|
|
|||||||||||||||||||||||||||
Vandmiljøplan II - baggrund og udviklingJordbrug & miljø, 2SammenfatningVandmiljøets tilstand midt i 1980'erneØget tilførsel af kvælstof (N) og fosfor (P) til vandmiljøet giver øget algevækst i søer og marine områder. De øgede algemængder betyder at vandet bliver uklart og forbruget af ilt øges. Herved forsvinder undervandsplanterne. I det hele taget ændres plante- og dyreliv i vandet, blandt andet fordi hyppigheden af iltsvind nær bunden øges. Forbruget af handelsgødning og importeret foder steg markant fra omkring 1960 til midt i 1980'erne. Dårlig udnyttelse af næringsstofferne i landbrugsproduktionen betød at tabet til vandmiljøet steg i den nævnte periode. Dette førte til at der fra politisk side blev sat fokus på vandmiljøet. Der blev opstillet en målsætning om at kvælstofudledningen til vandmiljøet skulle reduceres med 50% og fosforudledningen med 80%. Vandmiljøplan I fra 1987 skulle sikre at denne målsætning blev nået. En række af handlingsplaner
VMP I fra 1987 rettede sig både mod udledningen af fosfor og kvælstof. Målsætningen for reduktion i udledning af fosfor blev opfyldt gennem spildevandsrensning og stop for udledninger direkte fra gårdene til vandmiljøet. Derimod blev det hurtigt klart at målsætningen for reduktion i kvælstofudledningen fra landbruget ikke kunne nås, hvorfor Handlingsplanen for Bæredygtig Landbrug blev vedtaget i 1991. Det viste sig senere heller ikke at være tilstrækkeligt. Derfor blev VMP II iværksat i 1998. Handlingsplanerne foreskriver et sæt af gødningsregler
Tiltagene overfor landbruget i de første handlingsplaner gik primært på at mindske kvælstofudvaskningen gennem øget anvendelse af vintergrønne marker, en bedre udnyttelse af husdyrgødningen og et nedsat handelsgødningsforbrug. Med hensyn til vintergrønne marker blev der stillet krav om at 65% af arealet skulle holdes bevokset om efteråret og vinteren. Disse såkaldte grønne marker skulle sikre at der var afgrøder på markerne til at optage det kvælstof som ellers ville blive udvasket i løbet af vinteren. På husdyrsiden blev der stillet krav til at der skulle være harmoni mellem antallet af dyr og arealet, således at der var tilstrækkeligt areal at bringe husdyrgødningen ud på. For husdyrgødningen blev der stillet krav om udbygning af opbevaringskapacitet til den flydende husdyrgødning samt sat krav om at husdyrgødningen fortrinsvis skulle udbringes om foråret, hvor afgrøderne kunne optage kvælstoffet. Endvidere blev der gennem lovpligtige kvælstofnormer sat en øvre grænse for hvor meget kvælstof der måtte anvendes til de enkelte afgrøder. Det vil sige der blev indført et kvælstofkvote system som for den enkelte bedrift var afhængig af afgrødevalget. I forbrug af gødning skulle kun indregnes det effektive kvælstof, det vil sige det kvælstof som planterne kan udnytte. For husdyrgødningen blev der derfor opstillet krav til hvor stor en andel af husdyrgødningens kvælstofindhold, der skulle tælle med som effektivt kvælstof. Dette betegnes 'krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen'. Hver enkelt landmand skulle dengang - og skal stadig i dag udarbejde et årligt gødningsregnskab med opgørelse af kvælstofkvote og kvælstofforbrug. Gødningsregnskabet indsendes til Plantedirektoratet, som kontrollerer om alle regler er overholdt. Vandmiljøplan II
Målsætningen er at reducere den årlige udvaskning af kvælstof fra landbrugsarealerne med 100.000 tons kvælstof inden 2003 i forhold til udvaskningen midt i 1980'erne, som blev skønnet til at være 230.000 tons kvælstof. Den årlige udledning direkte fra gårdene var i Vandmiljøplan I vurderet at være reduceret fra 30.000 tons til 3.000 tons kvælstof. Målsætningen er herved en samlet reduktion i landbrugets udledning af kvælstof på 49%. Tiltagene i VMP II kan opdeles i 9 punkter: 1. Nedsatte kvælstofnormer - kvælstofnormerne til alle afgrøder nedsættes med 10% i forhold til 1997/98.2. Øget krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen - kravet til hvor stor en del af husdyrgødningens kvælstof, der skal indregnes som plantetilgængeligt øges. Herved skal handelsgødningsforbruget nedsættes tilsvarende. 3. Stramning af harmonikrav - grænsen for hvor mange dyr det er tilladt at have pr. hektar nedsættes. 4. Efterafgrøder - der stilles krav om at der udover de 65% grønne marker skal sås efterafgrøder på yderligere 6% af et nærmere defineret areal. Formålet hermed er at efterafgrøderne skal opsamle det kvælstof der frigøres efter at hovedafgrøden er høstet. 