som klækning af æg) ved forskellige temperaturer. Arter af Oithona er vigtige i Nordatlanten, bl.a. fordi de kan vokse gennem hele året. Temperaturen i de øverste vandlag i Nordatlanten varierer fra  - 1,7 til 4,5 °C.

Når de varme havstrømme møder den isfyldte Nordatlant afkøles vandet. Da koldt vand er tungere end varmt synker det ned. Faktisk helt ned til 6.000 meters dybde - og der bliver det i hundreder af år. Opholdstiden i dybhavet er nemlig meget lang.

På grund af havets lagdeling er dybhavets indhold af kuldioxid (CO₂ ) i praksis isoleret fra overfladevandet og dermed fra luften hvor det stigende indhold af CO₂ medvirker til drivhuseffekten. Nordatlantens CO₂-pumpe er derfor uhyre vigtig når man skal forsøge at forudsige hvordan fremtidens klima og miljø vil udvikle sig. Vil Nordatlantens organismer fx være i stand til at reagere på en stigende temperatur eller et stigende indhold af CO₂ i atmosfæren ved at binde ekstra CO₂ så der pumpes mere ned i dybhavet  så dybhavet på denne måde kan reagere som en buffer?

Undersøgelserne i Nordatlanten foretages fra M/S DANA. Der tages vandprøver fra helt ned til 3.000 meters dybde. Foto: Jørgen Holck

Det er et af de mange spørgsmål som et stort dansk hold af forskere fra DMU, DMI, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DHI arbejder på at undersøge. Ph.D.-studerende Eva Friis Møller forklarer:

Hidtil har forskerne koncentreret sig om de store, spektakulære, vandlopper, som fx Calanus hyperboreus, der bliver op til 10 mm store. Vi har imidlertid vist at mindre arter af vandlopper, som fx Oithona similis der maksimalt bliver 0,9 mm, og ikke mindst det encellede dyreplankton (ciliater og dinoflagellater) er langt væsentligere for stofomsætningen.

Dybhavs-dannelse - Nordatlanten er et vigtigt område for dybvandsdannelse. Det menes at omkring halvdelen af dybhavets vand synker ned fra Nordatlanten og dermed trækker store mængder af CO₂ ned i dybhavet.

Forskerne arbejder på at beskrive hvad ændringer i temperatur og CO₂-koncentrationer vil betyde for alle vigtige led i Nordatlantens fødenet. Herefter vil de biologiske data blive sammenholdt med målinger af hav- og luftstrømme i store modeller så det bliver muligt at få et samlet overblik over konsekvenserne af en stigende temperatur for den nordatlantiske CO₂ -pumpe og dermed for vores klima.

Projektet støttes af Forskningsrådenes særlige pulje til »Global Change« forskning og afsluttes i 2002.

Forskningsprofessor Torkel Gissel Nielsen, tgn@dmu.dk

2000-04-04