Forside	Nyt	Viden	Om DMU	Kontakt os	Søg	In English

Kommentarer
fra Dansk Planteværn

Frederiksberg den, 20. september 2001

Vedr.: Kommentarer til udkast til Miljøtilstandsrapport / Tema: Pesticider

Generelt giver afsnittet om pesticider en udmærket gennemgang af den viden, der er til rådighed på området, men beskrivelsen af behandlingshyppighedsbegrebet er delvist misvisende for den ikke indviede læser.

Nederst på side 2 i afsnittet anføres om miljøbelastningen, at "et simpelt og meningsfyldt mål for denne belastning er den såkaldte behandlingshyppighed."

Belastningen som følge af anvendelse af miljøfremmede stoffer kan bestå af påvirkning af mange forskellige parametre i miljøet og behandlingshyppigheden adresserer kun en mindre delmængde heraf.

Begrebet udtrykker som rigtigt anført, hvor mange gange et afgrødeareal kan sprøjtes med den anbefalede dosis af et middel og siger således noget om effekten af en (optimal) bekæmpelse af en given skadegører (plante, svampesygdom eller insekt).

Den tilsigtede effekt er en mindre forekomst af disse arter i marken, hvilket selvfølgelig har afledede effekter på andre dyre- og insektarter, der lever af eller på de bekæmpede organismer. Behandlingshyppigheden er konkret en indeksværdi, som ved vægtning efter standard-dosering ligestiller midler, der anvendes i høje doseringer, med midler der anvendes i små doseringer og denne ligestilling af effekt er også rimelig med hensyn til de direkte effekter, nemlig mindre forekomst af visse arter af dyr og planter i marken.

Proportionaliteten holder derimod ikke, når det drejer sig om andre miljøpåvirkninger. Når det på side 3 i afsnittet (generelt) anføres, at "effektive" pesticider som i små mængder har en biologisk virkning på skadegørerne dermed også påvirker andre organismer i miljøet med samme potens, er det en antagelse, som ikke holder.

De fleste af de såkaldte "effektive" pesticider, som anvendes i små doseringer har en biologisk effekt, der er rettet imod bestemte arter eller grupper af arter af organismer og er ikke nødvendigvis lige så potente overfor andre organismer i miljøet.

Endelig er der risikoen for forurening af overflade- og grundvand. Her er der ingen direkte proportionalitet mellem behandlingshyppighed og risiko. Tværtimod er det her primært mængden af stof, som bliver udbragt samt nedbrydeligheden af dette, der har betydning for risikoen for belastning af vandmiljøet.

Konklusionen bliver derfor, at behandlingshyppigheden er en simpelt delindikator for påvirkninger af miljøet, som det politisk er valgt at anvende som indikator for miljøbelastningen, fordi der ikke findes andre simpelt anvendelige indikatorværdier til rådighed.

Behandlingshyppighedens direkte indikatorværdi er faktisk et mål for, hvor godt man har bekæmpet de skadevoldere, som har være tilstede i vækstsæsonen (selvfølgelig under den forudsætning, at der ikke er sket en unødvendig bekæmpelsesindsats).

Med venlig hilsen

Dansk Planteværn

Niels Lindemark

2001-10-23