5. Bedre foderudnyttelse - der er en forventning om at der gennem forskning vil kunne udvikles forbedret fodringspraksis hvorved dyrene kan optage en større del af næringsstofferne i foderet. Dermed bliver der mindre kvælstof i gødningen. 6. Økologisk jordbrug - der er fastsat en målsætning for udviklingen i det økologisk dyrkede areal. Generelt anvendes mindre gødning på økologiske brug og det forventes at udvaskningen også er mindre. 7. SFL-områder - i områder der er udpeget som særlig følsomme landbrugsområder, kan der indgås aftaler mellem landmand og amt om miljøvenlig landbrugsdrift (MVJ ordninger), fx nedsat kvælstofgødskning, miljøvenlig pleje af græsarealer m.v., mod økonomisk kompensation. 8. Vådområder - i iltfrie miljøer (fx vandmættet jord) kan nitrat omsættes til frit kvælstof. Vådområder retableres for at fremme denne denitrifikation. 9. Skovrejsning - ved skovrejsning tages landbrugsarealer ud af drift og tilplantes med skov. Over tid vil kvælstofudvaskningen herfra reduceres til niveauet for naturarealer. I december 2000 blev der foretaget en Midtvejsevaluering af VMP II. Det blev vurderet at der i 2003 stadig ville mangle en mindre reduktion i kvælstofudvaskning i at nå målet. Derfor blev der foretaget justeringer i gødningsreglerne og i tilskudsordningerne. Samtidig med Midtvejsevalueringen blev man klar over at kvælstofudvaskningen tilbage i tid har været undervurderet. Det vil sige at målsætningen for vandmiljøplanerne bygger på et forkert grundlag. Danmarks JordbrugsForskning og Danmarks Miljøundersøgelser har derfor foretaget en ny beregning af kvælstofudvaskningen tilbage til midten af 1980'erne. Med baggrund i denne nye viden, har de to institutioner opstillet en ny prognose for effekten af Vandmiljøplan II. Denne beregning viste at udvaskningen havde været ca. 310.000-320.000 tons kvælstof pr. år midt i 1980'erne. Med den nye beregning forventes nu at vandmiljøplanerne samlet set vil give reduktion i udvaskningen på 138.000-148.000 tons kvælstof, svarende til 45-46%. Regeringen har sat et arbejde i gang som forberedelse til en Vandmiljøplan III. Det forventes at de nye beregninger for udvaskning af kvælstof vil indgå i diskussionen om en VMP III. Forbedringer i vandmiljøet
Forbedret fosforfjernelse fra spildevand har bevirket et betydeligt fald i fosforkoncentrationen i søer og fjorde som har været belastet af spildevandsudledningerne. I tilløb til søerne er indholdet reduceret med ca. 40%. Transporten af fosfor til fjorde og kystområder er faldet med ca. 60%. Fra 1989 til 2000 faldt det gennemsnitlige kvælstofoverskud på markerne med knap 30%. Gennem målinger i overvågningsprogrammet kan der nu også konstateres sikre forbedringer i vandmiljøet. Den modelberegnede kvælstofudvaskning er faldet med 32% fra 1989 til 2000, mens målinger af kvælstofindholdet i det vand der passerer rodzonen har vist et fald på 34%. Fra 1989 til 2000 er de vandføringsvægtede kvælstofkoncentrationer i vandløb faldet med 24% og i tilløb til søer er årsmiddelkoncentrationen faldet med 28%. Transporten af kvælstof til fjorde og kystvande er faldet med ca. 35%. Sommerens iltsvind har vist at selv med disse reduktioner kan meget ugunstige klimatiske forhold medføre omfattende iltsvind. Generel konklusion Registrering af tilførsler af næringsstoffer til vandområder og af de økologiske forhold i vandområderne har vist, at der er sket forbedringer i miljøtilstanden. Dette gælder primært i de søer og fjorde hvor der er sket store reduktioner i fosfortilførslen. En reduktion af kvælstofbidraget fra landbrugsarealerne vil bedre tilstanden yderligere i nogle søer, fjorde og kystvande med stor ferskvandstilførsel. En væsentlig reduktion af forureningen med næringsstoffer i de åbne havområder forudsætter at der sker en betydelig reduktion fra de omkringliggende lande, der bidrager til næringsstoftilførslen. De økologiske forhold i vandløb påvirkes ikke nævneværdigt af tilførsel af næringsstoffer. Her er de fysiske forhold afgørende for miljøtilstanden. Bedes citeret: Grant, R., Paulsen, I. Jørgensen, V*., Kyllingsbæk, A.* (2002): Vandmiljøplan II - baggrund og udvikling. Jordbrug og Miljø, 2. Danmarks Miljøundersøgelser og *Danmarks JordbrugsForskning. 56 s. 50,- kr.
|
Helle Thomsen |
|
01.11.2007 | |
DMU | dmu@dmu.dk |
||
Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200 |
CVR: 10859387 |
EAN: 5798000867000 |