Forside Nyt Viden Om DMU Kontakt os Søg In English
 

Kan det betale sig at forbedre servicen?

DMU har undersøgt om en forøgelse af frekvensen for busser og tog vil tiltrække så mange kunder at det kan betale sig økonomisk og miljømæssigt. Beregningerne viser at der vil være en gevinst for miljøet ved målrettet at nedbringe rejsetiden på de længere afstande.

Ventende passagerer. DMU´s undersøgelser viser at det især er vigtigt at øge koordineringen mellem busser og tog så ventetiden begrænses.

Beregningerne bygger på data fra Trafikministeriets løbende undersøgelse af transportvaner, koblet med modelberegninger af rejsetiden. På den måde kan forskerne analysere hvordan vores vaner vil ændre sig, hvis fx rejsetiden ændres. Seniorforsker Linda Christensen har stået for undersøgelsen:

- Vi regnede først på hvad man kunne opnå hvis man slet og ret fordoblede frekvensen på alle busser og tog. Det kan slet ikke svare sig, hverken økonomisk eller miljømæssigt! En fordobling af antallet af afgange på alle busser og tog ville nemlig kun føre til en 20 procents forbedring af tidsforholdet set i forhold til transporttiden med bil. Ifølge vores beregninger vil det føre til en 18 procents forøgelse af transporten med kollektiv trafik. Det er ikke meget for så stor en investering.

I stedet bør man ifølge Linda Christensen satse mere målrettet. Altså sætte ind med serviceforbedringer der hvor der er penge og økonomi i det. Og det vil der især være på de lange strækninger, dvs. rejser på 10-15 kilometer og derover. Her kan kollektivandelen nå op over 40% hvis betjeningen er optimal. Det er mere end tre gange så mange kollektive passagerer som i dag.

Analyserne peger på at det især er vigtigt at øge koordineringen mellem de forskellige busser og tog så ventetiden begrænses.

Rapporten viser også at mobiliteten er meget ulige fordelt. Mere end 20% af de lange rejser kan faktisk slet ikke betjenes med kollektiv transport. Af de resterende tager 90% dobbelt så lang tid som en bilrejse - og mange både 3 og 4 gange så lang tid. I landsbyerne kan 40% af rejserne ikke gennemføres med kollektiv trafik - og over halvdelen af de gennemførlige rejser har en ventetid på over 1 time.

Seniorforsker Linda Christensen, lch@dmu.dk


Dato for sidste opdatering 2000-09-07 Til toppen Tilbage Frem Send os dine spørgsmål og kommentarer Sitemap Links