Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Nye tal for anskydninger af ræve og gæs
Nye undersøgelser fra DMU viser at 18% af rævene og 21% af de kortnæbbede gæs havde hagl i kroppen. For gæssenes vedkommende er det en klar forbedring i forhold til DMU's første undersøgelser midt i 1990'erne, mens der endnu ikke er set nogen statistisk sikker nedgang i andelen af anskudte ræve.
Henning Noer, hno@dmu.dk

Varsling om giftige alger
Sommeren igennem vil DMU udsende varsler når der forekommer opblomstring af giftige alger. Varslingen vil også indeholde en prognose for de kommende dage, så man også kan orientere sig om hvor der kan ventes alger i morgen. Du kan følge algevarslingen på alger.dmu.dk hvor der også er mulighed for at abonnere på nyheder. Du kan læse mere om de enkelte arter på www.natur.dk.
Peter Henriksen, pet@dmu.dk

Oprydning efter analyse-snyderi
DMU fortsætter arbejdet med at rydde op efter en medarbejder i marts blev bortvist på grund af snyderi med rapportering af analyseresultater. En gruppe kemikere har været igennem alle de analyseresultater som den pågældende siden 1998 har været involveret i, og er nu i færd med at sende reviderede analyseresultater til de godt 30 kunder som er involveret. DMU forventer at alle kunder vil have fået endelig besked inden udgangen af juni.
Niels Kroer, nkr@dmu.dk.


Pleje af grønne enge
DMU har undersøgt hvordan man kan omdanne kulturpåvirkede enge til mere naturprægede enge. Resultaterne viser at der ikke kan anbefales en generel strategi for drift som kan anvendes på alle typer af enge. Ekstensiv græsning er således ikke altid løsningen i den første fase af en naturgenopretning. Resultaterne viser at det kan være en fordel af drive større sammenhængende ådale som en helhed.
Anna Bodil Hald, abh@dmu.dk

Flere bævere på Klosterheden og omegn
De seneste tællinger af bæver viser at de 18 bævere, som Skov- og Naturstyrelsen satte ud i 1999, nu er blevet til mindst 45. Naturklagenævnet har givet en fem-årig dispensation til at udsætte bævere i Klosterheden Statsskovdistrikt på betingelse af at bævernes aktiviteter overvåges i hele perioden. Dispensationen udløber med udgangen af 2003 hvor Skov- og Naturstyrelsen skal redegøre for forløbet på basis af resultaterne af overvågningen som ledes af DMU.
Jørn Pagh Berthelsen, jpb@dmu.dk

DMU-medarbejdere i EU-ekspertpaneler
Seniorforsker Niels Bohse Hendriksen er blevet udnævnt til medlem af en videnskabelig komite, »European Food Safety Authority«, nedsat af EU-Kommissionen. Komiteen varetager risikovurdering, herunder miljømæssig, i forbindelse med ansøgninger om anvendelse af gensplejsede organismer. På jordforureningsområdet er forskningschef Hans Løkke blevet udnævnt til medlem af EU-Kommissionens »Advisory Forum on the Soil Thematic Strategy«. Seniorforsker Martin Holmstrup er udnævnt til medlem af enarbejdsgruppe vedrørende forskning under samme forum.
Niels Bohse Hendriksen, nbh@dmu.dk
Hans Løkke, hlo@dmu.dk

Ny forskningsprofessor
Seniorforsker, dr. scient. Tony Fox er udnævnt til forskningsprofessor i kystzoneøkologi. Tony Fox forsvarede tidligere på året sin doktorafhandling om den grønlandske blisgås. Tony Fox' forskning er koncentreret om påvirkningerne af menneskelige aktiviteter på trækkende bestande af vandfugle, med projekter der bl.a. omfatter påvirkningen af vindmølleparker på havdykænder, effekter af forstyrrelser fra jagt på vandfugle og forvaltning af sjældne og truede arter. Tony Fox, tfo@dmu.dk

Ny afdeling i DMU
DMU's to forskningsafdelinger på Kalø er nu lagt sammen til én afdeling, Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet. Henning Noer, tidligere forskningschef for Afdeling for Kystzoneøkologi, er efter ansøgning udnævnt til forskningschef for den ny afdeling.
Henning Noer, hno@dmu.dk

 

0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000